fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

English

Vikingerne og Frankerne

.---------------------------------------------

.

.

Fotos

Runestenene i Jelling

Jelling Kirke

Jellinghøjene

.

.

.

.

.

.

.

...

.

Syd for kanalen rådede frankerne. Kærnen i deres rige var det egentlige frankerland ved Rhinens nedre løb, og i det nordøstlige af det nuværende Frankrig. Der ud fra strakte herskerne af Karolingernes stamme deres vælde mod vest til havet, mod syd imod Pyrenærerne og til Middelhavet, mod øst langt ind i sydtyskland.
.



Kejser Karl den Store

.

.
Fra 768 til 814 herskede Karl den Store, som hævede frankernes magt til dens største højde. Han udvidede riget til alle sider. Han overskred Pyrenærerne, han indtog det meste af Italien, og han lagde alle tyske stammer under sig, også de hidtil uafhængige Saksere.
Ingen hersker i det kristne Vesteuropa havde siden romerrigets dage nået så stor magt som ham. Med nogen ret kunne han forlange, at regnes for romerkejserens arvtager, og juledag år 800 satte Paven i Peterskirken kejserkronen på hans hoved.

.
Efter Karl den Stores død gik det tilbage. Hans søn Ludvig den Fromme mægtede ikke at holde rigsfred. Derpå fejdede Ludvigs tre sønner mod hinanden, og endte med at dele riget i tre: Frankrig, Italien og Tyskland, (som i den første tid blev kaldt østfranken). Opløsningen fortsatte, især i Frankrig. Greverne, som hidtil havde været kongens ombudsmænd, tilrev sig den virkelige regeringsmagt, så hver havde sit grevskab. Riget holdtes kun sammen af det svage bånd, at de mægtigste stormænd svor kongen lensed, og blev hans vasaller.
Storvasallerne var nu de virkelige regenter, hvert af de store len, et rige for sig. Til forsvar havde man rytterhærene. Kysterne lå åbne, ingen tænkte sig, at havet kunne vise sig som en vej for fjender, og at floderne kunne blive hærveje, der førte fjender dybt ind i landenes indre.

Allerede Karl den Store stødte sammen med danerne. Da han i blodige kampe, med sværd og økse og tvangsdåb kuede det saksiske bondefolk ved Weser og Elben, søgte sakserhøvdinger ly og hjælp hos danerne. Da han havde fuldbyrdet undertrykkelsen og var nået til grænsen i Holsten, var han danerkongens nabo. Kong Gudfred rustede sig. Han byggede en forsvarsvold, sikkert der hvor Dannevirke ligger, og gjorde klar til krig. Men Gudfred blev dræbt inden det hele startede, og man kan gisne om hvorfor.
Der sluttedes fred, og grænsen mellem frankernes og danernes riger går langs Ejderen.

Nordiske købmænd og krigere har før denne tid haft en del samkvem med Frisland og Frankerriget. Men nu er det som om at sluserne åbnes. Gennem 900 årene myldrer hver sommer drageskibe frem mod de frankiske kyster og plyndrer kirker og klostre. De lærer snart at udnytte, når strid gør riget svagt, og især når tøbrud gav floderne højere vandstand og bredere flodleje, kunne de lettere klare sig.
I året 845 sendte danerkongen Hårik, Gudfreds søn, en flåde på 600 skibe op ad Elben. Den indtog Hamborg, hærgede staden og brændte dens kirke, mens Ansgar med nød og næppe frelste dens relikvier. Samme år i marts trængte vikinger under Regner Lodbrog for første gang ind ad Seinen og hærgede Paris. Snart efter tog vikingerne vinterlejr i seinelandet. Det var i 851, samtidig med vinterlejren på Thanet. Ved Rhinens, Seinens, Loires og Garonnes mundinger opstod vikingebebyggelser.

Flere gange angreb og hærgede normannerne Paris. Navnkundigst er dog det angreb de foretog i 885, og som blev afslået. Nogle træk fra disse kampe viser hvordan normannernes krigskunst var.
Paris lå på en ø i Seinen. Både til flodens nordlige og sydlige side førte broer, hver dækket at et fæstningstårn på fastlandssiden. Uden for dette lå kun små åbne forsteder, som i tilfælde af angreb måtte prisgives. Vikingerne kom hertil sidst på året 885 og forlangte kun fri gennemfart til de indre landskaber, men den blev dem nægtet, og de måtte kæmpe sig igennem.
Indtil to mil fra byen var Seinen fyldt med skibe, 700 større fartøjer foruden utallige mindre. Samtidige kilder sætter vikingernes tal til 30-40.000. De førtes af Kong Sigfred. Da deres første stormløb blev slået tilbage, byggede de sig på højre seinebred en fast lejr med skanser af sten og jord. Herfra strejfede de vidt om til hest og til fods, dræbte hustruer for øjnene af deres mænd og børn foran deres forældre, og slæbte fødemidler sammen for at have forråd til vinteren. Tillige skaffede de sig bedre redskaber. De gav sig til at bygge store vogne, hver med 16 hjul, forsynede med tage der hvilede på svære egestammer. Hver af dem kunne rumme 60 brynjeklædte mænd. I læ af dem skulle murvæddere føres frem. Men frankerne fik dette forhindret ved at nedskyde de håndværkere der sattes til det. Man dannede da af udspændte oksehuder henved 4000 dæktage, der hver kunne dække 4- 6 mand. Og under disse tæt sluttede, som var det et stort skjoldtag, rykkede hæren frem mod tårnet på nordsiden og førte væddere mod dens mur, medens frankerne lod svære bjælker, besatte med jerntænder, falde ned over dem, og bliderne udslyngede så store sten, at de knuste skjoldene, og kæmperne under dem. Så lastede vikingerne tre skibe med træstammer, stak dem i brand, og lod dem drive ind mod broen. I Paris opstod den vildeste fortvivlelse ved synet af de brændende skibe, mens normannerne råbte af glæde. Da standsedes skibene af broens underbygning, og frankerne fik skibene sænket.

Senere rev den opsvulmende flod en nat den sydlige bro af, vikingerne overmandede den afskårne besætning i tårnet på sydsiden, men byen fik de ikke taget. Der kom en østfrankisk hær til undsætning. Da det kneb undveg vikingerne kampen i åben mark og drog ind til deres forskansede lejr, indtil undsætningshæren trak sig tilbage, uden at have kunnet fordrive vikingerne.
Senere kom der atter en hjælpehær. Under kampen lokkede vikingerne dens fører, grev Henrik, hen over nogle løbegrave de havde gravet, og derpå skjult under grene og strå. Grevens hest styrtede, og vikingerne huggede ham ned. Således bølgede kampen frem og tilbage i mange måneder. Til sidst da vikingerne forsøgte en afgørende storm mod Parises mure, kom en så stor hjælpestyrke at vikingerne måtte vige.
Så indtraf den dorske kejser, Karl den Tykke, omsider med sin store hær og drog ind i staden. Men nu tilstod kejseren den svækkede normannerhær, hvad pariserne havde nægtet dem, vikingerne fik lov til at tage vinterophold i Burgund, langt oven for Paris, og skulle have 700 pund sølv i løsepenge for byen. Pariserne harmedes over denne forsmædelige fred, og ville ikke tillade vikingeskibene at sejle forbi deres by. Normannerne måtte da trække skibene 2000 skridt over land for atter at sætte dem i floden oven for Paris.

I de følgende år hærgede de snart det ene og snart det andet af Frankrigs landskaber med skiftende held.
.

Nogle af de mest sagnomspundne ekspeditioner nåede helt ned i middelhavet. Den første sikkert bevidnede ekspedition til Spanien fandt sted i 844. Her blev bl.a. Sevilla erobret, men maurerne drev snart vikingerne på flugt. Det mest berømmelige togt blev ledet af høvdingerne Bjørn Jernside og Hasting, der drog ud fra Loire i 859 med 62 skibe og først kom hjem tre år senere efter at have besøgt mange steder, bl. a. Spanien, Nordafrika, Rhonedalen og Italien og taget stort bytte og mange fanger. Meget mistede de igen på tilbagevejen, men rygtet om deres bedrifter nåede langt omkring. Herom fortælles både i de samtidige annaler fra St. Bertin, i arabiske kilder og i sene normanniske og nordiske overleveringer.

Dudo beretter således i sin bog om de normanniske herskere, at de to høvdinge med stor snedighed indtog den lille norditalienske by Luna i den tro, at det var Rom. Historien er underholdende, men det er ikke troligt, at så erfarne vikinger tog så meget fejl. Det vides imidlertid bl. a. at de havde vinterlejr i la Camargue i Rhonedeltaet og herfra plyndrede langt op i landet, samt at de i Italien plyndrede både Pisa og andre byer, heriblandt måske Luna, som ligger blot 60 km. sydligere.

.

.

 
  www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21