Rekonstruktion af
broen
.
Når man ser en
moderne byggeplads med dens gravkøer og kraner, må man undres
over, hvad der i fortiden er præsteret uden disse hjælpemidler.
Hvordan har det været muligt med simpelt værktøj at rejse
f.eks. pyramiderne eller Stonehenge. Herhjemme er det hele i lidt
mindre format, og dog må vi imponeres, når vi stilles over for
anlæg som jættestuerne, Danevirke eller middelalderens
domkirker. Vi har mange storværker af den art, og det sker at nye
kommer til.
I 1953 blev der
fundet store, tilhugne stolper af egetræ i sydsiden af Vejle ådalen,
nær landsbyen Ravning. En arkæologisk interesseret læge, K. V.
Kristensen, Ødsted, fik nys om fundet, inspicerede det og målte
op. Et dambrug, som blev anlagt et par år senere. bragte flere pæl
for dagen, og åens uddybning og udretning øgede samlingen, nu
også i dalens nordside. K. V. Kristensen kom til det resultat, at
der var tale om en bro, og han nedfældede sine iagttagelser i en
artikel i Vejle Amts historiske Årbøger 1959.
.
En stolpe trækkes
op af mosen.
I sin nuværende længde er den 3,50 m.
.
Uddybningen af åen
og nedlæggelsen af drænrør gjorde, at mosen sank sammen, så
stolperne i nordsiden begyndte at stikke hovederne frem. De var
til gene for pløjningen og en halv snes stykker af dem blev
derfor trukket op. Nu kom Nationalmuseet ind i billedet. En
kulstof 14-datering af en stolpe gav resultatet 980, med en
fejlmargen på 100 år. En bro fra vikingetiden, det var værd at
se på.
Inden
udgravningerne begyndte i 1972, var dog en ny teori dukket op. En
lokal vismand havde over for pressen erklæret at pælene kunne være
fra en havn anlagt af kong Gorm i Jelling. Nu ved vi strengt taget
ikke om Gorm nogensinde har boet i Jelling, kun at han er begravet
der, men om så er, ville han nok have foretrukket at have sine
skibe liggende i Vejle fjord med let adgang til det åbne hav
fremfor i et åløb langt inde i landet. Forestillingen om at man
i gamle dage har kunnet sejle herind, møder vi ikke blot i
Ravning, men mange steder i Danmark, og vi kan rolig ramme en pæl
igennem den, simpelthen fordi de gamle åløb med deres
uendelighed af slyngninger gjorde enhver manøvrering med store
rofartøjer umulig. Nutildags ville det bedre kunne lade sig gøre,
efter at hedeselskabet gennem et par generationer har gjort sig
den ulejlighed at rette alle løbene ud. Kan man iøvrigt tænke
sig noget mere forsvarsløst end en flåde af krigsskibe på række
i et snævert åløb.
K. V. Kristensen
har ret, det drejer sig om en bro. Og hvilken bro. Udgravningen
har vist det. Den har været ca. 1 km. lang, nogenlunde som den
gamle Lillebæltsbro, og må have haft en kørebane på ca.
seks meter. Et storværk.
Alle stolpers øvreender
er bortrådnet i højden med vikingetidens moseoverflade, men
nedre enderne er særdeles velbevarede i længder på to til fire
meter. Bærestolperne er placeret fire og fire med ganske kort
afstand, kun 2,40 mellem sættene. Til hvert stolpesæt hører
yderligere to skråstolper, en på hver side. De må have tjent
til fastlåsning af de tværgående bjælker, som har båret kørebanen.
.
Pælene i den
nordlige broforløb markeret med bambusstokke. Man får et indtryk
af den præcision, der præger anlægget.
.
Broen er en teknisk
bedrift, et virkeligt ingeniørarbejde. Imponerende er målenøjagtigheden,
som viser sig derved, at afstanden mellem ensartede broelementer
gentager sig med meget ringe variation. Tager vi gennemsnittene af
disse værdigrupper, nærmer vi os de tilsigtede mål og får
derigennem en mulighed for at bestemme den anvendte måleenhed.
Den synes at have ligget på 29,5 cm. Lad os kalde det en
Ravningfod. De mål brobyggerne opererede med har været:
Afstanden mellem sættenes stolper 5 fod. Bredden mellem den
enkelte stolpesæt 16 fod. Afstanden mellem stolpesættene 8 fod.
Stolpernes tværsnit 1 x 1 fod.
Da de første
stolpesæt var fremme i dagslyset og konstruktionens regelmæssighed
erkendt, var det en smal sag ved hjælp af en sonde at følge forløbet,
så meget mere som det dannede en fuldstændig lige linie hen over
engen, på tværs af åen. Antallet af bærende stolper kan
beregnes til ca. 1700 fordelt på godt 400 stolpesæt, og hertil
kommer godt 800 skråstivere, to for hvert sæt, samt alt det tømmer,
der er gået med til konstruktion af kørebanen. En hel skov har måttet
ofres, og hvad har det ikke krævet af mandskab. Mængder af
skovhuggere og tømrere har måttet indkaldes for at fælde og
oparbejde de mange træstammer til brugeligt tømmer. Transporten
til byggepladsen foregik ikke af sig selv, og dertil kommer så de
teknikere, der anbragte stolperne i mosen, og ingeniørerne, der
udstak linier og havde ansvaret for det hele. Affodringen af alt
dette mandskab har været et problem for sig, og vel ikke den
mindste. At resultatet blev, som det blev, kan kun skyldes en
virkelig fremragende organisation.
.
Saven var ukendt i
vikingetid. Tømmerarbejdet udførtes med økse, ofte så godt, at
man ikke ser hugsporene. Således på overdelen af denne stolpe.
.
Nedstukket ved
siden af pælene fandtes i adskillige tilfælde lange lige hasselkæppe,
tilspidset i den nedre ende. Der kan ikke være tvivl om at det er
landmålerstokke anbragt af brobygningsingeniørerne for at vise
teknikerne, hvor stolperne skulle sættes ned. Her blev de så
sat, men hvordan. Repræsentanter fra ingeniørfirmaet Cowi
Consult hjalp os med at klare det spørgsmål. Man har benyttet
det såkaldte adhæsionsprincip. Stolpen bringes i lodret
stilling, og synker ved sin egen vægt ned i mosen, men standser når
vedhængskraften på alle fire sider har nået den nødvendige størrelse.
Erkendelsen heraf var mere end forbavsende. Denne metode der også
i dag bruges ved brobygning over sumpede strækninger, var altså
kendt og anvendt allerede i vikingetid. Rambukke var ikke nødvendige,
man har kunnet nøjes med et treben og en talje til at bringe
stolpen i stilling, resten klarede tyngdekraften. Blev stolpen for
lang, skar man enden af.
.
En bropæl og to
landmålerstokke, den ene af nyere dato. Den gamle hasselkæp står,
som den blev plantet af vikingeingeniøren for at vise teknikerne
hvor bærestolpen skulle sættes ned.
.
Den total
forsvundne overbygnings konstruktion må vi tænke os til, men det
ser ud, som om tilhugningen af vejbanetømmeret er foregået i
selve mosen, hvor der ikke alene er fundet lag af huggespåner,
men også en slags arbejdsplatforme bestående af affaldstræ,
anbragt på den daværende moseflade, for at arbejderne ikke
skulle synke i. Vi har tidligere sammenlignet broen med den gamle
Lillebæltsbro, hvad længden angår, men vi skal ikke forestille
os en høj bro. Kørebanen må omtrent have ligget der hvor skråstiverne
ramte de lodrette stolper, det vil sige netop så højt over
vikingetidens moseflade, at den undgik vinterhalvårets oversvømmelser,
der næppe blev særlig voldsomme i den brede ådal. Tørskoet
overgang på alle årstider var, hvad man ønskede. Det var mere
end hvad man kunne regne med ved de eksisterende vadesteder,
beliggende hvor dalen snævrede sig ind. At passere selv et så
beskedent vandløb som Vejle å kunne i tøbrudstiden være en
penibel sag. Helt op til forrige århundrede, hvor man stadig
sloges med elendige vej og broforhold, kendte man disse
vanskeligheder.
.
Stolpesæt med
antydet rekonstruktion af broens overbygning. Hvordan det lodrette
og vandrette tømmer har været sammenskåret giver fundet dog
ingen oplysning om.
.
Broens bæreevne
kan beregnes til 5 tons, man kan så spørge, hvad man i
vikingetiden har haft at transportere, som krævede en sådan
styrke, men måske har man bare overdimensioneret for en
sikkerheds skyld.
Hvor broen mod nord
støder til land, går den over i stenstrøede og risbelagte kørebaner,
tre oven på hverandre. Kender man naturforholdene på stedet og
har set, hvor meget materiale blot et enkelt regnskyl ned ad de
stejle skråninger, undrer man sig ikke over, at det har været nødvendigt
med mellemrum at forny vejbelægningen. Hjulsporene kunne i visse
tilfælde endnu konstateres, bedst i den øvre vejbane.
.
.
Man skulle tro at
muligheden for at følge vejforløbet hermed var udtømt, men det
er ikke tilfældet, det tegner sig endda særdeles tydeligt op
over den skovklædte bakke i form af en dobbelt hulvej, et spor
til opkørsel og et til nedkørsel. Den samlede bredde svarer godt
til broens. På det nedre slyngede stykke er dybden ringe, kun ca.
50 cm., men længere oppe, hvor bakken bliver virkelig stejl( og
hvor det ene spor iøvrigt forsvinder, ødelagt af en moderne vej)
tiltager den, og her kan der ikke være tale om nedslidning alene.
Man har gjort som man ville gøre nutildags, grave sig gennem
bakken for at opnå en tålelig stigning, der kunne forceres af kørende
trafik. Det har været et betydeligt arbejde, på sin vis lige så
imponerende som selve brobygningen. Ved udgravning i bunden af
slugten, afdækkedes en stenlægning, en chausse, dog med et blødt
midterparti, hvor hesten kunne gå uden at beskadige sine hove alt
for meget. Sådanne kørebaner er ikke kendt fra andre
hulvejsundersøgelser, men harmonerer godt med den omhu, der er
anvendt på brobygningen.
.
Den kunstigt
gravede hulvej i dalens nordskråning, og til højre stenlægningen
i dens bund. Bemærk det bløde midterparti, hvor hesten har gået.
.
Kulstof 14
dateringen af broen til yngre vikingetid var et vigtigt
udgangspunkt for udgravningen, men efterhånden som arbejdet skred
frem, og anlæggets format erkendtes, voksede ønsket om en mere nøjagtig
tidsfæstelse. Nu var det så heldigt at en ny og meget lovende
dateringsmetode netop havde gjort sin entre. Dendrokronologien,
der betjener sig af træernes årringe. Her kom den på prøve,
som den bestod med glans. De stolper der havde splintved bevaret,
viste tydeligt at broen er bygget i 979 eller dog ganske tæt
deromkring. Det er en helt utrolig oplevelse for en udgraver at stå
med et så nøjagtigt årstal i hænderne.
At broen ikke
er konstrueret hverken af eller for den lokale befolkning turde være
indlysende. Alene dens præcision lader ane, at vi står over for
et militært anlæg på linie med Trelleborgene, og her kommer
kongen ind i billedet som den sandsynlige ophavsmand. Den nyvundne
årstal antyder, hvem denne konge kunne være: Harald Blåtand,
ham der vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne,
som det hedder på den store Jellingsten. At vinde al Danmark må
vel betyde at samle det i småriger opsplittede land til en
enhed ved anvendelse af magt. Sådanne voldelige samlinger under
et centralstyre har aldrig været populære i befolkningen og er
det heller ikke i vore dage. Ser man ned gennem historien, er det
tydeligt at det første, en hvilken som helst erobrer foretager
sig for at befæste sin magt, er at bygge fæstninger og
forbindelseslinier. Her falder Ravning broen og Trelleborgene godt
i tråd. De må være anlagt under samme regime, et regime der
havde nok af pengemidler og arbejdskraft. Vikingekongen Harald Blåtand
skulle opfylde betingelserne.
.
Ravning broen har
naturlig forbindelse til den midtjyske længdevej, den vi kalder hærvejen,
og ligeledes til de gamle veje sydpå. Via den kunne man spare et
par dagsmarcher, hvadenten man kom fra syd eller nord, og den var
altid passabel. Nu er en træbros levetid sjældent særlig lang,
50 - 60 år måske, således også her. Stolperne rådnede over,
der hvor de fra den fugtige bevarende mosejord trådte frem i
lyset, og de blev ikke fornyet, man opgav simpelthen. Det gik som
med de formentlig samtidige Trelleborge, der jo også blev
prisgivet efter et kortere åremål, da forfaldet satte ind.
I den skriftlige
overlevering nåede broen ikke at sætte sine spor, ejheller i
sagn eller marknavne, hvad man kunne have håbet. Alligevel har
den efterladt et minde, nemlig sogneskellet mellem Nørup og
Bredsten, der falder sammen med dens nordligste forløb. Grænsedragningen
må have fundet sted på et tidspunkt, hvor broen, eller i hvert
fald resterne af den, endnu var at se. Hvorfor skulle man ellers
have lagt linien netop her i en uoverskuelig og ufremkommelig
ellemose, som det jo dengang var. Det giver et fingerpeg om hvornår
sogneinddelingen fandt sted.
Thorkild Ramskou
Se
også Vikingebroen
Se
også Da Ravningbroen blev fundet
Vikingebroen og
Ravningbroen er den samme, fortalt ud fra forskellige synsvinkler.
...
Ravningbroen 
