fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

English

Nordens folkevandringer

.---------------------------------------------

.

.

.

.

.

.

.

...

..

.

Vikingetogterne

I hen ved tre hundrede år, fra før 800 til hen mod det 11 århundrede, viser den nordiske folkestamme en iøjnefaldende evne til at brede sig ud over nye lande. Nordiske hærskarer sætter sig fast mod vest og mod øst, de optræder i tusindtal i det frankiske område, de hærger middelhavets kyster, og de bliver som hjemme i Konstantinobel, i kejserens gård. Det er en nordisk udvidelsestid, som har sit sidestykke i det 18. og 19. århundredes engelske udvidelse, der førte engelskmænd ud i større eller mindre skarer til alle verdenshaves kyster.

Hvad der var de dybeste årsager til de nordiske søtogter og udvandringer, må vi gætte os til. Vi må tænke os, at bosættelsen og opdyrkningen her i nordens hjemlande var nået så vidt, at det under befolkningens vedblivende tilvækst, synes mange unge mænd det alt for træls, og utaknemmeligt arbejde, at rydde nyt jord, når havet kunne bære dem til rige lande. Og som storkongernes magt steg, blev de gamle småkongers og høvdingers riger på landjorden mindre og mindre. Deres sønner var fødte førere på de eventyrlige vikingetogter, og der var altid nok af modige unge krigere, som ville drage ud med dem.

.

.

Allerede længe havde nordboerne stået højt i den kunst at bygge skibe, lange smalle letbyggede fartøjer, som drives frem med årer. Mast og segl havde de, men kun som underordnet drivkraft.

Medens den urnordiske tids vikingetogt og købmandsrejser til Frisland sikkert har været kystfart, hvor man aldrig tabte land af syne, ser vi i den store vikingetid omkring 800 årene, at nordiske søfarere vover sig ud på åben hav, og pludselig dukker de op i fjerne lande. Først viser de sig i små flokke, som røver kvæg og plyndrer et par gårde eller et kloster, som ligger lige ved kysten. Snart slår de sig sammen i større og større skarer, der sommeren igennem hærger langs kysterne. Af og til røver de heste og vover sig på flere dages togt ind i landet. Om vinteren er det ikke alle der drager hjem, nogle overvintrer f.eks. på en ø i en flodmunding, og tager fat igen tidlig næste forår. Til sidst ser vi dem komme i store flåder, der landsætter store hære som bliver i landet. De kæmper sig frem fra år til år, og ender med at lægge hele riger under sig. Fra hjemlandet kommer der stadig skibe med nye krigere. Tit er kvinder og børn med.

Ved slutningen af 900 årene ser man nordboerne bosat og herskende i vidtstrakte lande, langt uden for nordens enemærker. Vi træffer vore landsmænd som herrer dybt inde i østeuropas stepper, og på det meste af de Britiske Øer, på Island og snart også ved Seinens munding, samtidig med at menneskene ved alle europas kyster var bange for vikingeskibene med dragestævnene og ravnebannerne.

.


:
Vikingernes foretrukne våben var den bredbladede kampøkse, som kun vikingerne brugte.
Sværdet var et meget brugt krigsvåben, og var gerne af høj kvalitet. Mange sværd kom fra Rhinlandet på grund af deres høje kvalitet.
Vikingernes hjælme var lavet af metal.
Vikingernes skjold var lavet af træ, beslået med jern og dekoreret med maling.

.

Det er ikke altid let at afgøre, fra hvilken egn i Norden hver enkelt vikingehær kom. De hjemsøgte folk, fra hvis krøniker vi må hente vor viden, kunne næppe adskille nordens stammer, som talte samme sprog. Det er indlysende at de hærskarer, som drog ad østervejen til finnernes og slavernes lande, for den største del er kommet fra Svealand (Sverige). Det er ligeledes umiddelbart sandsynligt, at øerne i nordhavet især var norske skibes mål, men om de hæres hjemland, der søgte til Britanien og Frankerriget, har der været en del tvivl. Krønikeskriverne derfra synes at kalde de fremmede for daner og normanner nogenlunde i flæng, og i hvert fald er disse to navne ikke tydelige. Normanner betyder egentlig "mænd fra Norge". Daner er ganske vist kun navn på danmarks folk, men da dette var både det nærmeste og det mægtigste af alle nordiske folkeslag, er det rimelig at mange frankiske skribenter også har overført det på andre nordboer. Det er også sandsynligt at danerhærene også har haft folk fra Viken i Norge og vestgøter fra Svealand. Den største vikingetal er kommet fra Danmark og dets naboegne, men det var ikke herfra at vikingetogterne startede.
Det var omkring 790 at indbyggerne ved nordenglands kyst en dag så sejl dukke op over havet. Fremmede skibe stævnede mod land og vilde krigere betræder kysten. Den angelsaksiske krønike siger, det var tre skibe fra Hæreqaland. Det kan næppe betyde andet end Hørdaland, det velkendte vestnorske landskab, hvis navn i datidens nordiske sprog har lydt Haruqaland.

Fra denne nordiske egn startede vikingetogterne op, beliggende lige ved havet, og de har været vandt til at færdes på vandet, og var de første på åben hav.

Ret vester ud for Hardanger Fjord, kun et par dages sejlads borte, stiger Shetlandsøernes brinker op af havet. Og derfra lå vejen givet mod syd til Orkneyøerne, siden til Skotlands kyst og over til Irland.

Mens danerne og de andre stammer, som med dem søgte langs vesterhavets kyst, og ad den vej fandt over til angelsaksernes og irernes riger, fandt vestnorges vikinger over det åbne hav, vej til de samme egne. Nordboerne og danerne standsede ikke her, de sejlede gennem den engelske kanal, og videre mod syd, sejlede gennem Gibraltar strædet og ind i Middelhavet.
Det var en forskelligartet og broget verden vore forfædre nu lærte at kende. Det var forskellige folkeslag med højest forskellig kulturpræg de hjemsøgte, og som de selv lærte af. Dybt har nordboerne på flere steder grebet ind i disse folks liv, men endnu dybere blev norden selv påvirket af det nye og fremmede.

 

...

 

 
  www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21