Vikingetogter blev
en alvorlig trussel mod Vesteuropa og De Britiske Øer sidst i 700
årene
Den angelsaksiske
krønike fortæller, at i kong Brihtrics dage ( han var konge af
Wessex-riget 786-802) kom de første skibe med danske mænd (
utvivlsomt i betydningen vikinger) til England. Det var tre skibe,
og da kongens foged red ned til dem og bad dem følge med til
kongsgården - han troede de var købmænd - slog de ham ihjel.
Allerede i 792 var kong Offa af Mercia, et andet af de engelske
riger, i fuld gang med at organisere forsvar i Kent mod "
hedningerne" der kommer over havet på omstrejfende flåder.
Og år 800 inspicerede kejser Karl den Store det forsvar han havde
beordret langs frankerrigets nordlige kyst indtil Seinen mod
" sørøvere som befænger det galliske hav".
I året 793 kom det
overfald som traditionelt har indvarslet vikingetiden. Plyndringen
af Lindisfarne Kloster på en lille ø tæt ved kysten i nordøstengland.
Herom skriver den angelsaksiske krønike, at de vilde hedninge
trampede på helgeners knogler og ødelagde Guds Hus. Og krøniken
skriver videre
I dette år
viste der sig skrækkelige tegn over Northumbria som skræmte
indbyggerne slemt. De bestod af mægtige hvirvelvinde og lyn, og
ildsprudende drager sås flyvende i luften. En svær hungersnød
fulgte snart oven på disse tegn, og lidt efter i det samme år,
den 8. juni, ødelagde hedenske mænds hærgninger jammerligt guds
kirke på Lindisfarne med plyndring og mord.
Den lærde Alkuin
fra York der da var leder af kejser Karl Den Stores hofskole i
Aachen, blev chokeret og skrev breve til England med påmindelser
om at føre et godt levned for at undgå den gudsstraf, som
vikingeoverfaldene måtte være udtryk for. Til kong Æthelred af
Northumbria skrev han videre:
Betænk, at i næsten
350 år har vi og vore forfædre boet i dette såre smukke land og
aldrig tidligere er en så rædselsfuld gerning forekommet i
Britannien som den vi nu har været udsat for fra et hedensk folks
side. Ej heller ville man have troet, at et sådant overfald fra
havet kunne finde sted. Se den hellige Cuthberts kirke er tilstænket
af blod fra guds præster. Den er berøvet alle sine kostbarheder,
det sted som er mest ærværdigt for alle i Britannien er givet
til rov for hedninge.
At angrebene var
rettet mod klostre og kirker fandt man særlig horribelt i den
tid, og vikingerne beskrives ofte som vantro eller hedninger,
fuldstændig uden samvittighed.*
Angrebene blev sat ind hvor vikingerne regnede med bedst kunne
betale sig og hvor udbyttet blev størst.Kirke og klostre var tit
fyldt med kirkesølv og var dårlig forsvaret.
I året 795 var
vikingerne nået rundt om Skotland og ned til øen Iona, hvor det
gik ud over det ærværdige St. Columbas kloster, og helt til
Irland. I året 799 blev St. Philiberts kloster på øen
Noirmoutier i Loireflodens munding plyndret. I den følgende tid
var der tit samspil mellem vikingeaktiviteter på alle britiske øer,
og videre mellem disse og både togter på fastlandet og
koloniseringerne af de nordatlantiske øer og områder, der var
helt eller næsten folketomme. Bebyggelsen af Island begyndte
sandsynligvis omkring år 870. Koloniseringen af Færøerne
begyndte muligvis noget før, mens bosættelserne på Grønland,
der udsprang fra Island, først kom i gang ca. 985. Omkring år
1000 nåede de grønlandske nordboere til Amerika.
I øst havde folk
fra mellemsverige og Gotland bosat sig på Østersøens østkyst
allerede inden togterne mod vest gik i gang, og i løbet af 800 årene
opstod der nordiske samfund adskillige steder på Østersøens
sydkyst og i Østeuropa. Der var kontakt med Byzans og med
Kalifatet og togter så langt mod syd som til Sortehavet og Det
Kaspiske Hav.
Det første
registrerede overfald på vesteuropas fastland fandt sted år 810.
Det er omtalt i de frankiske rigsannaler og var rettet mod
Frisland, der gennem mange år skulle blive en centralt mål for
vikingeinteresser. Dette togt, hvorom fortælles i de frankiske
rigsannaler, var utvivlsomt et rigsforetagende. Et træk i
konfrontationen mellem Danmark under Godfred
og Karl Den Stores Frankerrige, hvortil Frisland hørte. Det fandt
sted to år efter at Godfred havde påbudt opførelsen af sin grænsevold,
året efter at forhandlinger var brudt sammen og en frankisk borg
opført ved grænsen, og det år kejseren planlagde et felttog mod
Godfred.
Godfreds flådes størrelse angives til 200 skibe. Frisland blev
plyndret og pålagt en skat. 100 pund sølv blev udbetalt.
Kejseren samlede en hær og slog lejr ved Weserfloden, hvor han
afventede Godfred og hans hær. Men Godfred blev dræbt af en af
sine mænd, og efterfølgeren sluttede fred med kejseren. Karl
selv døde 814 og blev efterfulgt af sønnen Ludvig den Fromme.
Den første
registrerede sørøveroverfald ( bortset fra episoden på
Noirmoutier-øen 799) fandt sted i 820. Ifølge rigsannalerne
bestod flåden her af 13 skibe, der først forsøgte sig i
Flandern, men blev slået tilbage af kystvagterne. Derpå ville de
plyndre i Seinemundingen, hvor de også måtte trække sig
tilbage. Først i Sydfrankrig, på Aquitaniens kyst fik de held
med sig og stort bytte. Det kystværn som Karl den Store havde
organiseret var effektivt.
Sidenhen kom der
også en anden form for kystværn i brug. Vikingehøvdinge fik
tildelt områder ved de store floders mundinger mod bl.a. at
hindre sørøvervirksomhed. Forspillet blev Harald
Klaks forlening i 826 med Rustringen, området ved weserflodens
udmunding og grænsen mellem Frisland og Saksen. Han var den ene
af tre danske konger og havde længe været frankernes mand, men
hans stilling hjemme var usikker, og Rustringen var et retræteområde
ifald han blev fordrevet. Det skete allerede i 827. Snart
udnyttede han og mange med ham imidlertid magtkampene i
frankerriget.
Da Ludvig den
Fromme døde i 840, havde der længe været åben strid mellem ham
og de tre sønner Lothar, Ludvig og Karl. I 833 blev han taget til
fange af dem og afsat, men de kunne ikke enes, og faderen genvandt
formelt overherredømmet. Han formåede dog heller ikke at samle
stormændene. Forsvaret gik itu og vikingerne igang. I 834 og igen
835, 836 og 837 plyndredes Dorestad, som lå ved en af Rhinens
arme og var en af Nordeuropas største handelscentre. Dorestad var
bl.a. et vigtigt led i det skandinaviske fjernhandelsnet, med
forbindelser til både Hedeby og Birka, og Kong Horik af Danmark
fralagde sig i 838 ansvaret over for kejseren og lod sige, at han
havde fanget og dræbt sørøvernes førere. Til gændgæld gjorde
han nu fordring på Frisland, hvilket blev afslået.
Den oprørske
Lothar og Harald Klak stod sikkert bag disse og andre togter i området.
Forsøg på at organisere forsvaret, bl.a. borgbyggeri, optog i
alt fald meget af Ludvig den Frommes tid de sidste år og hindrede
løsning af andre opgaver. Og under året 841 anfører annalerne
fra St. Bertin følgende, "Harald Klak, som med de andre
danske sørøvere i en del år til Lothars fordel havde påført
Frisland og andre kristnede kystegne, så mange ulykker til besvær
for hans fader Ludvig den Fromme, gav han Lothar for denne
fortjeneste Walcheren, og nogle nærliggende bebyggelser som len.
Annalerne fortsætter," det er i sandhed en handling som
fortjener afsky, at de som havde påført de kristne ondt blev sat
til ledelse af kristne lande og folk og for Kristi Kirke".
Gaven var storslået, for fra Walcheren, der ligger i Zeeland,
hvor de store floder Rhinen, Maas og Schelde udmunder, kunne en vældig
handel ikke alene beskyttes, men også kontroleres og udnyttes. To
år senere, i 843, blev det store Frankerrige formelt delt i tre.
Lothar fik en stribe fra Italien Til Frisland, Ludvig den Tyske
fik det Østfrankiske rige fra Saksen til Bayern. Karl den
Skaldede fik det Vestfrankiske rige.
Ved den tid var
vikingetogter blevet en gylden beskæftigelse for mange og ikke længere
til at stoppe. Det første registrerede togt i Sydengland fandt
sted i 835, året efter Dorestad. Mange fulgte efter, og i Irland
skete en voldsom optrapning af plyndringerne. Klostersamfundet på
øen Noirmoutier, et center for handel med salt og Loire-vin, var
allerede flyttet til et sikrere sted. I 841 sejlede vikinger op ad
Seinen, opkrævede afgifter og plyndrede Rouen. Året efter gik
det bl.a. ud over Quentovic, et center for handelen med England. I
843 blev Nantes ved Loire udplyndret St. Hans dag. Datoen var
velvalgt, for store folkemængder opholdt sig her i anledning af
den kirkelige festdag, hvortil formentlig hørte store markeder.
Det forlød at dette overfald var aftalt med en oprørsk greve,
der ikke gerne så Karl den Skaldede som overherre, men selv ville
sikre sig Nantes. Også Lothar og Ludvig den Tyske benyttede sig
vistnok fra tid til anden af aftaler med vikinger for at svække
broderen Karl. I 843 hører man desuden for første gang, at en
vikingehær overvintrer ved det europæiske fastland. Det var på
Noirmoutier, og annalerne fra St.Bertin fortæller at de hentede
huse fra fastlandet og indrettede sig som om de ville blive for
evigt.
.
..
