fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

   English

Vikingerne i England

.---------------------------------------------

.

.

Fotos

Runestenene i Jelling

Jelling Kirke

Jellinghøjene

.

.

.

.

.

.

.

.

.

...    .    .              ..       .  

 

Det store og rige England blev et af vikingernes bedste indtægtskilder, og her blev erhvervet ære og præstige som intet andet sted. 
De plyndrede, afpressede skatter (danegæld) og optrådte som lejesoldater og handlende. De bosatte sig også, dyrkede jorden og fik stor betydning for udviklingen af byer. Og som den eneste sted erobrede de veletablerede kongeriger og tog kongeværdigheden, både i flere af de mindre riger, som fandtes i 800 årene, og i hele England, efter at det var samlet. 

Fra 1018 til 1042 havde landet ( bortset fra fem år ) konge fælles med Danmark. Det dybe engagement i England gennem næsten hele vikingetiden fik stor betydning både her og i norden.

.

.                                   De Britiske Øer i vikingetiden

.

.
Ud over det før omtalte overgreb i Sydengland og foranstaltninger mod sørøveroverfald kort før 800, samt plyndringen af Lindisfarne klostret i 793 er der kun en oplysning om vikinger i England før 835. Det gælder plyndringen i 794 af klostret Donemuthan, som formentlig lå nær mundingen af floden Don i det sydlige Yorkshire. Disse bander kom måske fra Norge og fandt vel for en tid herefter mulighederne bedre i Skotland og Irland.

.

.

Men i 835 gik togterne for alvor i gang på fastlandet og optrappedes i Irland. Vikingerne tog for alvor fat i England, og den angelsaksiske krønike har den lakoniske notits," I dette år hærgede hedenske mænd Sheppey ". Det blev den egentlige begyndelse på over 200 års kraftigt nordisk engagement, og nu var især danskerne aktive. Det militære forløb kan følges næsten år for år i krøniken, men der er også andre skriftlige kilder, som f.eks. Assers historie om kong Alfred den Store af Wessex. Ligesom i Frankerrigerne var der blomstrende byer, og der var megen rigdom blandt stormændene, så i England var det ikke specielt klostre som blev plyndret.

.

.

Udviklingen fulgte i begyndelsen samme mønster som andre steder. Først hurtige angreb på øer og forskellige lokaliteter ved kysten, enten fra baser på det europæiske fastland, i Irland eller direkte hjemmefra, og siden overvintring. Den første oplysning herom er fra vinteren 850-851, hvor vikingerne slog lejr på øen Thanet ved østkysten af Kent. Et par år senere havde de deres første vinterlejr på Sheppey. Snart hører man også om togter ind i landet, og i 865 sluttede en hær med lejr på Thanet fred med Kents folk mod at få penge. Det var den første af mange engelske danegældsbetalinger.

Så tog begivenhederne fart. I 865 kom en stor hedensk hær til England. Vi kender navne på mange af hærførerne, både konger og jarler. Blandt dem er "Lodbrogsønnerne" Ingvar og Ubbe. De er således historisk hjemlede personer, mens deres fader, Regner Lodbrog, næsten kun kendes som helt i rent eventyrlige sagn. Størrelsen af hæren er omdiskuteret, men mange mener den var på 2-3000 mand. Den tog vinterkvarter i East Anglia, fik heste og sluttede fred med folket. Næste år drog hæren til Northumbria, erobrede hovedstaden York den 1 november, sluttede fred med northumbrerne, anbragte en lydkonge på tronen og overvintrede der. Det var sandsynligvis også omkring denne tid, at Whitby kloster blev plyndret og ødelagt, her er fundet en del beslag, som formentlig er revet af kirkelige sager ved den lejlighed, og stednavne i området tyder på, at klostrets jordegods blev overtaget af vikinger. I 867 drog hæren til Mercia, havde vinterkvarter i Nottingham og sluttede fred med dette rige. I 868 drog den igen til York og blev et år, og i 869 red den gennem Mercia til East Anglia, tog vinterkvarter i Thetford, erobrede hele landet og dræbte kong Edmund, der snart blev dyrket som martyr og helgen. I 870 stod Wessex for tur. Hæren tog udgangspunkt i Reading, og i 871 blev der, siger den Angelsaksiske krønike, udkæmpet ni store slag foruden mange mindre kampe, og ni danske jarler og en konge blev dræbt. Men Wessex sluttede fred med vikingerne. Det var det år Alfred den Store blev konge.

Systemet med stadig skiftende vinterkvarterer og mange fredsaftaler fortsatte en tid. I 871-72 var der lejr i London, næste år i Torksey i Mercia, og begge år sluttede Mercia fred med hæren. Men i 873-74 tog den vinterkvarter i Repton, fordrev kongen af Mercia og satte en overløber på tronen.

Repton blev et vendepunkt. I 874 delte den store hær sig. Halfdan drog med en del af den til Northumbria, tog vinterkvarter ved floden Tyne, erobrede i løbet af det følgende år landet og plyndrede vest og nordpå. Det berettedes også, at St. Cuthberts klostersamfund på Lindisfarne forlod den udsatte ø i 875 for at søge sikkerhed på fastlandet. Her drog det gennem nogle år fra sted til sted med St. Cuthberts og andre relikvier, og tilsyneladende uden at lide overlast, selv om Northumbria var fuld af vikinger. I 876 har krøniken den berømte meddelelse," og dette år delte Halfdan northumbrernes land ud, og de gav sig til at pløje og skaffe sig et udkomme." Vikingerne havde taget land for at bo. Halfdan døde vistnok året efter.

Den anden del af hæren der i 874 forlod Repton under kongerne Gudrum, Osketil og Anund, drog til Cambridge og blev et år. Derpå gik hæren ind i Wessex, det sidste uafhængige rige, og kong Alfred måtte slutte fred. I 875-76 var der vinterlejr i Wareham og næste år i Exeter. I sensommeren 877 drog hæren så til Mercia," og delte noget af det ud og gav noget til Ceolwulf." (deres lydkonge). Men ikke alle slog sig til ro, for der var base i Gloucester, og lige efter årsskiftet kom hæren tilbage til Wessex, til Chippenham, og tog magten over det meste af riget. Kong Alfred flygtede med en lille skare ud i sumplandet og befæstede sig i Athelney. I løbet af foråret 878 fik han imidlertid samlet en hær, og ved Edington vandt han den afgørende sejr over vikingehæren. Ved fredsslutningen lovede denne at forlade Wessex og kong Gudrum at lade sig døbe. Det blev han snart efter sammen med 30 stormænd og med kong Alfred som gudfader, og de fik mange dåbsgaver og en udsøgt behandling.

I 878-79 tog hæren vinterkvarter i Cirencester. Derpå drog den til East Anglia, og under 880 skriver krøniken at den bosatte sig der og delte landet ud. En særlig gruppe sejlede dog til Gent, på den vesteuropæiske fastland, og i de nærmest følgende år er det især derovre, man hører om vikingeplyndringer.

I England havde hæren efter 15 års omflakkende liv nu erobret tre af de fire riger og selv fået land at bo på og dyrke. Gudrum brød ganske vist snart aftalen med kong Alfred, men en ny, hvis tekst er bevaret, blev indgået i 886 eller kort efter. Her fastlægges grænsen mellem Alfreds og Gudrums riger, og der gives en række regler for fredelig samkvem mellem de to folkegrupper.

En del skjulte sølvskatte fra disse år vidner om de urolige tider og hærens færden rundt om i England, og en af de mange værdigenstande vikingerne tog i 800 årene- et prægtigt udsmykket evangeliehåndskrift, Codex Aureus kan også indentificeres med sikkerhed. For heri blev siden skrevet at det er købt tilbage fra hedninge for guld.

På det vesteuropæiske fastland var det imidlertid stadig mange der ernærede sig på traditionel vikingevis. Men tiderne blev svære, og i 892 kom en stor dansk hær fra Boulogne til England, og desuden kom Hasting med sin hær fra Loire og ville bosætte sig, ligesom deres kolleger havde gjort. Den store hær der nu kastede sig over Wessex, skal have talt 3-400 skibe. Hæren fik støtte fra vikingerigerne i England, og det kostede Kong Alfred flere års kampe at drive dem ud af Wessex, hvorpå den drog op til det danske Nord-England. Fra nu af var anglerne den stærkeste part i kampen.
Kong Alfred nøjedes ikke med i farefulde tider at indkalde mandskab til forsvar, men holdt nu en stående hær, som altid var kampberedt, og han havde lært af danerne at bygge en flåde af langskibe, som sikrede kysterne mod landgang.

Alfreds efterfølgere fortsatte kampene mod erobrerne, og i 937 slog Kong Æthelstan danerne afgørende og lagde dem under sin overhøjhed.
Samtidig stilnede togterne og udvandringerne fra Norden af, og i henved 40 år havde England fred.

Fra omkring 990 havde Kong Æthelred jævnligt købt sig fred for vikingerne med store pengesummer, Danegæld, men til liden nytte, for danerne kom så meget snarere igen. I året 1002 stod en stor dansk hær på ny i England og tiltvang sig et forlig.
24000 pund sølv og frit underhold i landet. Den lejrede sig især i Wessex og lå der til ud på Året. Da lod Æthelred den 13 november 1002 myrde alle de daner, som man kunne overkomme. Dette uhørte blodbad kaldte danerne hjemme til hævn, og ny vikingehærgninger blev følgen.
Navnlig blev Skåningen Torkil den Høje (broder til jomsborgjarlen Sigvalde) farlig for England, til han, for en stor Danegæld gik i Æthelreds tjeneste med sine 45 skibe.

Året efter kom danerigets konge, Svend Tveskæg med Danmarks store ledingsflåde. Bønderne havde givet samtykke til togtet.
I løbet af få måneder indtog Kong Svend hele landet, endog Wessex hyldede ham, og kun øen Wight holdtes af Torkils kæmper i Æthelreds navn.
Straks efter dette ustandselige sejrsløb døde Kong Svend brat (februar 1014).

.

.

 

 
  www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21