Vikingetogter
blev en alvorlig trussel mod Vesteuropa og De Britiske Øer sidst i 700
årene
Den
angelsaksiske krønike fortæller, at i kong Brihtrics dage ( han var
konge af Wessex-riget 786-802) kom de første skibe med danske mænd (
utvivlsomt i betydningen vikinger) til England. Det var tre skibe, og da
kongens foged red ned til dem og bad dem følge med til kongsgården -
han troede de var købmænd - slog de ham ihjel. Allerede i 792 var kong
Offa af Mercia, et andet af de engelske riger, i fuld gang med at
organisere forsvar i Kent mod " hedningerne" der kommer over
havet på omstrejfende flåder. Og år 800 inspicerede kejser Karl den
Store det forsvar han havde beordret langs frankerrigets nordlige kyst
indtil Seinen mod " sørøvere som befænger det galliske
hav".
I
året 793 kom det overfald som traditionelt har
indvarslet vikingetiden. Plyndringen af Lindisfarne Kloster på en lille
ø tæt ved kysten i nordøstengland. Herom skriver den angelsaksiske krønike.
I dette
år viste der sig skrækkelige tegn over Northumbria som skræmte
indbyggerne slemt. De bestod af mægtige hvirvelvinde og lyn, og
ildsprudende drager sås flyvende i luften. En svær hungersnød fulgte
snart oven på disse tegn, og lidt efter i det samme år, den 8. juni,
ødelagde hedenske mænds hærgninger jammerligt guds kirke på
Lindisfarne med plyndring og mord.
Den
lærde Alkuin fra York der da var leder af kejser Karl Den Stores
hofskole i Aachen, blev chokeret og skrev breve til England med påmindelser
om at føre et godt levned for at undgå den gudsstraf, som
vikingeoverfaldene måtte være udtryk for. Til kong Æthelred af
Northumbria skrev han videre:
Betænk,
at i næsten 350 år har vi og vore forfædre boet i dette såre smukke
land og aldrig tidligere er en så rædselsfuld gerning forekommet i
Britannien som den vi nu har været udsat for fra et hedensk folks side.
Ej heller ville man have troet, at et sådant overfald fra havet kunne
finde sted. Se den hellige Cuthberts kirke er tilstænket af blod fra
guds præster. Den er berøvet alle sine kostbarheder, det sted som er
mest ærværdigt for alle i Britannien er givet til rov for hedninge.
I
året 795 var vikingerne nået rundt om Skotland og ned til øen Iona,
hvor det gik ud over det ærværdige St. Columbas kloster, og helt til
Irland. I året 799 blev St. Philiberts kloster på øen Noirmoutier i
Loireflodens munding plyndret. I den følgende tid var der tit samspil
mellem vikingeaktiviteter på alle britiske øer, og videre mellem disse
og både togter på fastlandet og koloniseringerne af de nordatlantiske
øer og områder, der var helt eller næsten folketomme. Bebyggelsen af
Island begyndte sandsynligvis omkring år 870. Koloniseringen af Færøerne
begyndte muligvis noget før, mens bosættelserne på Grønland, der
udsprang fra Island, først kom i gang ca. 985. Omkring år 1000 nåede
de grønlandske nordboere til Amerika.
I
øst havde folk fra mellemsverige og Gotland bosat sig på Østersøens
østkyst allerede inden togterne mod vest gik i gang, og i løbet af 800
årene opstod der nordiske samfund adskillige steder på Østersøens
sydkyst og i Østeuropa. Der var kontakt med Byzans og med Kalifatet og
togter så langt mod syd som til Sortehavet og Det Kaspiske Hav.
Det
første registrerede overfald på vesteuropas fastland fandt sted år
810. Det er omtalt i de frankiske rigsannaler og var rettet mod
Frisland, der gennem mange år skulle blive en centralt mål for
vikingeinteresser. Dette togt, hvorom fortælles i de frankiske
rigsannaler, var utvivlsomt et rigsforetagende. Et træk i
konfrontationen mellem Danmark under Godfred
og Karl Den Stores Frankerrige, hvortil Frisland hørte. Det fandt sted
to år efter at Godfred havde påbudt opførelsen af sin grænsevold, året
efter at forhandlinger var brudt sammen og en frankisk borg opført ved
grænsen, og det år kejseren planlagde et felttog mod Godfred. Flådens
størrelse angives til 200 skibe. Frisland blev plyndret og pålagt en
skat. 100 pund sølv blev udbetalt. Kejseren samlede en hær og slog
lejr ved Weserfloden, hvor han afventede Godfred og hans hær. Men
Godfred blev dræbt af en af sine mænd, og efterfølgeren sluttede fred
med kejseren. Karl selv døde 814 og blev efterfulgt af sønnen Ludvig
den Fromme.
Den
første registrerede sørøveroverfald ( bortset fra episoden på
Noirmoutier-øen 799) fandt sted i 820. Ifølge rigsannalerne bestod flåden
her af 13 skibe, der først forsøgte sig i Flandern, men blev slået
tilbage af kystvagterne. Derpå ville de plyndre i Seinemundingen, hvor
de også måtte trække sig tilbage. Først i Sydfrankrig, på
Aquitaniens kyst fik de held med sig og stort bytte. Det kystværn som
Karl den Store havde organiseret var effektivt.
Sidenhen
kom der også en anden form for kystværn i brug. Vikingehøvdinge fik
tildelt områder ved de store floders mundinger mod bl.a. at hindre sørøvervirksomhed
og blive døbt. Forspillet blev Harald Klaks forlening i 826 med
Rustringen, området ved weserflodens udmunding og grænsen mellem
Frisland og Saksen. Han var den ene af tre danske konger og havde længe
været frankernes mand, men hans stilling hjemme var usikker, og
Rustringen var et retræteområde ifald han blev fordrevet. Det skete
allerede i 827. Snart udnyttede han og mange med ham imidlertid
magtkampene i frankerriget.
Da
Ludvig den Fromme døde i 840, havde der længe været åben strid
mellem ham og de tre sønner Lothar, Ludvig og Karl. I 833 blev han
taget til fange af dem og afsat, men de kunne ikke enes, og faderen
genvandt formelt overherredømmet. Han formåede dog heller ikke at
samle stormændene. Forsvaret gik itu og vikingerne igang. I 834 og igen
835, 836 og 837 plyndredes Dorestad, som lå ved en af Rhinens arme og
var en af Nordeuropas største handelscentre. Dorestad var bl.a. et
vigtigt led i det skandinaviske fjernhandelsnet, med forbindelser til både
Hedeby og Birka, og Kong Horik af Danmark fralagde sig i 838 ansvaret
over for kejseren og lod sige, at han havde fanget og dræbt sørøvernes
førere. Til gændgæld gjorde han nu fordring på Frisland, hvilket
blev afslået.
Den
oprørske Lothar og Harald Klak stod sikkert bag disse og andre togter i
området. Forsøg på at organisere forsvaret, bl.a. borgbyggeri, optog
i alt fald meget af Ludvig den Frommes tid de sidste år og hindrede løsning
af andre opgaver. Og under året 841 anfører annalerne fra St. Bertin følgende,
"Harald Klak, som med de andre danske sørøvere i en del år til
Lothars fordel havde påført Frisland og andre kristnede kystegne, så
mange ulykker til besvær for hans fader Ludvig den Fromme, gav han
Lothar for denne fortjeneste Walcheren, og nogle nærliggende
bebyggelser som len. Annalerne fortsætter," det er i sandhed en
handling som fortjener afsky, at de som havde påført de kristne ondt
blev sat til ledelse af kristne lande og folk og for Kristi Kirke".
Gaven var storslået, for fra Walcheren, der ligger i Zeeland, hvor de
store floder Rhinen, Maas og Schelde udmunder, kunne en vældig handel
ikke alene beskyttes, men også kontroleres og udnyttes. To år senere,
i 843, blev det store Frankerrige formelt delt i tre. Lothar fik en
stribe fra Italien Til Frisland, Ludvig den Tyske fik det Østfrankiske
rige fra Saksen til Bayern. Karl den Skaldede fik det Vestfrankiske
rige.
Ved
den tid var vikingetogter blevet en gylden beskæftigelse for mange og
ikke længere til at stoppe. Det første registrerede togt i Sydengland
fandt sted i 835, året efter Dorestad. Mange fulgte efter, og i Irland
skete en voldsom optrapning af plyndringerne. Klostersamfundet på øen
Noirmoutier, et center for handel med salt og Loire-vin, var allerede
flyttet til et sikrere sted. I 841 sejlede vikinger op ad Seinen, opkrævede
afgifter og plyndrede Rouen. Året efter gik det bl.a. ud over Quentovic,
et center for handelen med England. I 843 blev Nantes ved Loire
udplyndret St. Hans dag. Datoen var velvalgt, for store folkemængder
opholdt sig her i anledning af den kirkelige festdag, hvortil formentlig
hørte store markeder. Det forlød at dette overfald var aftalt med en
oprørsk greve, der ikke gerne så Karl den Skaldede som overherre, men
selv ville sikre sig Nantes. Også Lothar og Ludvig den Tyske benyttede
sig vistnok fra tid til anden af aftaler med vikinger for at svække
broderen Karl. I 843 hører man desuden for første gang, at en vikingehær
overvintrer ved det europæiske fastland. Det var på Noirmoutier, og
annalerne fra St.Bertin fortæller at de hentede huse fra fastlandet og
indrettede sig som om de ville blive for evigt.
.
.
