fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

Vikingetidens sidste konger

.---------------------------------------------

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11

.

.

.

.

.

.

....

.

Kort efter at nordmændene i 1035 havde valgt Magnus til konge, døde Knud i England og fulgtes i Danmark af Hardeknud (1035-42), og i England af en anden søn.
Da Hardeknud ville angribe Norge, satte høvdingerne fra begge lande igennem, at de unge konger skulle holde fred, og at den længstlevende af dem skulle arve den andens rige.
Ved broderens død i England fik Hardeknud også dette rige, men døde selv pludselig i 1042. Dermed var Knud den Stores rige opløst. England vendte tilbage til den angelsaxiske kongestamme (Edvard Confessor).

I Danmark blev Magnus konge. Magnus havde meget af sin slægts hårhed, men blev med tiden mildere og vandt tilnavnet "den Gode".
I Danmark mindedes han for sin sejr på Lyrskov Hede over en stor vendisk hær, der var trængt ind over grænsen.

Ulv Jarls søn, Svend Estridsen, som Magnus satte til jarl i Danmark, gjorde oprør mod ham, men var ikke heldig i kampen og søgte støtte hos sine venner i Sverige, hvorfra han gentog sine angreb. En halvbroder til Olav den Hellige, Harald Hårderåde, der havde været væringhøvding i Miklegård, kom hjem til Norge, og Magnus måtte dele riget med ham.
Før sin død i 1047 bestemte Magnus, at Svend skulle være konge i Danmark og Harald i Norge.

Harald Hårderåde (1047-66) ville ikke give slip på Danmark og gjorde fra Oslo, som han grundlagde, mange hærgetogt mod Svend Estridsen, men måtte til sidst anerkende ham som Danmarks konge. Harald var hård og streng og lod den gamle, mægtige Ejnar Tambarskælve myrde.
Han var den sidste af en lang række konger, der tilbragte barndom og ungdom i fremmede lande, og han var den sidste vikingekonge. Han faldt da også på et Englands togt.

.

Efter vikingetidens afslutning
Af periodens nye statsdannelser gik de fleste tabt for Norden. Af blivende betydning fik det nye kongerige Norge, og fristatssamfundet på Island.

.

Danmark
Danmark omfattede tre lande: Skåne (med Halland, Bornholm og måske Blekinge),
Sjælland (med Lolland -Falster og Møn),
Jylland (med Fyn) til Ejderen.
Hver af disse havde sit eget landsting (ved Lund, Ringsted og Viborg) med egne retsvedtægter.
Jylland var delt i sysler. Det væsentligste bånd mellem landene var kongemagten, der støttede sig til vederlaget. Det gav i Danmark måske lige så høj anseelse at være kongens mand som at høre til en stor og uafhængigt bondeæt.
Kongemagten var arvelig i kongeslægten, men folket hævdede ret til at vælge mellem den afdøde konges sønner.
Kristendommen havde sejret overalt, undtaget i enkelte afsides egne (Blekinge og Bornholm), som kristnedes i den følgende menneskealder.
Frankerne kristnedes o. 500, Angelsakserne o.600, Friserne o.700, Sakserne o.800

.

Kristendommen
Vikingetiden bragte gæring i de gamle gudeforestillinger, og mange opgav helt troen på aserne og stolede kun på deres egen kraft og styrke.
Andre (Harald Hårfager) troede kun, at der var en gud. Ved asertroens opløsning forberedtes kristendommens sejr, men det nye trosindhold kunne ikke på en gang tilegnes af nordboerne.
I reglen indskrænkede deres kristendom sig til troen på Kristus som den eneste gud, Verdens Drotten.
De gamle guder og vætter vedblev at leve i folketroen som onde naturvæsner, der kunne skade menneskene, men stærkere var Kristus og djævelens overvinder, Sankt Mikael, og korsets tegn var et sikkert værn.

Kristendommen måtte kræve at nordboerne brød med deres nedarvede sæder: Børneudsættelse, umådehold i mad og drikke, ringeagt for menneskeliv. Kirken stillede krav om at ethvert barn skulle optages i samfundet gennem dåben, at man hver fredag og hele 40 dage før påske skulle faste, at manddrab skulle regnes for en synd. Den som øvede kristendomsbrud blev udelukket fra kirken og blev først optaget igen når han viste sin angers ærlighed gennem skriftemål, bodsøvelser (faste, nattevagt) og gode gerninger (som at give almisse, bygge vej og bro, frigøre hærtagne mænd og trælle). Gentaget kristendomsbrud straffes med "båndsmål"= udelukkelse fra nåden= den pågældende blev fredløs.

Kirkens hjælp påkaldtes af folket, især ved døden. Præsten viede den døende med den hellige olie, og over den døde blev der sunget ligsang og holdt nattevagt. På tredje dag drak man den afdødes sjæleøl, der trådte i stedet for det hedenske gravøl.

.

.

.

 

 

Chart.dk

www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21