fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

   English

Kristendommens indførelse i Danmark

.---------------------------------------------

.

.

 

Fotos

Runestenene i Jelling

Jelling Kirke

Jellinghøjene

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

...

.

Kampe på Danmarks sydgrænse 800-1000

Da Karl den Store undertvang sakserne, blev den danske konge, Gudfred, bange for den farlige nye nabo. Han afspærrede den jyske halvø fra Østersø til Vesterhav med en vold (Dannevirke), og hærgede med sin flåde i Frisland, truede kejser Karl den Store med at gæste ham i Achen, men Gudfred blev myrdet i 810.
Derpå sluttedes fred ved grænsefloden Ejder.
I den følgende tid udbrød der stridigheder mellem to grene af den danske kongeæt. En af de stridende konger, Harald Klak, rejste ofte til Ludvig den Fromme og fik støtte af ham, men måtte derfor også lade sig døbe (826).

I Haralds følge kom Ansgar til Danmark. I løbet af den følgende tid blev Karolingerriget opløst (843), og et særligt tysk rige opstod, men det var i reglen svagt, indtil Henrik 1. satte skik på riget og optog kampen mod de hedenske naboer, madjarer, slaver og daner.
Sydligst i Jylland sad en svensk vikingekonge, Gnupa, som herre. Med sine danske undersåtter plyndrede han Tysklands kyster, men Henrik 1. gik imod ham, gjorde ham skatskyldig og tvang ham til at lade sig døbe (934). To runesten, som rejstes ved Slien vidner dog om, at Gnupa højlagdes på hedensk vis. Vistnok faldt han i kamp mod Gorm den Gamle, der var gift med dronning Thyra, der efter sagnet lod Dannevirke udbedre, og derfor fik tilnavnet Danmarks Bod eller Danebod (jellingstenen).

Kejser Otto den Store levede i nogenlunde fred med Danmark, men da han døde, benyttede Harald Blåtand det til et indfald i Tyskland (973).
Det hævnedes det følgende år af Otto 2. der trængte frem over Dannevirke efter at have sat ild på voldens træværk.
Da Otto 2. drog tilbage efterlod han en høvding med en krigerflok i det ubeboede land mellem Ejder og Dannevirke, det såkaldte "markgrevskab Slesvig". Men få år efter tog danerne landstrimlen tilbage, Og Knud den Store opnåede af kejser Konrad 2. et fuldstændigt afkald på markgrevskabet.
.

Danmark Kristnes
Den fredelige berøring med Tyskland, der til tider standsede vikingetogterne på denne kant, fremmede kristendommens indførelse i Norden. Indtil kort før år 1000 var den tyske indflydelse vigtigst, først ved Nordens handelsforbindelse med Dorestad i Frisland, dernæst ved Tysklands overlegne politiske magt, og den nordiske kirke blev oprindelig organiseret som et skud af det tyske. Under Svend Tveskæg og Knud den Store i Danmark og ved Olav Tryggvasons og Olav den Helliges virksomhed i Norge var derimod den engelske kirkes indflydelse af størst betydning.
.

Ansgar
Ansgar var en franker fra Picardiet, som var flyttet fra sin hjemstavns kloster Corbie til det derfra grundlagte Ny Corvey i saksernes land. Han var dag og nat optaget af tanken om at udbrede evangeliet.
I drømme troede han ofte at modtage Guds bud om at gå ud blandt hedningerne. Derfor fulgte han med glæde kong Harald Klak til Danmark (826). Men Harald var en upålidelig mand, og snart blev han for stedse jaget ud af landet.
Ansgar udrettede derfor i hans tid næsten intet i Danmark. Større held havde han, da han drog til Sverige. På en ø i Mälaren blev der rejst en kirke. Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til ærkebisp for danske, svenske og vender med sæde i Hamburg.
Længe varede det dog, inden han kunne genoptage forkyndergerningen i Danmark, vikingetogterne blev nemlig voldsommere og selve Hamburg blev ødelagt, og Ansgar undslap med nød og næppe. Snart måtte han gøre Bremen til sit sæde.
Men da tog frankerrigerne sig sammen, så at den danske kong Hårik måtte holde fred med sin nabo, Tyskland, og nu optrådte Ansgar som den tyske konges udsending til Danmark, og ved sin uplettede vandel, vandt han Håriks tillid.

Kongen tillod opførelsen af en dåbskirke ved Slesvig. Hans efterfølger, den yngre Hårik, gav Ansgar grund til en kirke ved Ribe.
I disse Danmarks vigtigste handelsbyer dannedes menigheder, og dermed var udgangspunktet for troens videre udbredelse sikret. Kirkerne fik tilladelse til klokkeringning, til forargelse for hedningerne, der troede, at klokkeklangen skræmte landvætterne bort.
Missionen i Sverige var overtaget af andre, men det gik ilde. Ansgar gæstede da atter kirken ved Mälaren og styrkede den lille menighed. At blive blodvidne for guds rige var hans højeste ønske, men ingen nordbo lagde hånd på ham. Ansgar døde i 865.

Ansgars efterfølgere i Hamburg Bremen virkede ikke med hans kraft. Den svage spire til en menighed i Sverige kvaltes snart. I Danmark fik kristendommens udbredelse ikke den fornødne støtte fra det tyske rige, der i denne tid kun var svagt.
Derimod kunne det ske, at danske høvdinge tog dåben på togt i vesten. Med Henrik 1. og Otto den Store blev Tyskland endelig stærk nok til atter at give kristenforkyndelsen støtte.

.

 

.

Gorm den Gamle og Thyra Danebod var dog endnu hedninger og højsattes på hedensk vis, men deres søn Harald Blåtand (død ca. 986) skaffede kristendommen sejr.
Han skildres som en mand, der var rede til at høre, men sen til at udtale sin mening. Han havde været konge i over 20 år før han tog den afgørende beslutning.

I disse år bredtes den nye tro stærkt, og Hamburg Bremens ærkebisp indviede de første danske bisper (I Slesvig, Ribe og Århus).

Flere og flere mente, at Kristus var en stærkere gud end Odin og de gamle landvætter. Omkring 965 var det at en klerk, Poppo, tilbød at vise den nye tros sandhed ved jernbyrd.
Han bar det glødende jern, uden at hans hænder tog skade, og dermed var eftertidens opfattelse godtgjort at den nye gud var den mægtigste.
Harald Blåtand tog da kristendommen, og på kongsgårdene og overalt hvor kongens magt nåede, ophørte dyrkelsen af aserne.

Selv byggede han en kirke i Roskilde. Med rette kalder Harald sig på den sten, han rejste i Jelling over sine forældre, for "den Harald som gjorde danerne kristne". Langt udover Danmarks grænser søgte han at bane vej for troen. Vikens omvendelse begyndtes af ham. Over Norge havde han herredømmet i flere år.

 

 

          

      
Gorm den Gamles mindesten over dronning Thyra
.

          

                    
Harald Blåtands runesten i Jelling
.


Det norske kongedømmes grundlæggelse
Norges samling til et rige udgik fra Viken, hvor fjeldene var lavere og dalene bredere. Sammenslutningen var derfor lettere, og hvor man var det svenske og det danske storrige nærmere. Danerkongerne havde tilmed ved år 800 haft herredømme over dele af Viken, og den konge der grundlagde Norges enhed, nedstammede vistnok fra den danske kongeæt, der var vandt til at have stor magt.

I Viken og oplandene havde Harald Hårfager et rige af flere fylker. Han gik derfra over Dovre og undertvang trøndernes fylker.
Landskabet Trondhjem regnedes fra nu af for den vigtigste del af riget. I Vestnorge mødte han imidlertid langvarig modstand, som først knuses, da han i 872 slog de forbundne fylkekonger i Havrsfjord.
Hermed var Norge samlet under en konge. men blandt de mægtige høvdinger var der mange, som ikke ville tåle Harald Hårfagers overhøjhed. De udvandrede til de skotske øer, og da Harald drog vestover og underkuede disse øer, sejlede de videre og grundlagde uafhængige bygder på Island.

Harald Hårfagers magt i Norge hvilede især på det store jordegods, som han vandt ved at tilegne sig de udvandredes ejendom. Man regner med at han lagde 800 Hølders (storbønders) gårde under kronen.
Men også over de underkastede bønders gårde tiltog han sig højhed og pålagde dem skatter, hvad nordmændene aldrig før havde kendt. Det synes dem et utåleligt indgreb i deres ejendomsret.
I de enkelte fylker udøvedes kongemagten ved jarler og herser. I reglen søgte Harald Hårfager at formå egnens gamle høvdinger til at blive hans mænd og gav dem til gengæld kongsgårde til brug, hvorefter de kaldes lendermænd.

Efter at have styret i 60 år skiftede Harald Hårfager omkring 930 riget mellem sine sønner, dog således, at en af dem, Erik Blodøkse, blev overkonge.
Erik og hans dronning Gunild, som lod flere af brødrene dræbe, vakte almindeligt had ved deres herskesyge og blodtørst og blev forjaget.
Trønderne tog den yngste broder Håkon til konge. Håkon Adelstensfostre (o.935-60), var opdraget hos kong Æthelstan i England i den kristne tro, og gjorde forsøg på at omvende trønderne.
Det måtte han opgive og indvilligede til sidst i at deltage i deres blot og æde hestelever.
I øvrigt var han afholdt. Han skal have ordnet Norges ledingsvæsen og oprettet bavner på fjeldene, som tændtes når fjenden trængte ind i landet. På den måde kunde bud nå over hele Norge på 7 dage.

Han faldt mod Erik Blodøkses sønner på Stordøen o. 960.
Skjalden Øyvind digtede et herligt kvad om, med hvor stor hæder han blev modtaget i Valhal af Guderne.


Harald Blåtand
Da Erik Blodøkse var død som flygtning i England, fandt hans sønner tilflugt hos Harald Blåtand. Med dansk hjælp vandt de o. 960 Norges rige. De var kristne og nedbrød hovene på kongsgårdene, men vakte Harald Blåtands uvilje da de ville frigøre sig for hans overhøjhed. Deres fjende, trønderjarlen Håkon fra Lade, hvis fader eriksønnerne havde indebrændt, rejste derfor til den danske konge, og de lagde råd op mod eriksønnerne.

Harald Gråfel blev lokket til Danmark og dræbt, hvorpå Harald Blåtand sejlede til Norge og blev taget til konge. Selv ville han styre Viken, Håkon Jarl blev herre over Trøndelagen og omegn, men tillige Harald Blåtands jarl i de vestnorske fylker.
Norges enhed og selvstændighed var dermed atter ophævet (o. 976).

Men så snart Håkon Jarl følte sig tryg bag de norske fjelde, brød han sig ikke om danerkongens højhed. Skønt døbt i Danmark dyrkede han aserne, og krigerne vendte sig atter til blot.
Harald Blåtand sendte da sine navnkundige jomsvikinger imod ham.
De mødte ham i Hjørungavåg. Hakon Jarl påkaldte de hedenske guder og ofrede dem sin søn. Harald Blåtands mænd led her et stort nederlag, mange blev dræbt.


Jomsvikingerne
Harald Blåtands magt strakte sig også til Vendlands kyst, hvor han i Jomsborg (Julin) gav en del af sine hirdmænd fast sæde for at være herre over udløbet af Oderfloden.
Jomsvikingernes samfund var berømt over hele Norden for sine strenge love og for kæmpernes dødsforagt.
En af de første jarler i Jomsborg var den svenske kongesøn Styrbjørn, som angreb sin farbroder, sveakongen Erik. I slaget på Fyrissletten ved Upsala, viede Erik danehæren til Odin, så der faldt vildelse over den, og den flygtede for Erik Sejrsæl.
Om dette slag vidner en gruppe Skånske runestene, rejst til minde om mænd, som ikke flygtede ved Upsala.

Harald Blåtand gjorde sig forhadt i sine sidste år, bl.a. ved at øve tvang i trossagen, og mange hedninger rejste sig og kårede hans søn, Svend Tveskæg til konge. I kampen blev Harald Blåtand dræbt, og hans trofaste jomsvikinger førte liget til Roskilde kirke.


Norge kristnes
Efter slaget i Hjørungavåg troede Hakon jarl sin magt sikret, men tirrede nordmændene ved sin grusomhed og vellyst. Bønderne rejste sig imod ham, og han måtte søge skjul i en svinesti, hvor hans egen træl Kark dræbte ham (o. 995).
Under disse forhold kom en af Harald Hårfagers ætlinge, Olav Tryggvason til Norge og blev let anerkendt som konge over hele riget. Han var heftig, frejdig og venlig, den dygtigste i våbenbrug og idræt og en mand, der vidste hvad han ville.

Hidtil havde han ført et eventyrligt vikingeliv. I England var han blevet døbt, og han var fuld af iver for troen. Han omstyrtede hovene og byggede de første dåbskirker i Norge.
Ville folk ikke godvillig lade sig døbe, tvang han dem med våbenmagt.
Længst holdt trønderne fast ved aserne. Som støtte for sin magt her oppe byggede Olav den lille köbing, Nidaros med en kongsgård. Han lovede trønderne at overvære deres blot. Da folkemængden var samlet om hovet, gik han alene derind og omhuggede Thors billede. I det samme fældede hans hirdmænd en af de største høvdinger, og Olav råbte til den harmfulde forsamling: Lad os nu ikke holde blot af trælle og udlevede oldinge, nej tag jeres kvinder og de dygtigste mænd, og giv guderne dem.
Der faldt stor rædsel på almuen, og mange lod sig døbe. Således "brød Olav mænd til kristendom".
5 år efter sin tiltrædelse faldt Olav ved Svolder (o.1000). Der dannede sig nemlig et stort forbund imod ham, mellem Håkon jarls sønner og Svend Tveskæg, som æggedes til had mod Olav af sin hustru Sigrid Storråde, hvem Olav havde forhånet, og Sveriges konge Olav Skotkonge.
På "Ormen den Lange" værgede Olav og hans mænd (deriblandt den unge Ejnar Tambarskælve) sig længe. Til sidst måtte Olav springe i søen. Sejrherrerne delte Norge imellem sig. Jarlerne Erik og Svend, Håkons sønner, styrede det meste, dels i de fremmede kongers, dels i eget navn.
Viken kom til Danmark. Riget opløstes da atter som før Olavs tid.


Olav den Digre
Som var af Harald Hårfagers æt, havde færdedes som kriger i England, Normandiet og andre steder. Han kom i 1015 til Norge, fordrev jarlerne og blev taget til konge.
Jarlerne havde givet folket frihed i trossager, og mange var atter blevet hedninger.
Men Olav den Digre fortsatte Olav Tryggvasons gerning og "hærgede Norge til kristendom".
I hvert fylke byggede han en kirke, lagde gods dertil og bød bønderne sørge for præstens underhold. Snart bragte han det så vidt at der ikke var nogen sted hvor der fandtes hedenske mænd.

Viljestærk, men også hård og hensynsløs var han i sin styrelse og opfyldt af tanken om kongedømmets storhed.
Han tålte ikke lendermændenes selvrådighed, men fik derved de mægtigste mænd til uvenner, navnlig Ejnar Tambarskælve og Kalv Arneson. Mange utilfredse høvdinger drog til Knud den Store i Danmark, og da Olav til gengæld lavede et hærgetogt til Sjælland og Skåne, hævnede Knud sig ved hemmelig at vinde endnu flere Norske stormænd.
Uden sværdslag tog han dernæst Norge. Forladt af de fleste flygtede Olav med sin lille søn Magnus til Gardarige (1028), og da han vendte tilbage, blev han fældet af bøndernes hær ved Stiklestad (1030).

Lendermændene, der havde hadet Olavs stærke regering, blev lige så utilfredse med den strenge kongemagt, Knud udøvede gennem sin søn Svend og dennes moder Alfifa,som han havde sat til at styre Norge.
Snart slog opfattelsen af Olav helt om. Der opstod rygter om jærtegn ved hans grav, liget blev taget op og kisten sat på kirkealteret i Nidaros.
Olavs bitreste fjender, Ejnar Tambarskælve og Kalv Arneson, drog selv til Gardarige for at hente Magnus, som straks ved sin ankomst blev valgt til konge af alle (1035).

Mens Knud den Store døde uden at have gjort forsøg på at genvinde Norge, valfartede pilgrimme allerede til Hellig Olavs sølvskrin. Det er Olav den Hellige som gjorde Norge kristent, og som for alle tider fastslog rigets enhed.


Svend Tveskæg (o. 985-1014)
Kort efter Harald Blåtands død var hans søn Svend Tveskæg ved list taget til fange af Sigvald og hans jomsvikinger, og danerne måtte løskøbe deres unge konge. Svend synes fra den tid at han havde en plet på sit navn. Han søgte derfor at vinde nyt ry ved at genoptage sine vikingetogter mod England. I Danmark, som han lod passe sig selv, gjorde Erik Sejrsæl sig til herre.
Den engelske konge, Æthelred den Rådvilde, kunne ikke værge sit land og købte vikingerne bort ved en afgift, Danegæld.
Efter nogle års forløb vendte Svend Tveskæg hjem med store rigdomme og genvandt Danmark.
.


To store runesten over faldne huskarle minder om den hårde kamp Svend havde med svenskerne i Hedeby. Derefter deltog han i slaget ved Svolder og fornyede Danmarks højhed over Viken. Han var den første danske konge der lod slå mønt.

    

           En af Svend Tveskægs mønter


Englands indtagelse
Æthelred, som ikke med penge kunne skaffe sig fred for vikingerne, fordi de stadig kom igen, greb i 1002 til det middel at lade alle danske myrde, som opholdt sig i den angelsakxiske del af England.
Men dette kaldte kun hævntørsten til live i Danmark. År efter år hærgedes Englands kyster indtil kong Svend Tveskæg i 1013, i løbet af tre måneder indtog hele England.
Året efter døde han i England, elsket af sine krigere.

I Danmark blev hans søn Harald konge. Hæren i England hyldede den anden søn Knud. Englænderne greb atter til våben under Æthelreds søn, Edmund Jernside, og Knud måtte hente nye stridskræfter i Danmark. Under de følgende kampe døde både Æthelred og Edmund, hvorefter Knud uden modsigelse blev hyldet som Englands konge.
Ved broderen Haralds død blev han også konge i Danmark (1018).


Knud den Store (1018-35)
Knud den Store herskede over et større område end nogen anden dansk konge havde haft. Foruden Danmark og England lagde han en del af den vendiske kyst under sig.
Olav den Digre og Anund Jakob (Olav Skotkonges søn) følte sig truede og angreb Danmark, mens Knud var i England. Knud kom dog hurtigt til, og fjenderne måtte vige, men det lykkedes dem at tilføje ham et nederlag i Helgeå.
Alligevel var Knud den stærkeste, de to konger måtte straks drage hjem, og Knud den Store kunne rolig begive sig på pilgrimsfærd til Rom. Men efter sin hjemkomst undergravede han Olavs magt, sejlede til Norge og blev Norges konge (1028-35).

Knud den Store regnedes for jævnbyrdig med Europas mægtigste fyrster, og kejseren afstod til ham alt krav på markgrevskabet ved Ejderen.

Knud den Store opholdt sig mest i England, og han, der hidtil havde været vikingekonge, forvandledes hurtig og påtog sig den store opgave at udsone landets to folkeslag med hinanden.
Han ægtede Æthelreds enke, Emma, knyttede de engelske bisper til sig, ryddede de mest selvrådige stormænd af vejen ved list og vold og købte med sine skatte danske vikinger til at vende hjem. Det lykkedes ham således at skabe fred i landet.

Den store hird "Tingmannalid", som Æthelred havde holdt til værn mod vikingerne, omdannede Knud, gjorde den fælles for begge lande, og gav dette "vederlag" en egen lov, Venderloven. Den der sveg sin drot, skulle udstødes af laget som nidding og være fredløs, og den der var ukammeratlig, fik lavere plads ved bordet.
Knud var selv den første, der krænkede loven ved at dræbe en af sine huskarle, men han underkastede sig vederlagets dom og betalte svære bøder.
Han var ven af kirken, som støttede ham i hans fredsgerning, og gav klostrene store gaver.

Knuds virksomhed i Danmark er mindre kendt. Den danske kirke styrkedes under ham. Det store bispedømme i Roskilde deltes ved oprettelsen af en ny bispestol i Lund, og mange klerke kom til Danmark, og de første klostre grundlagdes.

Når Knud den Store var i England, førtes rigsstyrelsen i Danmark af en jarl. Det var i nogle år hans søster Estrids mand, Ulv jarl. Det fortælles at da folket var utilfreds med Knuds hyppige fraværelse, lod Ulv på tinge Hardeknud (Knud og Emmas søn) hylde som konge. Knud lod da Ulv dræbe i Roskilde Kirke, og var for stolt til at gøre bod derfor.

Knud fremtræder i mange af sine handlinger som grusom, blodtørstig og hævngerrig, men hans vilde vikingesind kunne bøje sig i anger og ydmyghed. I to breve til sine undersåtter tilstår han ærlig, at han ofte har handlet uret, men lover gud for fremtiden at leve ret og fromt.
På den anden side føler han sit guddommelige kald, og med myndighed byder han både over stat og kirke.

.

 

 
  www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21