fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

Vort urnordiske modersmål

.---------------------------------------------

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11

.

.

Fotos

Runestenene i Jelling

Jelling Kirke

Jellinghøjene

.

.

.

.

 

 

.

.

.

.

...

.

De ældste indskrifter her fra Norden regnes for at være fra omkring år 400 efter Kr. Tiden herfra og indtil normannertogternes begyndelse omkring år 800, den urnordiske tid, er endnu ukendt og mørk, når man kun holder sig til historiske beretninger. Sydens historieskrivere hørte kun lidt om de nordiske lande, og det lidt, de har optegnet, er til dels uklart. Vi kender tidens kunst og håndværk, dens våben og redskaber. Vi ved at nordboerne fik del i romerrigets guld, vi kender deres kyndighed i skibsbygning, vi ved også at Danmarks sletter har været valpladser for blodige kampe, for vidnesbyrd herom er fremdragne af de mange danske moser. Men hvad de høvdinge hed som her har dystet, er os ukendt. Og dog har tiden fra år 400 til år 800 for os, givet mere liv end i de endnu ældre tider, for den taler til os. Den urnordiske sprog lyder os i møde. Det er vel værd at dvæle lidt ved de få og korte sætninger, der er nået til os. Alle nordens folk genfinder her det fælles modersmål i dets ældste ærværdige udførelse.

Her i Norden, som hos sydgermanerne, har man øjensynlig først ristet runerne på løse genstande, smykker og våben. Snart er det ejerens eller giverens navn, snart trylleruner, som skal give sejren til våbnet, undertiden vel også kunstnerens navn. Men tidlig, vistnok allerede omkring år 500, begynder man i Norge og Sverige at hugge runer på bautastene, men mærkeligt er det, at disse stene ikke blot rejstes synligt på gravene, men ofte, både med og uden indskrift sættes inde i højen hos den døde.

I Danmark kendes ingen runestene før omkring år 800. De urnordiske indskrifter er vanskelige at tolke, men to udmærkede forskere, nordmanden Bugge og danskeren Wimmer, har dog løst de fleste af deres gåder.

.

Den fællesgermanske runerække, de såkaldte ældre runer tæller 24 tegn.

De fleste bogstaver betegner samme lyd som på de nynordiske sprog.
w er = engelsk og jysk w : wee, was.
er = islandsk , engelsk th i thing.
= islandsk dansk d i udlyd og indlyd (i Gud, sted), eng. th i this, that.
b = en nu næsten forsvunden lyd, omtrent som i Københavnsk udtale af løbe, skab.
g = dansk g i udlyd og indlyd (dag, tage).
R en egen r- lyd, opstået af ældre s, senere blev den helt r.



Vort urnordiske modersmål står i det hele det fællesgermanske nær, men en særlig nordisk udvikling af det, er allerede tydelig. Som prøve vælger vi guldhornsindskriften. Det var i det 17de og 18de århundrede, at man i Sønderjylland, nær ved Møgeltønder, fandt de to navnkundige guldhorn, hvis sider var smykkede med mærkelige billeder, som det endnu ikke er lykkes nogen at tolke. Ligeså uforstået og uforklaret var længe den runeindskrift, som den ene horn bar. Fuldstændigt og sikkert er den forklaret af Bugge og Wimmer. Den er rimeligvis fra år 500 efter Kristus, og ser således ud.

.

 

Omskrevet bogstav for bogstav lyder den på urnordisk:

På dansk:
Jeg lægæst Holling (d. e. Holts søn) Horn gjorde ( eller smykkede).


Denne indskrift, som er funden i Sønderjylland, og som er ristet på den tid, da angelsakserne kæmpede for at vinde Britannien, og østgoterne var herrer i Italien, er hverken affattet i gotisk eller sydgermansk sprogform, men i nordisk. På Vulfilas gotisk, ville den hedde "ik hliugasts hullings horn (skrevet haurn) tawida.

 

Fra indholdets side er kun få af indskrifterne mærkelige. Vigtigst er måske, hvad de lærer os om personnavnene. Nogle af disse finder vi igen i vikingetiden i mere sammendragne former, men de fleste har samme klang som de navne, vi kender fra de syd og østgermanske folk på folkevandringstiden. Ofte er de sammensat af to ord, som tydelig skelnes, i det hele er det urnordiske sprog stavelsesrigt og har vist været udtalt i roligt og langsomt tempo. Mandsnavnene lyder f.eks. SaligasliR (salgæst),
HiewagasliR (lægæst), WoduridaR (den voldsomme rytter), WolpupewaR
ErilaR (Jarl), HarabanaR (ravn). Om samfundsforhold og følemåde lærer de os kun lidt. Den store sten ved Tune i Norge synes at tale om to medlemmer af samme høvdings huskarleflok. På dens forside står:

På dansk: Jeg WiwaR efter WoduridaR min lagfælle, ristede runer.
Her menes witadahalaiban at betyde en hirdfælle, en kammerat. Det er afledt af stammen hlaiba, brød, som bruges hos angelsakserne til at betegne samme forhold, idet hlaford (Knud "Lavard") er herren, der giver sine hirdmænd brød. Ordet brugtes endnu af den danske folkevise om kællingen, der "havde ikkun to leve", det ene gav hun Niels Ebbesøn, han vog Den Kullede Greve.

En runesten viser jo, blot ved sin tilværelse, at de efterlevende har villet hædre den døde. Helt underligt virker det dog, når en ganske enkelt gang den grå sten bærer et ord for en øm menneskelig følelse. Ved Opedal i Hardanger er der fundet en sten fra år 500 til 600, den har oprindelig haft sin plads inde i graven, og er altså udelukkende viet den døde, og ikke ristet for at brovte overfor de levende. Den har en broder ristet for , på nysvensk min kære søster.

.

.

 

Chart.dk

www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21