En periode fra år
500 til år 900
En konges
magtstilling, dengang som senere, må bedømmes efter, hvilke
forsvars og angrebsmidler han havde at sætte ind over for de
fjender, som lurede uden for hans territorium. For danerkongens
vedkommende blev især den sårbare sydgrænse et kardinalpunkt.
Her rejstes på et
meget tidligt tidspunkt et storslået anlæg, der ikke kan tænkes
skabt af småkonge: Dannevirke. Det er bygget og udbygget i flere
omgange, helt op til 1200 årene, men den ældste del skriver sig
fra året 650, som dendrokronologien har vist. Rigets sydlige
forland var et storpolitisk skakfelt, som man ønskede at
kontrolere. Når feltet truedes, greb de danske konger vedholdende
og kraftigt ind. I dette forland sad i hine tider to forskellige
folk, abodriterne, hvis rige herfra strakte sig mod øst, og
holstenerne, der hørte til en større kreds af saksiske stammer. De
beholdt til danernes fordel, og måske ved deres mellemkomst, længe
selvstændighed, mens frænderne sydpå gled ind i de udviklede
storriger.
På angrebssiden
vejede flåden tungt. Danmark er jo nu engang et ørige, og de
spredte oplysninger tyder da også på, at kongerne har rådet over
et betydeligt antal fartøjer. Hugleik vovede i 500 årene et søtogt
mod frankerne, og de samme frankere kan omkring år 800 fortælle om
en formidabel dansk flådemagt, angivelig på 200 skibe. Med
vikingetiden får flåden sin ganske særlige betydning. De første
vestgående togter har vel været mere eller mindre private, men der
forekom også allerede i 800 årene tilfælde, hvor danske herskere
brugte flåden i direkte statspolitisk øjemed.
.
Vikingetiden har
efterladt mange billeder af skibe, men ingen med en samlet flåde.
En brugelig erstatning giver denne ristning fra 1200 årene på en
runepind fra Bergen.
.
Ved siden af de militære
midler stod diplomatiet. Den Danske konge afsendte og modtog
gesanter allerede i 700 tallet, og vigtige samtaler med fremmede
magter besegledes af fremmødte stormænd ved grænsen. Danmark og
dets sydlige naboer havde jo fælles fjender endnu længere mod syd.
Der kunne altså drives alliancepolitik, og blev det.
Hugleik er den første
historisk bevidnede danske herskerskikkelse. Den næste dukker op et
par hundrede år senere, i begyndelsen af 700 tallet, i forbindelse
med en missionsrejse til "danernes vilde folkefærd". Han
bærer navnet Agantyr og beskrives som mere grusom end et vilddyr og
hårdere end en sten. Der var naturligvis lidet at stille op med
denne forhærdede person, selv om den berømte germanske gæstfrihed
ikke svigtede. I det lille sceneri har vi en foregribelse af Ansgars
rejse til danerkongen hundrede år senere. Det er kongen der opsøges
som den centrale magtperson.
Vi vil regne
"vilddyret" som stamfader til 1. dynasti og betegne det
Agantyrætten. Det er ganske vist en uhørt dristighed, strengt
taget ved vi ikke, om der var slægtskab mellem ham og de følgende
konger, men det er dog en mulighed, eftersom navnet Agantyr senere
igen dukker op i den kongelige familie. Afstanden er imidlertid
stor, først et halvt hundrede år efter vilddyret, i 782 melder den
næste historisk bekræftede danerfyrste sig. Hans navn er Sigfred,
og han kaldes normannerkonge ( normanner betød på det tidspunkt
daner ), men først og fremmest kendt som sakserhertugen Widukinds
ven. Denne Widukind var anfører for sakserne i modstanden mod Karl
den Store, der på det tidspunkt var i fuld gang med at indlemme
deres land i Frankerriget. Widukind fandt asyl hos danerne, og
allerede dermed havde Sigfred fingrene langt inde i frankisk
politik.
I mellemrummet mellem
Agantyr og Sigfred befæstedes sydgrænsen for første gang, og det
må være sket hurtigt, eftersom dendrodateringen 737, er opnået
flere steder i det ældste Danevirkes lange forløb. Arbejdet var
virkelig stort, det svarer rundt regnet til opførelsen af 30 borge
efter tidens mønster, så her ser vi altså klart, hvad en konge
dengang formåede. Vi får vel aldrig fuld klarhed over, hvilket
fjendebillede der tegnede sig for danerne i 737. Var naboerne i syd
blevet for agressive, eller var det Frankerriget der med sin
tiltagende styrke og erobringslyst sendte chokbølger mod norden.
Sidstnævnte rige var i fuld gang med at udvikle den militærmagt,
der i anden halvdel af 700 årene skulle blive fatal for sakserne og
forrykke magtbalancen. Vi har allerede set kong Sigfreds reaktion på
dette.
.
Det ældste
Danevirke, anlagt 737, bestod af en ti meter bred, men ret lav
jordvold med træbeklædt front mod syd.
.
De tyske
dendrokronologer har med deres tidsfæstelse af Danevirke beriget
danmarkshistorien med et vigtigt årstal. For nylig er på Skalks træringslaboratorium
en anden brik faldet på plads. Dateringen af Kanhave kanalen på
Samsø, det storstilede anlæg, der åbnede øens gode naturhavn mod
vest. Et træ , benyttet ved arbejdet, har vist sig at være fældet
år 726, elleve år før grænsevolden blev bygget. Der var travlhed
i disse år.
Med overgangen til
800 årene forstummer enhver tvivl om, at vi har med regulære
herskere over et samlet dansk rige at gøre. Oplysningerne falder nu
så tæt at man kan skrive et, omend løsrevet, stykke af en tidlig
danmarkshistorie. Når højofficielle frankiske kilder betegner den
nu opdukkende fyrste, Godfred, som "rex", så skal det
tages alvorligt, for på denne tid er man hos frankerne ude efter præcis
information og formelt rigtige betegnelser. Man skal ikke lade sig
forbløffe af, at de samme tekster i næste linie måske er barnligt
overtroiske. Rex Godfred er da en af frankerriget uafhængig
hersker, og selv om han kaldes en opblæst pralhals, så står der
hos frankerne respekt om ham. Karl den Stores sidste felttog gjalt
fjenden i nord, men fandt sted under dårlige varsler. En fakkel
faldt under marchen ned fra himlen og skræmte kejserens hest, så
den kastede ham af.
.
Danmark og rigerne
mod syd ca. år 800.Grænsedragningen øst for Øresund er
naturligvis ganske usikker.
For et kort
tidsperiode kan vi nu følge magtspillet om det sydlige forland på
nærmeste hold. I 802 havde Karls hær vist sig nord for Elben og
derved krænket vitale danske interesser. I 804 fik abodriterne, der
stod i forbund med frankerne, overladt hele Holsten. Godfred lejrede
sig ved Hedeby, men udeblev fra et møde med kejseren. Som modtræk
mod denne søgte han forbund med andre slaviske folk.
I 808 havde Godfred
sine alliancer i orden og lod hær og flåde rette et voldsomt
angreb mod abodriterne. Samme år byggede han ifølge kilderne Dannevirke,
hvilket vel må betyde, at han genoprettede den gamle, nu
sammensunkne vold. Året efter rykkede Karl uden hensyn til aftalen
med abodriterne selv ind i forlandet, hvor et militært brohoved
anlagdes ved Itzehoe, kun 50 km. fra danernes grænse. Herfra skulle
slaget mod Godfred føres, men denne brugte igen målrettet sin flådemagt,
og et søangreb mod Frisland afværgede landangrebet. I 810 blev
Godfred myrdet af en hirdmand. Han var først og fremmest en
krigerkonge, men at han også tænkte i andre baner, viser hans ødelæggelse
af abodriternes Reric. Ved at tvangsforflytte købmændene fra denne
by til Hedeby opnåede han fuldt herredømme over søhandelen.
Godfred efterfulgtes
af Hemming, der omgående sluttede fred. Sammensætningen af den
danske fredsdelegation er kendt, den var ledet af kongens brødre,
Hankwin og Agantyr ( her dukker det gamle navn op igen) og bestod iøvrigt
af følgende stormænd: Osfred med tilnavnet Turdimolu, Warstein,
Suomi, Urm, Osfred Helgesøn, Osfred af Skåne, Hebbi og Aowin. Man
ser at de mange Osfred'er omhyggeligt holdes ude fra hinanden og man
må af skåningens tilstedeværelse kunne slutte, at Skåne var en
del af riget. Det har vel omfattet de tre store lande med Jylland
til Ejderen. Selve landsnavnet, Danmark, mangler endnu. Der tales om
danernes land.
Freden udad var altså
i hus, men efter kun to års regering døde Hemming, og der opstod
indre strid om tronfølgen. Frankerne intervenerede åbenlyst for
den ene af parterne, så sagen må have forekommet dem af vigtighed.
Godfreds sønner vandt magtkampen, de fulgte faderens politik med
det resultat, at frankerne i 815 brød freden og iværksatte den længe
forberedte angreb på Danerriget. Det blev en fiasko. Abodriterne,
der havde støttet frankerne oplevede deres våbens afmagt, og i 817
gik de over til danerne, hvilket sikkert også på daværende
tidspunkt var det klogeste, eftersom borgen i Itzehoe meget hurtigt
kunne blive vendt mod dem selv. Denne borg blev nu på abodritisk
initiativ angrebet, og her spillede danernes flåde igen en vigtig
rolle, fordi den ad flodvejen kunne nærme sig målet. Borgen holdt
stand, men spillet var i realiteten ude for frankerne. I de følgende
år klager de over abodriternes utroskab--læs: forbindelse med
danerne. Et borgbyggeri i Lybæk i 819 vender brodden mod frankerne,
og da krisen i 820'erne ebber ud, ser vi også frankerne i færd med
at bygge borge, således Hamborg til afløsning for den fremskudte
stilling ved Itzehoe. Hav frankeren til ven, men ikke til nabo, lød
et datidigt ordsprog. Det havde de to nordlige riger måttet sande.
Ligevægten var
genskabt, og der blev våget over den, det viser et angreb på
Hamborg i 845 efter frankisk indblanding i abodriternes indre
forhold. Det var en statspolitisk aktion, et flådeangreb ledet af
den danske konge selv. Denne konge var Horik 1.,den ene af de
omtalte godfredsønner, der blev ubestridt herre fra 827. Han
regerede længe ( 813 - 854 ), hvilket kan tages som tegn på, at
kongedømmet nu var grundfæstet. Flere diplomatiske aktioner sydfra
viser danerrigets anseelse i denne tid, blandt dem Ansgars
missionsvirksomhed.
Horik 2. ( kaldet
barnet ) fortsætter dynastiet, og vi tør vel regne den Sigfred
med, der i 873 træffer aftaler vedrørende den internationale
handel. Mere tvivlsomt er det, om to mænd, Sigfred og Godfred (
atter gengangernavne ), der faldt i slaget ved Løwen i 891, og som
angives at være danske konger, også virkelig var det, men det er
en mulighed. Man aner en dynastisk katastrofe med omvældtende følger.
Desværre er tiden omkring år 900 dårlig belyst i kilderne.
H. Andersen
.
