Syd for kanalen rådede
frankerne. Kærnen i deres rige var det egentlige frankerland ved
Rhinens nedre løb, og i det nordøstlige af det nuværende
Frankrig. Der ud fra strakte herskerne af Karolingernes stamme
deres vælde mod vest til havet, mod syd imod Pyrenærerne og til
Middelhavet, mod øst langt ind i sydtyskland.
.
Kejser Karl den Store
|
.
.
Fra 768 til 814
herskede Karl den Store, som hævede frankernes magt
til dens største højde. Han udvidede riget til alle
sider. Han overskred Pyrenærerne, han indtog det
meste af Italien, og han lagde alle tyske stammer
under sig, også de hidtil uafhængige Saksere.
Ingen hersker i det kristne Vesteuropa havde siden
romerrigets dage nået så stor magt som ham. Med
nogen ret kunne han forlange, at regnes for
romerkejserens arvtager, og juledag år 800 satte
Paven i Peterskirken kejserkronen på hans hoved.
|
.
Efter Karl den Stores død
gik det tilbage. Hans søn Ludvig den Fromme mægtede ikke at
holde rigsfred. Derpå fejdede Ludvigs tre sønner mod hinanden,
og endte med at dele riget i tre: Frankrig, Italien og Tyskland,
(som i den første tid blev kaldt østfranken). Opløsningen
fortsatte, især i Frankrig. Greverne, som hidtil havde været
kongens ombudsmænd, tilrev sig den virkelige regeringsmagt, så
hver havde sit grevskab. Riget holdtes kun sammen af det svage bånd,
at de mægtigste stormænd svor kongen lensed, og blev hans vasaller.
Storvasallerne var nu de virkelige regenter, hvert af de store len, et rige for sig. Til forsvar havde man rytterhærene.
Kysterne lå åbne, ingen tænkte sig, at havet kunne vise sig som
en vej for fjender, og at floderne kunne blive hærveje, der førte
fjender dybt ind i landenes indre.
Allerede Karl den Store stødte
sammen med danerne. Da han i blodige kampe, med sværd og økse og
tvangsdåb kuede det saksiske bondefolk ved Weser og Elben, søgte
sakserhøvdinger ly og hjælp hos danerne. Da han havde fuldbyrdet
undertrykkelsen og var nået til grænsen i Holsten, var han
danerkongens nabo. Kong Gudfred rustede sig. Han byggede en
forsvarsvold, sikkert der hvor Dannevirke ligger, og gjorde klar
til krig. Men Gudfred blev dræbt inden det hele startede, og man
kan gisne om hvorfor.
Der sluttedes fred, og grænsen mellem frankernes og danernes
riger går langs Ejderen.
Nordiske købmænd og krigere
har før denne tid haft en del samkvem med Frisland og
Frankerriget. Men nu er det som om at sluserne åbnes. Gennem 900
årene myldrer hver sommer drageskibe frem mod de frankiske kyster
og plyndrer kirker og klostre. De lærer snart at udnytte, når
strid gør riget svagt, og især når tøbrud gav floderne højere
vandstand og bredere flodleje, kunne de lettere klare sig.
I året 845 sendte danerkongen Hårik, Gudfreds søn, en flåde på
600 skibe op ad Elben. Den indtog Hamborg, hærgede staden og brændte
dens kirke, mens Ansgar med nød og næppe frelste dens relikvier.
Samme år i marts trængte vikinger under Regner Lodbrog for første
gang ind ad Seinen og hærgede Paris. Snart efter tog vikingerne
vinterlejr i seinelandet. Det var i 851, samtidig med vinterlejren
på Thanet. Ved Rhinens, Seinens, Loires og Garonnes mundinger
opstod vikingebebyggelser.
Flere gange angreb og hærgede
normannerne Paris. Navnkundigst er dog det angreb de foretog i
885, og som blev afslået. Nogle træk fra disse kampe viser
hvordan normannernes krigskunst var.
Paris lå på en ø i Seinen. Både til flodens nordlige og
sydlige side førte broer, hver dækket at et fæstningstårn på
fastlandssiden. Uden for dette lå kun små åbne forsteder, som i
tilfælde af angreb måtte prisgives. Vikingerne kom hertil sidst
på året 885 og forlangte kun fri gennemfart til de indre
landskaber, men den blev dem nægtet, og de måtte kæmpe sig
igennem.
Indtil to mil fra byen var Seinen fyldt med skibe, 700 større
fartøjer foruden utallige mindre. Samtidige kilder sætter
vikingernes tal til 30-40.000. De førtes af Kong Sigfred.
Da deres første stormløb blev slået tilbage, byggede de sig på
højre seinebred en fast lejr med skanser af sten og jord. Herfra
strejfede de vidt om til hest og til fods, dræbte hustruer for øjnene
af deres mænd og børn foran deres forældre, og slæbte fødemidler
sammen for at have forråd til vinteren. Tillige skaffede de sig
bedre redskaber. De gav sig til at bygge store vogne, hver med 16
hjul, forsynede med tage der hvilede på svære egestammer. Hver
af dem kunne rumme 60 brynjeklædte mænd. I læ af dem skulle
murvæddere føres frem. Men frankerne fik dette forhindret ved at
nedskyde de håndværkere der sattes til det. Man dannede da af
udspændte oksehuder henved 4000 dæktage, der hver kunne dække
4- 6 mand. Og under disse tæt sluttede, som var det et stort
skjoldtag, rykkede hæren frem mod tårnet på nordsiden og førte
væddere mod dens mur, medens frankerne lod svære bjælker,
besatte med jerntænder, falde ned over dem, og bliderne
udslyngede så store sten, at de knuste skjoldene, og kæmperne
under dem. Så lastede vikingerne tre skibe med træstammer, stak
dem i brand, og lod dem drive ind mod broen. I Paris opstod den
vildeste fortvivlelse ved synet af de brændende skibe, mens
normannerne råbte af glæde. Da standsedes skibene af broens
underbygning, og frankerne fik skibene sænket.
Senere rev den opsvulmende flod
en nat den sydlige bro af, vikingerne overmandede den afskårne
besætning i tårnet på sydsiden, men byen fik de ikke taget. Der
kom en østfrankisk hær til undsætning. Da det kneb undveg
vikingerne kampen i åben mark og drog ind til deres forskansede
lejr, indtil undsætningshæren trak sig tilbage, uden at have
kunnet fordrive vikingerne.
Senere kom der atter en hjælpehær. Under kampen lokkede
vikingerne dens fører, grev Henrik, hen over nogle løbegrave de
havde gravet, og derpå skjult under grene og strå. Grevens hest
styrtede, og vikingerne huggede ham ned. Således bølgede kampen
frem og tilbage i mange måneder. Til sidst da vikingerne forsøgte
en afgørende storm mod Parises mure, kom en så stor hjælpestyrke
at vikingerne måtte vige.
Så indtraf den dorske kejser, Karl den Tykke, omsider med sin
store hær og drog ind i staden. Men nu tilstod kejseren den svækkede
normannerhær, hvad pariserne havde nægtet dem, vikingerne fik
lov til at tage vinterophold i Burgund, langt oven for Paris, og
skulle have 700 pund sølv i løsepenge for byen. Pariserne
harmedes over denne forsmædelige fred, og ville ikke tillade
vikingeskibene at sejle forbi deres by. Normannerne måtte da trække
skibene 2000 skridt over land for atter at sætte dem i floden
oven for Paris.
I de følgende år hærgede de
snart det ene og snart det andet af Frankrigs landskaber med
skiftende held.
.
Nogle af de mest
sagnomspundne ekspeditioner nåede helt ned i middelhavet. Den første
sikkert bevidnede ekspedition til Spanien fandt sted i 844. Her
blev bl.a. Sevilla erobret, men maurerne drev snart vikingerne på
flugt. Det mest berømmelige togt blev ledet af høvdingerne Bjørn
Jernside og Hasting, der drog ud fra Loire i 859 med 62 skibe og først
kom hjem tre år senere efter at have besøgt mange steder, bl. a.
Spanien, Nordafrika, Rhonedalen og Italien og taget stort bytte og
mange fanger. Meget mistede de igen på tilbagevejen, men rygtet
om deres bedrifter nåede langt omkring. Herom fortælles både i
de samtidige annaler fra St. Bertin, i arabiske kilder og i sene
normanniske og nordiske overleveringer.
Dudo beretter således
i sin bog om de normanniske herskere, at de to høvdinge med stor
snedighed indtog den lille norditalienske by Luna i den tro, at
det var Rom. Historien er underholdende, men det er ikke troligt,
at så erfarne vikinger tog så meget fejl. Det vides imidlertid
bl. a. at de havde vinterlejr i la Camargue i Rhonedeltaet og
herfra plyndrede langt op i landet, samt at de i Italien plyndrede
både Pisa og andre byer, heriblandt måske Luna, som ligger blot
60 km. sydligere.
.
