fortidensjelling     danmarkskonger    onlinephotos     fotos                       

 

Sagnkongerne

indtil Gorm den Gamle

Uffe hin Spages sejr over den saksiske kongesøn

.

.

 

 

Før Gorm den Gamle
Vi ved meget lidt fra denne tid, men nogle samtidige, eller næsten samtidige udenlandske skribenter, især fra de frankiske annaler, de engelske munke, vatikanets arkiver i Rom, de nordiske sagaer, skrev om markante danske konger. Der fandtes ikke historieskrivere i Danmark på denne tid. Et fælles indtryk fra skribenterne er, at de danske konger var endog meget krigeriske. Meget senere har Saxo Grammaticus og Svend Aggesen givet deres mening om sagnkongerne.


Mange af sagnkongerne har regeret over en del af landet, så der har været flere samtidig, så de kunne også overfalde hinanden.
Men, sagn er sagn, og intet er sikkert, slet ikke årstal.
Men, man kan vel også sige at sagn nok ikke kommer ud af ingenting, og det kan meget vel være at alle vore sagn engang var levende og virkelige.
Rækkefølgen som kongerne er opstillet i er ikke sikker.

 

       sagnkongerne Fortidens Jelling .

.

Rolfs sidste kamp.  Gl. litografi fra Hjortsvang Museum

       
      Dan 300-400 årene
       Humble
       Lotther
       Skjold
       Halvdan
       Frode Fredegod
       Roar 400 - 500 årene
       Helge 400 - 500 årene
       Rolf Krake 400 - 500 årene
       Hjarvard
       Vermund og Uffe Hin Spage 400 - 500 årene
       Chochilaicus omkring 515
       Ogendus  (Agantyr) ca 710
       Harald Hildetand ca. 710 - 770
       Sigfred 770 - ca. 800
       Godfred 800 - 810
       Regnar Lodbrog 800 årene
       Hemming 810 - 812
       Sigfred II død 812
       Anulo død 812
       Harald Klak død 852
       Regindfrid død 814
       Rudolf død 873
       Rorik sidst omtalt i 873
       Horik I 813 - 854
       Horik II før 857 - efter 864
       Sigfred III 873 - 887
       Halvdan levede 873
       Helge 890 erne
       Olaf ca. 910
       Gyrd efter 910
       Gnupa efter 910
       Sigtryg før 920
       Hardeknud ca. 920 - ca. 934
   
     

.

.

I over 5000 år har der boet mennesker i Danmark, men kun fra de sidste 1000 år har vi en skreven historie.
Fra de første 4000 år har vi kun fået noget at vide ved at undersøge de mange oldsager der findes i vores jordbund..
Fra slutningen af de første 4000 år har vi mange gamle sagn, d.v.s. fortællinger om tapre og mægtige konger og helte. Disse sagn blev fortalt fra fader til søn gennem lange tider før de blev nedskrevet.
Undertiden blev noget glemt, og nogen gange blev noget digtet til, og sagnene er en blanding af historie og digtning.

Danmark så i oldtiden helt anderledes ud end nu. De fleste moser og enge var søer og fjorde, hvor der var masser af fisk og østers, og hele landet var dækket af store skove, især egeskove, hvor de vilde dyr var herrer.
Efterhånden kom der småflokke af mennesker sydfra, og de blev efter lang tid herrer i landet. De kendte ikke metaller, men lavede deres våben og redskaber af sten, især flint, og den tid kaldes derfor stenalderen.

Stenalderfolkene boede i starten kun ved kysterne og ved de store fjorde. I udhulede træstammer sejlede de ud og hentede østers og andre skaldyr, og fangede fisk i garn, og med fiskekroge af ben. I skoven satte de snarer for fuglene, gravede fangegrave for dyrene, og gik på jegt med deres stenvåben.
Hele familiestammer samledes på et sted til deres måltider, og der opdyngedes i årenes løb en mængde skaller, skår af simple lerkar, stenredskaber og andet affald.
Ved at undersøge disse affaldsdynger eller køkkenmøddinger kan man få at vide, hvilke vilde dyr der dengang levede her i landet.
Af affaldsdyngerne lærer vi også, at stenalderfolkene til sidst havde tamme husdyr, og de begyndte at dyrke korn.

Efterhånden kunne de lave smukt og godt værktøj af sten, ben og hjortetak.
I nogle af vore kæmpehøje kan vi finde gravkamre fra stenalderens sidste tid, af meget store sten (jættestuer) og der er en mægtig stenalderhøvding eller undertiden en hel familie begravet med stenredskaber, lerkar og ravperler.

Mens folk her i norden levede i stenalderen, var folkeslagene langt mod syd nået meget længere. De forstod at bygge huse af sten og at smede af metaller, ja de kunne endog læse og skrive.
Det metal menneskene først lærte at arbejde med, blev lavet af 9 dele kobber og 1del tin, og kaldes bronze, og i den tid der blev lavet våben og redskaber deraf kaldes derfor bronzealderen.

.

 

 

Ca.1500 år f. Kr. fødsel var bronzen kendt i Danmark.
Den kunne ikke som stenene findes herhjemme, men danerne måtte skaffe sig den ved at handle med andre folk, som ville købe deres dyreskind og rav og give dem bronze og guld i bytte.
Efterhånden bredte befolkningen sig længere ind i landet, agerdyrkningen blev mere almindelig, der kunne bygges bedre træhuse, bedre og større både, og af bronzen laves smukke, blanke våben og smykker.
I begyndelsen begravedes bronzealderfolkene i udhulede egetræskister, og vi har i kæmpehøje fundet fuldt påklædte lig i klæder af vævet tøj, og vi kan se at de har været høje lyshårede folk.
Senere blev ligene brændt, asken og benresterne lagt i et lerkar (urne), som der blev kastet høj op over.
De bedst bevarede bronzesager findes i moserne. Derfra har vi også de store smukke lurer, som man endnu kan blæse melodier på.

.

Noget før Kristi fødsel blev jernet kendt her i Danmark. Det var ikke så smukt som bronzen, men var langt bedre til våben og værktøj, og perioden kaldes derfor jernalderen.
Vort kendskab til den første tid af jernalderen må vi hente fra gravfundene og andre fund i mark og mose.
Fra den senere tid har vi desuden de gamle sagn og runestene og hvad de i vores nabolande har fortalt, og til sidst begynder vores egen historie.
Nordboerne fik stadig mere at gøre med deres naboer mod syd og vest. De handlede med dem, og købte smukke sager, som ofte var kommet helt nede fra Italien, og de sloges med dem, og førte mange kostbare ting både af guld og sølv med hjem som sejrsbytte fra deres vikingetogter.
Derved blev nordboerne kendt af nabofolkene, som var nået så vidt i kultur, at de kunne skrive latin, og de fortæller af og til noget om nordboerne.
Af naboerne i syd havde nordboerne lært de latinske bogstaver, men de lavede noget om ved dem, og tegnede dem med lige streger. Disse bogstaver kaldes runer.
De forstod endnu ikke at skrive på papir, men de ristede runer på kostbare ting. Der er f.eks. i Sønderjylland fundet to store billedprydede guldhorn, det ene med en runeindskrift der er over 1400 år gammel. De fleste runeindskrifter findes dog på de mindestene som rejses for navnkundige konger og krigshelte.

.

Guldhornene fra Gallehus i Sønderjylland

.

Af runeindskriften lærer vi at der blev talt det samme sprog i hele norden lige ned til Ejderen.
Da Danmark var det mægtigste og bedst kendte af de nordiske riger, blev dette oldnordiske fællessprog ofte kaldt "dansk tunge". Islændernes sprog ligner endnu meget det gamle oldnordiske.

Gudesagn
Nordboerne var hedninger. Islænderne har fortalt en hel mængde sagn om deres guder i den ældre Edda, en samling digte om guder og helte, forfattet mellem 900 og 1100, men først nedskrevet efter 1200.
Den yngre Edda der væsentlig indeholder gudesagn og er skrevet af islænderen Snorre Sturlesøn først i det 13. århundrede.

Guderne kaldes aser og vaner, de var menneskenes gode venner, og til dem blev der ofret (blotet) dyr, undertiden også mennesker (fanger og trælle) i et gudehus (et hov) eller en hellig lund, hvor der stod udskårne gudebilleder.
Offerpræsterne (goderne) stænkede blodet på gudebillederne, på væggene og på de forsamlede mennesker.
Aserne førte stadig krig mod de stærke og onde jætter, som var deres og menneskenes fjender.

Den mest kendte af aserne var den vise Odin. Han boede i borgen Valhal, som var tækket med gyldne skjolde og havde 540 døre, der var så brede at 800 kæmper ved siden af hinanden kunne gå ind ad en dør. Fra sit højsæde, Lidskjalv, kunne han se ud over hele verden. Ved hans fødder lå to ulve, og på hans skuldre sad to ravne, der hviskede ham i øret, hvad de havde set og hørt ude i verden.
På sin ottefodede hest Slejpner kunne han ride over land og hav. Hans hustru hed Frigg, og en hel mængde af guderne var deres børn.
Alle tapre kæmper der faldt i strid, blev af valkyrierne ført til valhal. De blev kaldt enherjer, og tilbragte tiden med kamp, men hver aften rejste de faldne sig igen, og så gik de alle som gode venner ind til Odin og drak mjød og spiste flæsk.

Thor var den stærkeste af guderne, og førte stadig kamp mod jætter og trolde. Hans våben var hammeren Mjølner, der altid ramte og af sig selv kom tilbage i hans hånd, når han  havde kastet den mod en fjende.
Når man hørte tordenen rulle og så lynene knitre, var det ham der kørte hen over himlen i sin tohjulede kærre med to bukke for.
Engang havde jætten Trym stjålet Thors hammer, og han ville kun give den tilbage, når han fik den skønne Freja, kærlighedens gudinde til hustru.. Men da hun ikke ville giftes med Trym, måtte Thor trække i Frejas klæder og køre til jættehjem som brud. Så fik han sin hammer, og både brudgommen og bryllupsgæsterne fik den straks at føle. 
En anden gang gjorde Thor en rejse til jættefyrsten Udgårdsloke, der imidlertid forstod at forsvare sig og sin borg med tryllekunster.

Den milde Frejr rådede over vejret, og til ham ofrede man for at få gode og frugtbare år. Han red over markerne, på sin galt Gyldenbørste.

Den lyse gud Hejmdal holdt vagt på bifrostbroen, der førte fra Asgård over til menneskene. Han kunne se 100 mile bort og høre græsset gro.

Brage var digternes (skjaldenes) gud og spillede på sin harpe for aserne. Hans hustru Idun havde nogle dejlige æbler, som guderne spiste af for ikke at blive gamle.

Den hjertensgode Balder var elsket af alle, og der blev stor sorg i Valhal, da han døde.

Den onde og lumske Loke var en jætte, men han var engang blevet Odins fostbroder og opholdt sig derfor i Valhal og gav sig ud for at være asernes ven. Han var fader til de tre uhyrer Hel, Midgårdsormen og Fenrisulven. Odin kastede Hel ned i underverdenen, hvor hun blev dødens gudeinde. 
Til hende kom alle de, som ikke faldt i kamp, og de fik det ikke godt.
Midgårdsormen blev kastet i havet, hvor den blev til et uhyre der lå rundt om jorden og bed sig selv i halen.
Den glubende Fenrisulv voksede op i Valhal, men blev til sidst lagt i lænker.
Loke fulgte lidt med Thor og var således med da hammeren blev hentet hos Trym, og da Thor rejste til Udgårdsloke. Men han voldte også tit aserne fortræd, og var skyld i den største ulykke der ramte dem, nemlig Balders død.

Balder havde onde drømme om at han skulle dø, og Frigg lod da alt i verden aflægge ed på at intet skulle skade Balder, og nu morede guderne sig med at skyde og kaste til måls efter ham. Men den onde Loke kom i en gammel kvindes skikkelse til Frigg og fik at vide at hun ikke havde taget den lille plante, misteltenen i ed. Så rykkede han misteltenen op og fik balders broder, den blinde Høder til at skyde på ham med den, og Balder styrtede død om. Nu blev der sorg i Valhal.
Da red den raske Hermod til Hel og bad om at få Balder tilbage. Det lovede Hel, hvis alt i verden ville græde over ham, og alt græd undtaget en gammel heks, som kaldte sig Tøkk. Men aserne mente, det var Loke.
Så måtte Balder blive hos Hell, men kort efter blev Loke fanget og lagt i lænker.

Striden mellem aser og jætter skulle engang ende med den forfærdelige kamp, Ragnarok. Heimdal blæser i sit horn, og kalder aserne sammen til kamp. Alle bånd og lænker brister, Fenrisulven kommer løs og går mod Odin. Midgårdsormen vælter sig op på land til kamp mod Thor.
Til sidst falder alle, og jorden brænder op, men da kommer der en ny himmel og en ny jord, hvor Alfader skal styre, og alle de gode skal bo med ham i evig glæde i det guldtakte Gimle.

 

 

 

.


 

 

 

                                                                        www.fortidensjelling.dk Privacy. ©2021-25                                                                                     stenagerweb