fortidensjelling    danmarkskonger    onlinephotos    fotos    links           

 

jellinghøjene og kirken

 

Sveerne

Kort over Danmark

.
.

.

 

.

.

.

....

.

.

 

Runestenene i Jelling
Jelling Kirke
Jellinghøjene
Runemester 2004

.

.
.

Af en hel anden natur var de vikingevandringer, som fra sveernes land gik op ad floderne i finnernes og slavernes lande, syd for den finske bugt. Det er "østervejen", her møder vi lignende statsdannelser som i England og Normandiet.

De nordiske eventyrer som søgte den vej, kaldtes "rus". Snart som krigere, snart som købmænd sejlede de op ad østersøfloderne, trak deres lette fartøjer over land, når det behøvedes, og nåede på den måde sortehavsfloderne, især Dnjepr, som førte dem mod syd, ned mod det græske kejserrige. Allerede 839 stødte de for første gang sammen med grækerne, og 880 trængte de ned i det Kaspiske Hav, hvor de mødte araberne.. En Arabisk historieskriver fra tiden omkring 912 e.Kr. beskriver "russerne" (nordboerne, særlig sveerne) som højvoksne, og et kønt ydre. De viser stor dristighed i angreb, men denne dristighed viser de ikke til hest. De foretager alle deres krigstogter med skib. De bærer vide benklæder, til hvert par går der 100 alen tøj. Når en af de fornemme dør, opkaster de en grav i form af et stort hus, lægger ham i det og sammen med ham hans klæder, og de guldarmbånd han har båret, forråd af levnedsmidler, kar med drikkevarer og mønter. Samme forfatter omtaler, at de afgjorde indbyrdes stridigheder ved tvekampe: Den hvis sværd er skarpest, får ret.
Ligeledes beskriver han deres ofringer af mænd, kvinder og heste. Præsten tager da manden, kvinden eller dyret, lægger en snare omkring dets hals og hænger ofret op i et træ.
Man genkender i denne skildring let vore forfædres levesæt, rettergang, gravskik o.s.v. En anden araber skrev om dem: Aldrig har jeg set mere kæmpestore mennesker, de er høje som palmetræer, rødkinnede og rødhårede.

Det er disse kæmpehøje nordiske "russer", som har grundlagt det mægtige russiske rige og givet det navn. Høvdingen Rurik gjorde sig til herre i Holmgård (Novgorod) og undertvang de omboende slaviske stammer. To af hans mænd indtog Kønugaard (Kijev) , grundlagde eget rige der, som senere forenedes med det i Novgorod. Flere og flere egne lagdes under dette store Gardarike, "riget ved gårdene". I de første slægtled bærer fyrsteætten nordiske navne, som let genkendes i den slaviske forklædning. Rurik er =Rørik, Oleg=Helge, Olga=Helga, Igor=Ingvar o.s.v. Navnet "rus", som hidtil kun betød de nordiske erobrere, overførtes efterhånden på de underkuede slaviske stammer, som var langt talrigere end deres herrer, og på hele det land, som hørte under Kijev. Og da "russerne" siden opgav deres eget sprog og tog slavernes i stedet, kom deres nordiske navn til at betyde et rent slavisk talende folk. Ved Gardarikes grundlæggelse var både nordboer og slaver hedninger, men missionen fra Konstantinobel fik indgang, og omkring år 1000 tog Kong Vladimir kristendommen. Hans søn Jaroslav (død 1054) stod endnu i livlig forbindelse med norden, han var gift med Olof Skotkonges datter Ingegerd, og Harald Hårderåde blev gift med Jaroslavs datter Elisabeth. Men efter hans død ophørte forbindelsen, og russernes kongsgård blev rent slavisk.

I det par hundrede år, da russerne endnu ikke helt var slaviserede, gik jævnlig nye udvandrerstrømme fra Svealand over til Gardarike. Disse ny krigerflokke kaldtes "væringer". Mange af dem søgte længere mod syd til den store rige kejserstad ved Bosporus, som nordboerne kaldte "Den store Gård": Miklagård, hvor kejseren gerne hvervede dem til sin livvagt. Talrige svenske runestene er rejst til minde om slige grækenlandsfarere. I Kejserens tjeneste kom de ud i hærfærd, rundt i østerlandene. De var den græske hærs ypperste korps.

.


Blysigil for væringernes tolk i Konstantinobel

.
Ved Athens havn Piræus stod en marmorløve, et værk fra den oldgræske kunsts tid, som senere er ført til Venezia. På to sider indhuggede en væring en ormslynget runeindskrift, som nu desværre er udvisket og ulæselig, men ved sin blotte tilværelse er et vidnesbyrd om vor folkestammes færd i disse fjerne egne. Ormslyngningernes form viser, at runeristeren har haft hjemme i Upland.

De slaviske folkeslag, som nordboerne undertvang stod tilbage for disse i dannelse. Men i det græske rige og hos araberne så nordboerne en udviklet og forfinet kultur. Nogen dybere eller stærkere påvirkning af denne synes nordboerne ikke at have bragt med til hjemmet. Dertil har afstanden vel været for stor, både i rum og i åndspræg. Men en livlig handelsforbindelse har der været. Herom vidner de tusinder af arabiske og græske mønter fra vikingetidens århundreder, som nåede op til norden. Det var Gulland og Købingerne i Svealand, som svang sig op ved denne handel.

.

Arabisk sølvmønt, præget år 903 i Samarkand
Fundet på Gulland
.

De her skildrede bosættelser og krigerkolonier gik ganske vist tabt for norden. Men der var dog flere menneskealdre, navnlig i 900 årene, da alle de udvandrende flokke vedblev at stå i forbindelse med hjemlandet. Samtidig dermed gik nordmændene ad vestervejen helt over til Amerika.
Dengang lød vort modersmål i Ruslands "gårde", ved Bosporus strande, på Northumberlands agre, ved Islands og Grønlands fjorde.

Så udstrakt er den verden, hvor nordboerne følte sig hjemme i de slægtled, da hedningetroen skød sine fagreste skud i sang og sagn, inden den veg for kristendommen.

...

 

 
 

www.fortidensjelling.dk     Erik Lynge Stenager     Privacy. ©2012-15