.
Blandt Jellings berømte
fortidsminder er kirken det mindst påagtede, som den ligger der,
lav og uanselig midt imellem de vældige gravhøje og i umiddelbar nærhed
af runestenene med Kristusbilledet og de danmarkshistoriske
indskrifter. Mangen besøgende har sikkert ladet sig blænde af
omgivelserne og ment, at den romanske frådstensbygning i dette
selskab var et ungt og uinteressant element, men det er langt fra at
være tilfældet. Alderen har den- ikke i sine mure, men i sin
undergrund - og i koret findes" Danmarks ældste
kalkmalerier". Ved det sidste, kalkmalerierne, er der dog et
minus, for nok er disse billeder meget gamle - fra omkring år 1100
- men de er kopier malet på ompudset væg. Historien bag denne lidt
triste kendsgerning er følgende.
I året 1874 styrtede
en del af de indbyggede hvælvinger over koret ned, derved opdagedes
det, at der på væggene var spor af gamle billeder. Datidens kendte
kalkmalerikonservator, tegneren Magnus Petersen, blev tilkaldt, og
under hans ledelse afdækkedes kunstværkerne, der strakte sig over
korets nord - og østvæg, men ikke over sydvæggen, idet muren her
er nyopført efter en brand i 1600 årene. Den således fremdragne
udsmykning var på steder fantastisk uskadt, men andre steder var
store murpartier ødelagt, således i nordvæggen, der har været
gennembrudt for at skaffe adgang til et tilbygget, men senere atter
nedrevet kapel.
Var fundet gjort i
dag ville man have jublet over de velbevarede billeder, men dengang
havde man ikke vore erfaringer for konservering og fastlægning af løst
puds, desuden mente man vel egentlig også, at en ufuldstændig
udsmykning ikke burde stå fremme. Nok er det, man skønnede, at
billedernes bevaringstilstand var en sådan, at de ikke kunne
reddes. Alt blev derfor hugget ned. Magnus Petersen fotograferede
ikke, men han var en fortrinlig tegner, og det kom Jellingmalerierne
til gode. Ialt ni meget fine akvareller foreligger fra hans hånd. På
grundlag af disse aftegninger maledes således i det restaurerede
rum kopier af de borthuggede billeder, supleret efter bedste
overbevisning, og med støtte i sydeuropæisk kunst. Den billedløse
sydvæg lod man i første omgang stå tom, men i 1926 fik også den
sin udsmykning, helt nye billeder malet af J. Th. Skovgaard.
Magnus Petersen var
selv den første, der skrev om Jelling malerierne. I sin bog
"Kalkmalerier i danske kirker" fra 1895 gør han rede for
billedernes høje kvalitet og ælde og for den anvendte maleteknik
" al fresko" ( på vådt puds), en metode, hvor
bundfarverne indgår en kemisk forbindelse med det glatte pudslag.
Han beskriver, hvorledes han har iagttaget indridsede furer omkring
hovederne på figurerne og omkring trækronerne samt enkelte steder
i den nedre bort. Der er muligvis tale om fortegning i det våde
pudslag.
.
Skitsen viser
Jelling malerierne, som de afdækkedes 1874 - 75. Teksterne
svarer til Magnus Petersens tolkning af billederne.
.
Det
er tydeligt, at billederne danner en sammenhængende serie, og denne
har efter Magnus Petersens opfattelse omhandlet Jesu barndoms, og første
ungdomshistorie. Begyndelsen finder han længst til venstre på
nordvæggen, idet han dog antager, at der har været endnu et
billede - Bebudelsen - på det smalle vægstykke mellem korbue og
nordvæg. Den første af de foreliggende scener viser fem personer
stående i en arkadebue, det er, ifølge Magnus Petersen, Elisabeth
og hendes tjenerinder, der møder Jomfru Maria, hvis glorie ses i næste,
kun delvis bevarede bue. De to buer har altså fælles motiv: Besøgelsen.
På det ødelagte stykke, som derefter følger, antages De Hellige
Tre Konger at have været, de rækker deres gaver mod Maria og
barnet i den efterfølgende fødselsscene - atter et stort samlet
motiv fordelt på flere arkadebuer. Efter et vindue, som stammer fra
kirkens ældste tid, og som derfor indgår naturligt i
kompositionen, følger Kristus i ørkenen og Johannes Døberen, som
i et skriftbånd taler til jøderne: vox clamantis---( jeg er den røst,
som råber i ørkenen---). Hermed er vi kommet til enden af nordvæggen,
men fortsætter på østvæggen, om hvis første billede der ikke
kan herske tvivl, det forestiller Kristi dåb. Scenen fylder væggens
ene halvdel, pladsen til venstre for et vindue i centralpunktet lige
bag alteret. Til højre er der også et billede, men det er stærkt
beskadiget, og her slutter rækken, idet sydvæggens udsmykning som
sagt er helt ødelagt. Den afsluttende scene kan efter Magnus
Petersens mening have forestillet Jesus for Pilatus. I hvert fald
ses tydeligt Kristus stående med løftede hænder og korsglorie om
det lange, brune hår.
Magnus Petersens udlægning
af scenerne og dateringen til begyndelsen af 1100 årene fulgtes
stort set af Poul Nørlund og Egmont Lind i deres store bog om"
Danmarks romanske Kalkmalerier" Fra 1942. Det væsentligste
nye, Nørlund bragte ind i beskrivelsen, var påvisningen af, at der
oprindelig har været ikke et, men to vinduer i nordmuren. Det
forsvundne nordvindue må være opslugt af den store
murgennembrydning.
Stik fra 1591 af
Jelling kirken, som den så ud før branden. Korets nordmur har
sikkert, ligesom sydmuren, der ses på billedet, haft to
vinduer.
.
Når
man skal forstå billeder som disse, må man først lære sig
betydningen af visse symboler, der for tilskueren dengang har været
lige så indlysende, som billedtegnene i Anders And er det i dag.
Hvis en person skal tale vigtige ord, sker det, ikke ved hjælp af
en taleboble, men ved et skriftbånd. Skal man fremstille, at scenen
foregår inde, maler man en arkadebue omkring motivet, eventuelt med
et lille hus stillet oven på i mellemrummet mellem buerne. Ude,
angives ved et sætstykke, et træ, og ved at man ikke afgrænser
billedfeltet med arkade, men med borter. I Jelling har borterne oven
i købet bladornamentik som en ekstra fremhævelse af det udendørs.
Når
man skal forstå billeder som disse, må man først lære sig
betydningen af visse symboler, der for tilskueren dengang har været
lige så indlysende, som billedtegnene i Anders And er det i dag.
Hvis en person skal tale vigtige ord, sker det, ikke ved hjælp af
en taleboble, men ved et skriftbånd. Skal man fremstille, at scenen
foregår inde, maler man en arkadebue omkring motivet, eventuelt med
et lille hus stillet oven på i mellemrummet mellem buerne. Ude,
angives ved et sætstykke, et træ, og ved at man ikke afgrænser
billedfeltet med arkade, men med borter. I Jelling har borterne oven
i købet bladornamentik som en ekstra fremhævelse af det udendørs.
.
.
..
Jelling
kirkes kor med den eftermalede og rekonstruerede udsmykning er et på
engang opløftende og bedrøveligt skue, og man spørger sig, om der
da slet ingen ægte billeder er tilbage. Muligheden foreligger.
Systematiske eftersøgninger efter malespor på korets vestvæg, i
korbuen og på skibets vægge er såvidt det har kunnet oplyses,
aldrig foretaget. Det bør ske, stedet fortjener det, og disse
kalkmalerier er, foruden at være af fremragende kvalitet, virkelig
landets ældste. Hvad det sidste angår, må de dog dele prisen med
billederne i Tamdrup kirke ved Horsens, der synes malet af samme hånd.
Det
var de middelalderlige maleres store dyd, at de så klart forstod at
udvælge det væsentlige af den historie de ønskede at fremstille,
og lade handlingen fremgå af figurernes stillinger, og af nogle få
karakteristiske rekvisitter. Hvordan det skulle gøres var dog i
reglen nøje bestemt af traditionen, de samme scener i omtrent samme
udformning går igen fra fremstilling til fremstilling. Selv i tilfælde,
hvor billederne er ødelagt, således at kun ganske få enkeltheder
er bevaret, vil man derfor ofte med temmelig stor sikkerhed kunne
fastslå, hvilken scene man står overfor.
Ved
aflæsning af billedernes betydning må man i høj grad tage deres
placering i kirkerummet med i betragtning. De helligste motiver
finder man ikke på sidevægge, men i området men omkring rummets længdeakse.
I kirker med apsis, den halvrunde kuppeloverdækkede udbygning, som
undertiden forlænger koret, er hovedmotivet i tidlig middelalder næsten
altid en majestasfigur, en tronende Kristus omgivet af udvalgte
billeder, evangelistsymboler, engle, Maria og Johannes. Findes ingen
apsiskuppel, overtages rollen som det helligste sted af den flade væg
bag alteret sammen med "triumfvæggen" ( skibets østvæg)
og korbuen.
Betragter
man Jellings kalkmalerier ud fra disse forudsætninger, vil det være
tydeligt, at Kristi dåb på væggen bag alteret er en slags
majestasfremstilling.
.
Dåbsscenen
.
Dette og de følgende
Jelling-billeder, undtaget det sidste, er gengivet efter Magnus
Petersens akvareller, nu opbevaret på Nationalmuseet.
Den næsten nøgne
Kristus er set helt frontalt, indrammet af Jordanflodens stiliserede
vande som en slags glorie. Skikkelsen er flankeret af Johannes Døberen
og af to engle med hans hvide dåbskjortler. En dåbsfremstilling på
dette sted er i virkeligheden noget højest usædvanligt, som ikke
kendes i andre nordiske udsmykninger fra romansk tid. Der må være
en særlig grund til, at man i Jelling brugte dette motiv på den
fornemme plads bag alteret.
Dåben er Kristi
indvielse til frelsergerningen og overgangen fra barndom til
manddom, men den er tillige højdepunktet i Johannes Døberens liv.
Samme Johannes indgår også i nordvæggens billedrække, hvor han
ses talende til en flok jøder. Denne scene er ellers ukendt i det
nordiske materiale, men forekommer i udlandet, her dog altid i
forbindelse med en Johannes Døberens historie, aldrig i en
billedserie om Kristus.
Foranlediget af disse
betragtninger opstod hos mig den tanke om motivet for billedrækken
i Jelling skulle være- ikke Kristi barndomshistorie, men Johannes Døberens
levnedsløb. Johannesserier kendes adskillige steder fra Europa. I
det berømte Skt. Gallen- klosters nu forsvundne basilika har den været,
men nu er kun billedunderskrifterne kendt. En anden Svejtsisk
Johannesserie, i den store kirke i Mustair, er endnu i behold. Den
er af meget gammel oprindelse, fra 800 årene, men gentaget og
moderniseret omkring 1175 - 1200. Nærmere Jelling, i Skt. Maria in
Kapitol i Køln ( indviet 1065), findes en serie omfattende ikke
alene Johannes liv, men også hans død. Nævnes skal også en
Johannesserie der næppe overgåes af andre nord for alperne. Den er
fra 1290, og blev fremdraget i 1953 i Johanneskapellet til
Benediktinerklosteret i Seckau. Maleriet er seks meter højt og fire
meter bredt.
Billedrækken i
Jelling er ikke så omfattende som den i Seckau, alligevel volder
det ingen vanskelighed at få de to serier til at stemme sammen. Nu
kan man spørge, om da ikke Magnus Petersen og Nørlunds udlægning
af billederne som Jesu barndomshistorie passer lige så godt. For at
svare herpå vil vi i det følgende gennemgå motiverne enkeltvis,
og det vil vise sig, at omtolkningen får adskillige af
puslespillets løse brikker til at falde på plads.
Jesu barndomshistorie
var et yndet motiv for nordiske kalkmalere i tidlig middelalder. Som
et typisk eksempel kan vælges en serie i Råsted kirke ved Randers
omfattende Bebudelsen ( nu overkalket), Besøgelsen, Fødslen og
Kongernes tilbedelse, antagelig malet mellem 1125 - 1150.
.
Jesu
barndomshistorie, som den er fremstillet i Raasted kirke. Besøgelsen,
Fødslen (med Josef i et siderum) og Kongernes tilbedelse. I
lakunen under krybben anes draperier fra Marias seng.
.
Raasteds besøgelsesscene
viser to kvinder stående sammen, men det af Jelling billederne, som
efter den gamle teori skulle forestille samme scene, ser helt
anderledes ud. Personen der skulle forestille Elisabeth, står i et
selskab på fem, uden glorie og i en dragt, der giver anledning til
at overveje, om ikke den afbillede i virkeligheden er en mand, måske
endda en gejstlig. Bedre passer det, hvis man antager, at de fem
figurer er "folket" og den enlige person med glorien i næste
arkade ikke er Maria, men Zacharias. Med andre ord, motivet i de to
buer er menighedens møde med den stumme Zacharias.
.
Nordvæggens første
billede, som indleder den bevarede del af serien.
.
Fødselsscenen i
Jelling viser en glorieomstrålet kvinde med koneklæde, liggende på
en seng med et svøbelsesbarn i armen. Hun taler med en person i den
foregående arkade, men af denne er kun bevaret hænderne, som rækker
et horn frem. Det skulle ifølge hidtidig tolkning være den
forreste af kongerne, som frembærer sin gave.
.
.
En kvinde med oprakt
hånd, som ses bag sengen, forklarer Nørlund som den fødselshjælperske,
der ifølge legenden, ikke troede på Maria jomfruelighed, og som
straffedes med en vissen hånd, der dog blev helbredt, da hun badede
det hellige barn. Der foreligger fra Magnus Petersen to tegninger af
dette motiv. På det første fra 1874, ses en svag glorie om hjælperskens
hoved. Scenen var på det tidspunkt kun delvis fremdraget og
tolkningen af den næppe udformet. Da han året efter tegnede det nu
fuldt afdækkede billede, troede han naturligt nok, at det
forestillede Kristi fødsel og glemte glorien, som er væsentlig for
forståelsen, men som vi altså kender fra førsteudgaven.
Poul Nørlund gør i
sin bog opmærksom på, at fødselsscenen i Jelling er mærkelig, og
sammenligner man med Raasted- serien og med mange andre fødselsscener,
må man give ham ret. Den er i virkeligheden unormal. Det
guddommelige barn skal ikke i 1100- tallet ligge hos Maria, men i
krybben, hvor æslet og oksen tilbeder det. Det skal have korsglorie
som tegn på, at det er Jesus, derimod skal moderen ikke have koneklæde..
Josef skal være til stede. En fødselshjælperske med glorie hører
ikke med i billedet. Denne anselige række af uregelmæssigheder,
som modsiger den gamle tolkning forsvinder, hvis man antager at
billedet forestiller, ikke Jesus, men Johannes fødsel. Kvinden i
sengen er ikke maria, men Elisabeth. Fødselshjælperen derimod er
Maria. Krybben, oksen og æslet ser vi intet til. Johannes blev jo
ikke som Jesus født i en stald.
Da Nørlund opdagede
at der oprindelig har været to vinduer i korets nordvæg, afskar
han samtidig sandsynligheden for sin tolkning af figuren med hornet
som den første af de hellige tre konger. Den hornbærende person
fylder tilsyneladende hele sin arkade, men i buen bag den må
vinduet have været, så der bliver ikke plads til de to andre
konger. At man i romansk tid skulle have ladet et vindue skære
scenen over forekommer usandsynligt. Andre svagheder ved den gamle
tolkning er påpeget af Nørlund selv. 1100 tallets hellige tre
konger frembærer ikke horn, men gaver af form som små dåser, og
Maria tager ikke imod dem liggende på en madras, hun fremstilles
som i Raasted, tronende på en stol med barnet på skødet. Men hvis
manden med hornet ikke er en af kongerne, hvem er han så. Nøglen
til forståelsen finder vi i en mærkelig genstand, som ses neden
under hænderne, den er ufuldstændig, men tegnet med skrå og buede
linier, som den gamle tolkning ikke giver nogen forklaring på.
Sandsynligvis er det en skrivepult. På datidens kalkmalerier og håndskriftillustrationer
kan man se skrivende folk, f.eks. evangelister, siddende med blækhorn
i hånd ved et sådant møbel.
Går man videre til næste
scene, gruppen omkring træet tolket som Jesus og Johannes i ørkenen,
rejser der sig straks en række spørgsmål. Hvorfor har Jesus kun
en almindelig glorie, ikke korsglorie. Hvorfor har han blonde,
buklede krøller, i stedet for langt, glat,brunt hår, som Kristus
plejer at have, og som han da også har i fremstillingen på østvæggen.
Hvordan kan det tilstedes, at Johannes vender ryggen til Kristus, og
hvorfor siger han "jeg er den røst, som råber i ørkenen"
( en replik fra en situation, hvor Kristus ikke er til stede), når
det rigtige havde været"se det Guds lam". Forklaringen på
billedet, eller billederne, for her er utvivlsomt tale om to
situationer, det finder vi i Johannesserien i Seckau, der viser
henholdsvis en gloriebærende person ved et træ og en mand overfor
en folkeforsamling. Begge er Johannes, først alene i ørkenen, dernæst
talende til en flok jøder.
.
Jeg
er den røst, som råber i ørkenen
.
Ligheden mellem
Jelling og Seckau er her slående, og den fortsætter i næste
billede, der for begge seriers vedkommende viser Kristi dåb. I
kappen som den døbende Johannes bærer, genkender man den i
skriften omtalte kamelhårskjortel.
.
.
Dåben
.
Dermed er vi nået
til midtpunktet, vinduet lige bag alteret, der deler den oprindelige
billedserie i to lige store dele, men nu begynder vanskelighederne i
form af tiltagende ødelæggelse. Det første billede efter vinduet
er dog klart nok, det viser Kristus med tydelig korsglorie, stående
i en arkadebue.
.
.
Billedet til højre
for alteret
.
Over
for ham i næste bue, ses endnu en figur med løftet arm, men iøvrigt
stærkt beskadiget. En tredie arkadebue skimtes, men uden bevaret
billedmotiv, og dermed er vi nået til det ødelagte sydvæg. Spørgsmålet
bliver nu, kan man på dette spinkle grundlag sige noget om
indholdet af frisens anden halvdel.
Det
mest nærliggende er vel at tænke sig Johannes Døberens historie
fortsat, endnu mangler jo afsnittet om hans død, men i ingen af de
kendte Johannesserier forekommer en scene med et møde mellem
Kristus og Johannes efter dåben, så den mulighed kan antagelig
lades ude af betragtning. Den hævdvundne opfattelse, at frisens to
halvdele har haft hver sin motivkreds, må tiltrædes, og tilfældet
er da heller ikke enestående. Som eksempel kan igen nævnes
Raasted, hvor man i nord har Kristi barndom, i syd Kristi død og
opstandelse.
Magnus
petersen og efter ham Nørlund har, som allerede omtalt, tolket
serie 2´s indledningsbillede som kristus for Pilatus, men den stående
gestikulerende person i anden arkade kan næppe være den romerske
landshøvding, der ganske vist kan afbildes stående, men som dog
almindeligvis vises siddende i færd med at vaske hænder. I
middelalderlig kunst gælder visse regler for sammenstilling af
billeder, men af de modstykker, som melder sig, når det ene motiv
er Kristi dåb, er der kun et enkelt, som med en vis sandsynlighed
kan tilpasses Jelling, nemlig Brylluppet i Kana. Scenen med Jesus
der forvandler vand til vin, kan fremstilles forskelligt, men kendes
i en udformning, hvor Maria står overfor Kristus med bedende opløftede
hænder og med de vinskænkende tjenere bag sig. Episoden i Kana var
Jesu første mirakel, så den er kronologisk velmotiveret omend
ualmindeligt at anbringe den efter dåben. Det tredelte motiv kunne
passe godt i de tre arkader til højre for Jelling kirkens alter, og
serien kunne tænkes fortsat med andre af Kristi undere som
andetsteds forekommende.
.
.
Brylluppet i
Kana. Egbertmanuskriptet, ca. 980
.
Hvorom alting er, så
synes det sikkert, at Johannesserien slutter ved alterpladsen.
Tilsyneladende mangler afslutningen om Johannes død, men det er nu
ikke helt sikkert. I borden under billedrækken anedes små
udviskede figurscener, som måske kan have rummet dramaets blodige
efterspil. Under alle omstændigheder er det dog klart, at det er døberen,
ikke martyren Johannes, der har interesseret mændene bag
udsmykningen i Jelling.
Nytolkningen af
Jellings forsvundne kalkmalerier er interessant i sig selv, men har
den ellers noget at fortælle. Ja, en ting. Frådstenskirken må
have været indviet til Johannes Døberen, ellers ville man ikke
have afmalet hans historie i koret. Nornalt indviede man kirkerne
til den eller de helgener, som det var lykkedes at skaffe relikvier
af. Men Johannes Døberen var ingen almindelig helgen, hans dyrkelse
var først og fremmest knyttet til dåbskapeller og baptisterier.
.
.
Jelling -
malerierne rekonstrueret i overensstemmelse med nytolkningen
.
Dette at netop
Jelling-kirken var indviet til dåbskapellernes særhelgen, kan ikke
undgå at lede tanken hen på runestenen, som står opstillet på
kirkegården, Harald Blåtands storartede mindesmærke over forældrene
med korsfæstelsesbilledet og en tekst, der omtaler danernes
kristning. Under den nuværende stenkirke fandt Ejnar Dyggve i
slutningen af 1940 erne spor af to træbygninger, og det er senere,
gennem Knud Kroghs undersøgelser sandsynliggjort, at begge har været
kirker. Den ældste af dem, der rimeligvis er opført af Harald Blåtand
efter hans antagelse af kristendommen, det vil sige indenfor
tidsrummet 960 - 985, var brændt, og afløseren, der var usædvanlig
derved, at dens stolper ikke var jordgravede, men hvilende på
syldsten, har senere fået samme skæbne. Stenkirken med
Johannesmalerierne er nummer tre i rækken, den må være opført på
brandtomten omkring år 1100, og har sikkert straks fået sin
udsmykning. Eksisterede kongsgården endnu dengang. Nørlund mente
det, Men Tage E. Christiansen har senere fremført vægtige
argumenter for, at det ikke kan være rigtigt. Jelling må på det
tidspunkt have været et almindeligt landsogn. Frådstenskirken
fremtræder da også som en landsbykirke, derimod har i hvert fald
den yngste af trækirkerne været af usædvanlig størrelse.
Når en kirke
fornyedes, det gælder overalt i Europa, var der to regler, som sjældent
blev fraveget. Man byggede på det gamle sted, og man fastholdt
tilknytningen til den eller de helgener, man ved indvielsen havde fået
relikvier af. At den første forskrift var fulgt i Jelling, har vi
nogenlunde sikkerhed for, og der er ingen grund til at tro at man
har tilsidesat den anden. Med andre ord: Allerede Harald Blåtands
trækirke kan have været indviet til Johannes døberen. Ved kongens
omvendelse blev der stor glæde, ikke alene i himlen, men også i
Bremen, hvis missionerende kirke her så et strålende resultat, så
Harald har sikkert kunnet få, hvad han ønskede af relikvier til
kirken ved kongsgården. Spørgsmålet er nu, skyldes det usædvanlige
valg af værnehelgen, at kongen har brugt sin kirke til dåb, den
voksendåb, som ved kristendommens ophøjelse til statsreligion var
blevet et anliggende af største kirkelige og politiske betydning.
Problemet er stort og
åbent, så længe man ikke ved mere om missionstidens dåb i
norden. Formentlig har dåbsrettighederne hørt til de store
kirker.. Selve dåbshandlingen fandt i det etablerede kristne
samfund sted aftenen før påske og pinse, men forud herfor gik længere
tids forberedelse af de udøbte voksne. Efter tredobbelt neddykning
i vandet fik de døbte, som nu var rene for synd, hvide dåbsskjorter.
Ved fællesdåben var
det kristne og det politiske stærkt sammenblandet, hvad man får et
udmærket indtryk af gennem en bevaret beskrivelse af den danske
konge Harald Klaks dåb hos kejseren Ludvig den Fromme i året 826.
Kejseren selv var fadder for kongen og iklædte ham det hvide dåbstøj,
kejserinden sørgede for dronningen, kejsersønnen Lothar for kongesønnen,
hoffolkene for hirden og de almindelige folk for de almindelige
danske ledsagere. Desværre fremgår det ikke entydigt, om stedet
for dåbshandlingen var kirken til det kæmpestore kejserpalads i
Ingelheim, eller domkirken i Mainz. Hvis det var i paladskirken,
hvad flere forskere mener, har vi en situation, der svarer til den
formodede i Jelling. De nordiske kirkeregler var i den første
kristne tid helt afhængige af karolingisk skik.
Placeringen af kirken
og af runestenen med den programagtige Kristus midt mellem de
hedenske høje virker som en tilsigtet demonstration, og det ville
falde smukt i tråd,, hvis selve dåben af de omvendte vikinger er
indgået i arrangementet. Kong Harald gjorde danerne kristne, siger
han selv, men kristen blev man kun gennem dåben. Vi aner en linie
fra runestenens indskrift til Johannesbillederne på væggen i den
tredje Jelling kirkes kor.
.
.
.
Kilde: Ulla
Haastrup
.
