Ved Seinens nedre løb og
kystegnene var normannerne herrer. De havde hjemsøgt dette område
så tit og så grundigt, at de kristne her havde opgivet alt
forsvar. Her opstod det mægtige og navnkundige vikingerige
"Normannerlandet" Normandiet. Om dets nye herrer for største
delen var kommet fra Danmark eller Norge, er historikerne i tvivl
om. Normandiets egen hjemlige overlevering peger på Danmark og gør
vikingernes overanfører Rollo til en dansk kongesøn, men en
norsk sagn nævner ham som Ganger Rolf, en jarlesøn fra Møre.
Det må dog regnes for sandsynligst, at de vældige hærskarer,
som en menneskealder igennem hærgede, affolkede og til sidst
underlagde sig det nordfranske land, er udgået fra Danmark og
Viken. Det har været flere jævnbyrdige høvdinger, hver med sine
langskibe, som ved sammenslutning har dannet den store hær.
Normandiets historieskriver Dudo fortæller følgende: Da Rollo
var landet ved Seinen, sendte frankerne nogle riddere ud for at
forhandle med vikingerne. Da de nåede flodbredden, standsede de
og råbte: "Vi riddere, som er udsendt af frankernes konge,
forlanger at i siger os, hvem i er, hvor i kommer fra, og hvad i søger"
Svaret lød: "Vi er daner, vi kommer fra Danmark, og vi vil
vinde Frankrig".
Atter spurgte frankerne:" Hvad navn har eders herre?"
De fik til svar:" Intet, fordi vi alle er lige".
På ny spurgte ridderne:" vil i give jer under Karl,
frankernes konge, gå i hans tjeneste, og tage rigelig løn af
ham?"
De svarede: "Vi vil aldrig give os under nogen herre, ikke
tjene og ikke tage løn af nogen. Den løn tykkes os bedst, som vi
vinder ved våben og dåd".
Hvad vil i da gøre, råbte frankerne. Svaret var "Skynd jer
snarest mulig bort og tøv ikke længere, vi skøtter lidet om
eders lange snak, ej heller vil vi fortælle jer, hvad vi har i
sinde.
Efter at normannerhærene
allerede i mange år faktisk havde været herre over seinelandet,
blev dette i året 912 ligefrem afstået til dem af frankerkongen
Karl den Enfoldige. Rollo og hærens andre høvdinge delte landet
mellem sig som ligestillede fæller, men med tiden fik Rollo mere
og mere forrangen i anseelse og magt. Han og hans efterkommere sad
da som næsten uafhængige hertuger i Normandiet, frankerkongen
var deres lensherre, men ejede i virkeligheden ingen videre
myndighed over dem. Straks ved freden 912 havde de taget dåben.
Det varede heller ikke længe, før de tilegnede sig frankernes
sprog, og med tiden glemte de deres eget. Længst holdt det danske
sprog sig i Bayeux. I normanniske person og stednavne kan de
nordiske spor følges helt ned til nutiden.
Idet normannerne gik op i det
franske folk, tilførte de dette frisk og djærv foretagsomhed, både
i handel, i statslivet og i digtningen. Den gamle vikingeånd uddøde
ikke med modersmålet. Ved år 1020-30 gik en skare normanniske
riddere til syditalien, tog del i de evindelige kampe der, mellem
kristne og saracener, satte sig fast i landet og vandt sig et
stort rige. Det var kongeriget "begge Sicilierne", som
under skiftende skæbner vedblev at være selvstændig stat indtil
1860. En menneskealder senere sejlede Normandiets hertug Vilhelm
Erobreren med sine mænd til England 1066, indtog hele dette rige
og grundlagde her tidens bedst organiserede stat.
.
Del af Bayeux Tapetet
.
En broder til Vilhelm Erobreren
lod til minde om erobringen udføre et 70 meter langt, broderet
tapet med 70 billeder af krigen og dens forhistorie. Dette "
Bayeux- Tapet", af hvilket der findes en tro genpart på
Frederiksborgmuseet giver os mangfoldige oplysninger om tidens
krigskunst og dens liv.
De norske riger i Irland og
Skotland, det store danske rige i England, det nordiske hertugdømme
ved Seinen, det var vikingetidens største og vigtigste
statsdannelser mod vest. Men på de folketomme, eller næsten
folketomme øer i Nordhavet opstod på samme tid andre nordiske
samfund, først og fremmest fristatssamfundet på Island. Det blev
ikke koloniriger, som i nogle menneskealdre bevarede nordisk
folkesæt, for derpå at gå op i de fremmede folk, det blev
varige udvidelser af nordboernes område, og deres historie, som
endnu i vore dage er en del af nordens.
.
.
.
