De ældste indskrifter her fra Norden
regnes for at være fra omkring år 400 efter Kr. Tiden herfra og
indtil normannertogternes begyndelse omkring år 800, den urnordiske
tid, er endnu ukendt og mørk, når man kun holder sig til
historiske beretninger. Sydens historieskrivere hørte kun lidt om
de nordiske lande, og det lidt, de har optegnet, er til dels uklart.
Vi kender tidens kunst og håndværk, dens våben og redskaber. Vi
ved at nordboerne fik del i romerrigets guld, vi kender deres
kyndighed i skibsbygning, vi ved også at Danmarks sletter har været
valpladser for blodige kampe, for vidnesbyrd herom er fremdragne af
de mange danske moser. Men hvad de høvdinge hed som her har dystet,
er os ukendt. Og dog har tiden fra år 400 til år 800 for os, givet
mere liv end i de endnu ældre tider, for den taler til os. Den
urnordiske sprog lyder os i møde. Det er vel værd at dvæle lidt
ved de få og korte sætninger, der er nået til os. Alle nordens
folk genfinder her det fælles modersmål i dets ældste ærværdige
udførelse.
Her i Norden, som hos
sydgermanerne, har man øjensynlig først ristet runerne på løse
genstande, smykker og våben. Snart er det ejerens eller giverens
navn, snart trylleruner, som skal give sejren til våbnet,
undertiden vel også kunstnerens navn. Men tidlig, vistnok allerede
omkring år 500, begynder man i Norge og Sverige at hugge runer på
bautastene, men mærkeligt er det, at disse stene ikke blot rejstes
synligt på gravene, men ofte, både med og uden indskrift sættes
inde i højen hos den døde.
I Danmark kendes
ingen runestene før omkring år 800. De urnordiske indskrifter er
vanskelige at tolke, men to udmærkede forskere, nordmanden Bugge og
danskeren Wimmer, har dog løst de fleste af deres gåder.
.
Den fællesgermanske
runerække, de såkaldte ældre runer tæller 24 tegn.
De fleste bogstaver
betegner samme lyd som på de nynordiske sprog.
w er = engelsk og jysk w : wee, was.
er = islandsk ,
engelsk th i thing.
= islandsk
dansk d i udlyd og indlyd (i Gud, sted), eng. th i this, that.
b = en nu næsten forsvunden lyd, omtrent som i Københavnsk udtale
af løbe, skab.
g = dansk g i udlyd og indlyd (dag, tage).
R en egen r- lyd, opstået af ældre s, senere blev den helt r.
Vort urnordiske modersmål står i det hele
det fællesgermanske nær, men en særlig nordisk udvikling af det,
er allerede tydelig. Som prøve vælger vi guldhornsindskriften. Det
var i det 17de og 18de århundrede, at man i Sønderjylland, nær
ved Møgeltønder, fandt de to navnkundige guldhorn, hvis sider var
smykkede med mærkelige billeder, som det endnu ikke er lykkes nogen
at tolke. Ligeså uforstået og uforklaret var længe den
runeindskrift, som den ene horn bar. Fuldstændigt og sikkert er den
forklaret af Bugge og Wimmer. Den er rimeligvis fra år 500 efter
Kristus, og ser således ud.
.
Omskrevet bogstav for bogstav lyder
den på urnordisk:
På dansk:
Jeg lægæst Holling (d. e. Holts søn) Horn gjorde ( eller
smykkede).
Denne indskrift, som er funden i Sønderjylland,
og som er ristet på den tid, da angelsakserne kæmpede for at vinde
Britannien, og østgoterne var herrer i Italien, er hverken affattet
i gotisk eller sydgermansk sprogform, men i nordisk. På Vulfilas
gotisk, ville den hedde "ik hliugasts hullings horn (skrevet
haurn) tawida.
Fra indholdets side er kun få af
indskrifterne mærkelige. Vigtigst er måske, hvad de lærer os om
personnavnene. Nogle af disse finder vi igen i vikingetiden i mere
sammendragne former, men de fleste har samme klang som de navne, vi
kender fra de syd og østgermanske folk på folkevandringstiden.
Ofte er de sammensat af to ord, som tydelig skelnes, i det hele er
det urnordiske sprog stavelsesrigt og har vist været udtalt i
roligt og langsomt tempo. Mandsnavnene lyder f.eks. SaligasliR
(salgæst),
HiewagasliR (lægæst), WoduridaR (den voldsomme rytter), WolpupewaR
ErilaR (Jarl), HarabanaR (ravn). Om samfundsforhold og følemåde lærer
de os kun lidt. Den store sten ved Tune i Norge synes at tale om to
medlemmer af samme høvdings huskarleflok. På dens forside står:
På dansk: Jeg WiwaR efter WoduridaR min lagfælle, ristede runer.
Her menes witadahalaiban at betyde en hirdfælle, en kammerat. Det
er afledt af stammen hlaiba, brød, som bruges hos angelsakserne til
at betegne samme forhold, idet hlaford (Knud "Lavard") er
herren, der giver sine hirdmænd brød. Ordet brugtes endnu af den
danske folkevise om kællingen, der "havde ikkun to leve",
det ene gav hun Niels Ebbesøn, han vog Den Kullede Greve.
En runesten viser jo, blot ved sin
tilværelse, at de efterlevende har villet hædre den døde. Helt
underligt virker det dog, når en ganske enkelt gang den grå sten bærer
et ord for en øm menneskelig følelse. Ved Opedal i Hardanger er
der fundet en sten fra år 500 til 600, den har oprindelig haft sin
plads inde i graven, og er altså udelukkende viet den døde, og
ikke ristet for at brovte overfor de levende. Den har en broder
ristet for 
,
på nysvensk 
min kære søster.
.
Sproghistorie
.
.
.
.
