Af en hel anden natur var de
vikingevandringer, som fra sveernes land gik op ad floderne i
finnernes og slavernes lande, syd for den finske bugt. Det er
"østervejen", her møder vi lignende statsdannelser som
i England og Normandiet.
De nordiske eventyrer som søgte
den vej, kaldtes "rus". Snart som krigere, snart som købmænd
sejlede de op ad østersøfloderne, trak deres lette fartøjer
over land, når det behøvedes, og nåede på den måde
sortehavsfloderne, især Dnjepr, som førte dem mod syd, ned mod
det græske kejserrige. Allerede 839 stødte de for første gang
sammen med grækerne, og 880 trængte de ned i det Kaspiske Hav,
hvor de mødte araberne.. En Arabisk historieskriver fra tiden
omkring 912 e.Kr. beskriver "russerne" (nordboerne, særlig
sveerne) som højvoksne, og et kønt ydre. De viser stor
dristighed i angreb, men denne dristighed viser de ikke til hest.
De foretager alle deres krigstogter med skib. De bærer vide benklæder,
til hvert par går der 100 alen tøj. Når en af de fornemme dør,
opkaster de en grav i form af et stort hus, lægger ham i det og
sammen med ham hans klæder, og de guldarmbånd han har båret,
forråd af levnedsmidler, kar med drikkevarer og mønter. Samme
forfatter omtaler, at de afgjorde indbyrdes stridigheder ved
tvekampe: Den hvis sværd er skarpest, får ret.
Ligeledes beskriver han deres ofringer af mænd, kvinder og heste.
Præsten tager da manden, kvinden eller dyret, lægger en snare
omkring dets hals og hænger ofret op i et træ.
Man genkender i denne skildring let vore forfædres levesæt,
rettergang, gravskik o.s.v. En anden araber skrev om dem: Aldrig
har jeg set mere kæmpestore mennesker, de er høje som palmetræer,
rødkinnede og rødhårede.
Det er disse kæmpehøje nordiske "russer", som har
grundlagt det mægtige russiske rige og givet det navn. Høvdingen
Rurik gjorde sig til herre i Holmgård (Novgorod) og undertvang de
omboende slaviske stammer. To af hans mænd indtog Kønugaard
(Kijev) , grundlagde eget rige der, som senere forenedes med det i
Novgorod. Flere og flere egne lagdes under dette store Gardarike,
"riget ved gårdene". I de første slægtled bærer
fyrsteætten nordiske navne, som let genkendes i den slaviske
forklædning. Rurik er =Rørik, Oleg=Helge, Olga=Helga,
Igor=Ingvar o.s.v. Navnet "rus", som hidtil kun betød
de nordiske erobrere, overførtes efterhånden på de underkuede
slaviske stammer, som var langt talrigere end deres herrer, og på
hele det land, som hørte under Kijev. Og da "russerne"
siden opgav deres eget sprog og tog slavernes i stedet, kom deres
nordiske navn til at betyde et rent slavisk talende folk. Ved
Gardarikes grundlæggelse var både nordboer og slaver hedninger,
men missionen fra Konstantinobel fik indgang, og omkring år 1000
tog Kong Vladimir kristendommen. Hans søn Jaroslav (død 1054)
stod endnu i livlig forbindelse med norden, han var gift med Olof
Skotkonges datter Ingegerd, og Harald Hårderåde blev gift med
Jaroslavs datter Elisabeth. Men efter hans død ophørte
forbindelsen, og russernes kongsgård blev rent slavisk.
I det par hundrede
år, da russerne endnu ikke helt var slaviserede, gik jævnlig nye
udvandrerstrømme fra Svealand over til Gardarike. Disse ny
krigerflokke kaldtes "væringer". Mange af dem søgte længere
mod syd til den store rige kejserstad ved Bosporus, som nordboerne
kaldte "Den store Gård": Miklagård, hvor kejseren
gerne hvervede dem til sin livvagt. Talrige svenske runestene er
rejst til minde om slige grækenlandsfarere. I Kejserens tjeneste
kom de ud i hærfærd, rundt i østerlandene. De var den græske hærs
ypperste korps.
.
Blysigil for væringernes
tolk i Konstantinobel
.
Ved Athens havn Piræus stod
en marmorløve, et værk fra den oldgræske kunsts tid, som senere
er ført til Venezia. På to sider indhuggede en væring en
ormslynget runeindskrift, som nu desværre er udvisket og ulæselig,
men ved sin blotte tilværelse er et vidnesbyrd om vor
folkestammes færd i disse fjerne egne. Ormslyngningernes form
viser, at runeristeren har haft hjemme i Upland.
De slaviske
folkeslag, som nordboerne undertvang stod tilbage for disse i
dannelse. Men i det græske rige og hos araberne så nordboerne en
udviklet og forfinet kultur. Nogen dybere eller stærkere påvirkning
af denne synes nordboerne ikke at have bragt med til hjemmet.
Dertil har afstanden vel været for stor, både i rum og i åndspræg.
Men en livlig handelsforbindelse har der været. Herom vidner de
tusinder af arabiske og græske mønter fra vikingetidens århundreder,
som nåede op til norden. Det var Gulland og Købingerne i
Svealand, som svang sig op ved denne handel.
.
.
Arabisk sølvmønt, præget
år 903 i Samarkand
Fundet på Gulland
.
De her skildrede bosættelser og
krigerkolonier gik ganske vist tabt for norden. Men der var dog
flere menneskealdre, navnlig i 900 årene, da alle de udvandrende
flokke vedblev at stå i forbindelse med hjemlandet. Samtidig
dermed gik nordmændene ad vestervejen helt over til Amerika.
Dengang lød vort modersmål i Ruslands "gårde", ved
Bosporus strande, på Northumberlands agre, ved Islands og Grønlands
fjorde.
.
.
.
