Vikingekrigeren
der skabte et Nordsøimperium bestående af England, Danmark, Norge og
en del af Sverige.
.
Knud
den Store var søn af Svend Tveskæg, bedstefaderen var Harald Blåtand
og oldefaderen Gorm den Gamle.
Svend
Tveskæg efterlod sig to sønner. Den ældste, Harald, blev taget til
konge i Danmark, mens Knud, efter det ønske faderen havde udtalt på
sin dødsseng, hyldedes af hæren i England som dette riges konge. Englænderne
fik imidlertid ved deres frygtede fjendes død nyt mod, og under Æthelreds
tapre søn, Eadmund Jærnside, rejste de sig og tvang Knud til at rømme
landet og gå til søs med flåden. De engelske gidsler, som han havde i
sin magt, lemlæstede han ved at skære øre, næse og hænder af dem og
sendte dem så i land. Knud søgte til Danmark og fik sin broders hjælp
til ny rustninger. Også fra Norge og Sverige ilede kæmper til, og
endelig kom Torkil den Høje, som atter havde forladt Æthelreds parti.
Med stor magt sejlede Knud igen til England, hvor han og Eadmund Jærnside
udkæmpede en række blodige slag, indtil de enedes om at dele riget. Æthelred
var da død. De byttede sværd og kappe og tilsvor hinanden broderskab.
Knud fik det nordlige, Eadmund det sydlige. Og da Eadmund døde uventet
1016, hyldede stormænd fra hele England Knud som det samlede riges
konge.
Den
hårde modstand havde lært Knud, at han kun i tryghed kunne nyde sit
rige, når dets folk glemte at han var en fremmed. Derfor gik hans ønsker
ud på at knytte sig så nær som muligt til England. Den omtrent tyveårige
konge, som trods sin ungdom allerede havde haft en hustru eller frille
fra Nordengland ved navn Ælfgifu, med hvem han havde to sønner, Harald
og Svend, ægtede nu Æthelreds enke Emma fra Normandiet, og lovede at
de sønner, hun måtte føde ham, arveret forud for sine to sønner med
den Nordengelske Ælfgifu.
Dermed var der sluttet forbindelse til det gamle engelske kongehus, og
hun fik to børn med ham, Hardeknud og Gundhild,
Det
var langt fra at danskerne blev til en herskende klasse i England. Knud
måtte selvfølgelig belønne den store ledingsflåde, som havde fulgt
ham fra Danmark. De fik en uhyre stor sum - 72.000 pund sølv i Danegæld,
foruden de store summer, der var ydet som brandskat, af London f.eks.
10.000 pund sølv. Men derefter gav han ledingsflåden i året 1018
hjemlov.
Overfor sit folk gav han det højtidelige tilsagn, at han ville holde
"Eadgars love", som stillede daner og angler lige, så hvert
folk lød under sin egen lov.
De
endnu levende medlemmer af det gamle engelske kongehus, som snarest
kunne komme ham i vejen, fik han fjernet til udlandet. Da han endvidere
med hård hånd afsatte eller udryddede de stormænd, som var farligst
for hans magt, sad han snart trygt på Englands trone.
Ved
at hjemsende den hær, som havde hjulpet ham til at erobre England,
ville Knud stryge alt af sig, som kunne minde det engelske folk om, at
han i virkeligheden var kommen til riget som en fremmed landeraner. Men
han havde brug for en stor væbnet styrke for at sikre sig. Den fandt
han i den huskarleflok, som allerede Æthelred havde holdt, og som især
rummede nordiske krigere. Af denne engelske hird, som hidtil havde haft
et kald at slås med danerne, og vel også af sin egen hird dannede han
sig en efter tidens forhold meget stor stående hær af mænd, for hvem
krigen var det egentlige livskald.
Det
er den navnkundige Tinglid, som siges at have talt 6000 mand. For at
holde orden og tugt i denne store flok huskarle, som skulle leve sammen
i og ved kongens gård, lod han de gamle danske hærlove gælde, sådan
som de havde gjort for hirden i Danmark. De kaldtes Venderloven, et navn
som i Danmark overførtes på hele huskarleflokken, der i de følgende
hundrede år oftest hed Vederlaget. Venderloven indeholdt nøje regler
for, hvilken bod der skulle gives for hver udåd, øvet af en hirdmand.
Sakse fortæller, at Knud selv var den første som brød loven ved i
hidsighed at dræbe en huskarl, og at han derpå viste sin anger og
lovlydighed ved at idømme sig selv nifold mandebod. Der er flere
handlinger i Knuds liv, som ligner denne. En ustyrlig vrede, der driver
ham til voldsmand, og bagefter en ydmyg fortrydelse. Det mærkelige er
ikke at han, vikingesønnen, endnu ikke var så dybt præget af
kristendommen, at han helt kunne afholde sig fra drab i avind og vrede.
Det påfaldende er derimod, at de voldshandlinger, der skyldes ren
personlig hævnlyst, synes at være få. Det er snarere politiske
grunde, der har ledet ham i de fleste af slige tilfælde. Dette gælder
f.eks. drabet på Eadrik Streon. Eadrik var en engelsk stormand, som
under kampen om Englands krone havde spillet en tvetydigt rolle rolle,
og til slut forrådt Eamund Jærnside. Ved et møde i London 1017, hvor
adskillige af Knuds fjender blev henrettet, forlangte Eadrik løn for
sit forræderi.
"Du drottensviger, hvorledes skulle du være mig tro" råbte
Knud og bød Erik Jarl at dræbe ham. Jarlen løftede sin økse og
huggede ham ned. Langt senere var det, at Knud fattede fjendskab til den
danske jarl, Ulf, som var gift med hans søster Estrid. Ulf havde som
jarl i Danmark stræbt efter en selvstændighed, som ikke kunne forliges
med Knuds magt. Det siges endog, at han på grund af Knuds langvarige
fraværelse fra riget, havde ladet dennes søn, drengen Hardeknud, hylde
som Danmarks konge.
Da Knud så kom til Danmark, tyede Ulf til St. Lucii Kirke i Roskilde,
men Knuds vrede var så stor, at han lod svogeren nedhugge på det
hellige sted. I begge disse tilfælde vendte Knuds fjendskab sig mod
stormænd, som var farlige for hans kongemagt. Men ondskab, øvet for
ondskabens skyld, rent personlig hævnsyge, ondskabsfuld glæde ved at
martre værgeløse fjender, alt det var han fri for.
En
tid tænkte Knud på at frigøre den danske kirke fra ærkebispen i
Bremen, og at lade sin engelske ærkebiskop i Canterbury være dens
leder. Men snart forligede han sig med Bremen og tillod, at en klerk fra
Køln blev biskop i Slesvig. Det hænger sammen med, at Knud sluttede
venskab og forbund med Tysklands konge og Roms kejser, Konrad den
Anden. De trængte til hinandens støtte imod Polen, som på den tid var
blevet en mægtig stat, der udvidede sit herredømme mod vest blandt
Venderne. Knud underlagde sig en stor del af Vendland, eller snarere
fornyede den gamle danske overmagt i disse egne.
Med
rette kaldtes Knud den Rige, eller senere den Store.
Snorre fortæller "I hele hans rige var der så god fred, at ingen
turde bryde den". Han tog skat og skyld af de rigeste blandt alle
nordlandene. Vi har set at de nordlande, han tog skat og skyld af, var
England, Danmark og Vendland. Men hans krav rakte videre ud.
Som Konrad imod syd var kejser over mange lande og fyrster, opfattede
Knud sig som en overherre over alle de nordlige riger. Han kaldte sig
kejser over Bretland, d.v.s. over både Skotland og England, og på mønter,
der er slået i Sigtuna, nævnes han som konge over Sverige. Var nu end
hans magt over Skotland og Sverige næppe stort mere end et navneherredømme,
så vandt han til gengæld virkelig kongedømmet i Norge
I
hans tid fik England også et nyt engelsk aristokrati, der skyldte ham
takken for deres fremgang. I de mange kampe siden 991 var mændene i
mange af de gamle slægter døde i heltemodig kamp, dræbt af kongerne
for mistanke om forræderi eller gået i landflygtighed. Knud videreførte
hovedstrukturen i den engelske kongemagt, men hans mænd var andre end
Æthelreds, og i forbindelse med disse skift skete der store
omfordelinger af jord og ændringer i rigets styrelse.
I
1018 døde kong Harald den II af Danmark, og i vinteren 1019-20 drog
Knud dertil for at sikre magten efter broderen, mens styret i England
blev lagt i hænderne på Thorkild Høje. Fra Danmark sendte Knud et
budskab til det engelske folk, formentlig beregnet på mundtlig fremførelse
ud over riget, hvor han gør rede for sine resultater, at han har sikret
England mod trusler fra dansk side, og han understreger sin rolle som
kristen konge af England og sin autoritet der. Senere blev Thorkild Høje
vistnok Knuds repræsentant i Danmark for den lille Hardeknud. I
1020erne begyndte Knud at gøre krav på Norge, og i 1028 erobrede han
landet fra Olav den Hellige. Snart efter blev det styret af Ælfgifu og
hendes søn Svend. I 1027 underkastede den skotske konge sig, og i det
budskab til det engelske folk, Knud lod sende under rejsen til Rom i
1027, kalder han sig konge af hele England og af Danmark og over nordmændene
og en del af sveerne. I Rom overværede han kroningen af den tyske
kejser Konrad og blev højt æret. Han indgik også praktiske aftaler
til gavn for englændere og skandinaver, og aftalte giftermål med
Konrads søn Henrik, der senere blev kejser, og sin datter Gundhild. Ægteskabet
blev indgået i 1036, men hun døde få år efter.
Knud
blev først og fremmest engelsk konge. Han drog til Skandinavien, når
der opstod problemer bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på England.
Han skabte fred i det gennem mange år hærgede land, og der er heller
ingen tegn på indre oprør. Freden kostede betaling til hans Thinglid,
men det blev formentlig anset for både billigere og behageligere end
plyndringer og udbetaling af danegæld til hærgende fjender.
Knud
lagde vægt på de gamle engelske love, og han var en stor velgører for
kirken. I mange henseender blev han næsten engelsk- engelsk, og han
gjorde under stor publicity afbigt for gamle vikingesynder. For at bøde
kong Edmund af East Anglias martyrdød i 869 byggede han en stor kirke
til klosteret i Bury St. Edmunds. For mordet på ærkebispen af
Canterbury i 1012 lod han under stor ceremoniel dennes lig overføre fra
London til Canterbury. Og som bod for det blodige slag ved Assandun i
1016 lod han bygge en kirke på slagmarken. Mange kirker fik store
gaver, og overdragelsen af en af dem, et gyldent alterkors til New
Minster i Winchester, blev omkring 1031 foreviget i tegning i kirkens
mindebog.
..
Knud
den Store og hans dronning Emma skænker et gyldent alterkors til kirken
New Minster i Winchester. Knuds højre hånd holder om korset, den
venstre om sværdet. Kongeparrets navne er skrevet ved deres hoveder.
Over dronningens står Ælfgyfu, som var hendes Engelske navn. Tegning på
pergament i kirkens mindebog over venner og velgørere, Liber Vitae,som
formentlig blev påbegyndt i 1031. Den er det eneste samtidige billede
af Knud.
.
Der er
opbevaret et vers som Knud den Store selv digtede.
Lifligt
sang de munke af Ely,
da Kong Knud roede der forbi
ror, bådsmænd, nær til land,
at vi kan høre munkenes sang.
Knud
og Emma opholdt sig ofte i Winchester, og her blev han begravet i en
anden af byens hovedkirker, Old Minster, da han døde i 1035, ca. 40 år
gammel. Det var lykkes den meget unge vikingekonge at ændre sit image
til engelsk konge og på fortrinlig vis at varetage embedet.
Men
med Knud var stabiliteten forbi, og det store imperium splittedes
straks. Hardeknud var i Danmark og trods megen modstand fra Emma og
andre blev Ælfgifus søn Harald konge i England. Alfred en af Emmas to
sønner med Æthelred, kom fra Normandiet, men blev dræbt, og Emma måtte
flygte. Harald døde i 1040. Hardeknud og Emma vendte tilbage til
England, hvor han opkrævede en kolossal skat til de 60 skibe i sit følge.
Han døde i 1042," han stod med sin drik og faldt pludselig om med
skrækkelige kramper", fortæller krøniken, og en anden version
skriver," I hele sin regeringstid gjorde han intet, som var en
konge værdigt".
I 1066
blev Harold Godwinsson valgt til konge. Men andre havde kik på tronen,
og i september sejlede Norges konge Harald Hårderåde mod England.
Ligesom Svend Tveskæg ville han begynde sin erobring i Nordengland,
hvor det nordiske befolkningselement var stærkest. Men i slaget ved
Stamford Bridge blev han slået af kong Harold og dræbt. Hertug Vilhelm
af Normandiet landede nu i Sydengland, også med erobring for øje, og
Harold Godwinsson hastede sydpå. I slaget ved Hastings blev hans hær
slået og han selv dræbt, og juledag 1066 blev den normanniske vikingeætling
Vilhelm kronet som Englands konge. Det afgørende slag ved Hastings og
hele baggrunden derfor blev en halv snes år efter gengivet i normannisk
version på det 70 meter lange billedtæppe, som kom til katedralen i
Bayeux i Normandiet.
Med
Vilhelm fik England et helt nyt styre og en fransk-normannisk
overklasse, og der var adskillige oprør. I 1069 blev et stort oprør i
Nordengland slået ned og straffet på usædvanlig brutal vis, og de
store vikingeflåder, der dukkede op i 1069, 1070 og 1075 ledet af
medlemmer af det danske kongehus, fik ingen større betydning. I 1085
organiserede kong Knud af Danmark en vældig flåde for at erobre det
land hans navnefælle og bedstemors broder havde hersket over. Vilhelm
overførte enorme hærstyrker til England, Men Knuds flåde kom aldrig
af sted. Han blev selv opholdt af problemer ved sin sydgrænse, og i
sensommeren spredtes den. Hans embedsmænds voldsomme fremfærd mod dem
der var draget hjem, fremprovokerede et oprør, og kong Knud blev dræbt.
Det skete i den engelske helgen St. Albans kirke i Odense i 1086. Drømmen
om England gjorde Knud til Danmarks første kongehelgen, men ikke til
engelsk vikingekonge. Det var sidste gang England blev søgt erobret fra
Norden.
For
Skandinavien fik Englandseventyrerne kolossal betydning. De som
overlevede, fik del i de vældige sølvmængder udbetalt som Danegæld
og heregeld lige til 1051, samt mellem 991 og 1016 i plyndringsgods,
selv om anførerne sikkert fik mest. Der er udbetalt millioner af mønter.
Kun en brøkdel kendes i dag, men selv det er imponerende, for over
40.000 mønter er fundet i Skandinavien, og tallet vokser stadig.
