|
.
.
Kort
over Danmark
.
....
.
....
.
|
.
900 årene
Efter
mange kongenavne der er lidt vanskeligere at tidsbestemme, dukker Gorm
den Gamle op, hvis søn var Harald Blåtand.
Det er tydeligt, at denne æt har måttet føre mange kampe før den
fik landet i eje.
En konge ved navn Olaf var kommet fra Sverige og havde vundet en del
af landet, måske kun det sydlige Jylland. Det gik i arv til hans søn
Gnupa. På hans tid var Sakserhertugen Henrik blevet østfrankernes
konge. Henrik (senere kaldet Fuglefænger) forsvarede med kraft
tyskernes grænser mod Madjarer, vender og daner.
For første gang ser vi en tysk konge vove sig op gennem danernes
sydgrænse (934). Henrik slog Gnupa og tvang ham til dåben. Snart
efter gik Gnupas magt til grunde, idet Gorm indtog hans rige.
.
.
.
.
Gnupas
søn Sigtrygg havde som mange andre kongesønner søgt ud på
vikingetogt, og havde fundet døden i Normandiet.
.
.
.
I
nærheden af Slesvig er fundet to runestene, der vidner om
Gnupas slægt. Den ene siger os, at hans dronning Asfrid
rejste et minde på "Gnupas Vi", den anden at hun
rejste minde efter sønnen Sigtrygg.
|
Asfrid gjorde disse
kumler efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn.
Stenen er fundet ved Hedeby, og står
i dag i Hedebymuseet. |
Det
må have været kong Henriks togt som manede danerne til at styrke eller
ombygge Dannevirke, som fra Gudfreds tid har værnet Jylland fra syd.
Den danske tradition, nedskrevet i det 12. århundrede, giver Gorms
dronning Thyra æren for at Dannevirke blev bygget.
Noget taler for at det forholder sig sådan. Tidsforholdene passer. Da
Gorm har vundet riget helt ned til grænsen, rejses den vældige vold i
stedet for de tidligere svagere volde.
Den
lille Jellingesten, Gorm lod rejse for sin kone "Thyra
Danmarksbod", ligeledes islændingernes tilnavn til hende
"Danebod", og muligvis flere jyske runestene vidner om at
folket har følt sig i særlig taknemlighedsgæld til hende.
Vi tør da tro, at det er hendes foretagsomhed og overtalelsesevne, som
har formået at samle rigets kræfter om det store værk.
Fra Sliens vestlige vig gik Thyras Virke 11 kilometer mod sydvest og
vest tværs over heden, langs med Spangebæk til Hollingsted ved Træå.
Det var en mægtig jordvold, støttet ved sten og træværk. Trods 1000
års overlast står det allermeste af den endnu.
Danmark fik nu i lang tid ro fra syd. Det var nu danerne der jævnligt
faldt ind i Saksernes land.
Det
sagn der gør Thyra til kristen er usikkert. I hvert fald blev hun
begravet på hedensk vis i Jelling. Men vist er det, at da ærkebiskop
Unni af Bremen gæstede Danmark i 936, blev han vel modtaget af Gorm og
Harald.
Gorm døde vinteren 958-59.
.
....
|
