fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

Sagn eller virkelighed

.---------------------------------------------

.

.

Fotos

Runestenene i Jelling

Jelling Kirke

Jellinghøjene

.

.

.

.

 

 

.

.

.

.

...

.

Ligesom sydgermanske sagn fra rhinegnen vandrede op til os, og ligesom langt senere, mellemeuropæiske folkeviser fandt vej ind til os og omplantedes i nordisk sprog, således gik der i oldnordisk tid også en strøm af folkesagn ud fra norden, mod vest. Angelsaksiske digtere har på grundlag af disse skabt mærkelige kvad, som endnu er til. Det ypperste er Beowulfskvadet, som er formet i Nordengland i 700 tallet. Her i de angelsaksiske sange fortælles om Skjold, danernes konge, som kom sejlende som lille barn til Skåne med et skib uden ror, liggende på et skjold og med hovedet hvilende på et kornneg. Der fortælles videre om danernes kongeæt, Skjoldungerne, navnlig om kong Hrodgar den hjemlige danske traditions Hroar, broder til Helge, farbroder til Rolf Krake. Hrodgars pragtfulde kongehal, Hjort (Heorot), hvis loft strålede af guld, og hvis tinder kronedes af hjortetakker, hærgedes af en grim og jættestor havvætte, Grændel, som ingen kunne modstå. Da kom helten Beowulf fra geaternes (gøternes eller måske jydernes) land til hjælp, fældede Grændel og vandt store skatte i løn.
Derpå sejlede Beowulf hjem til Geatekongen Hygelaks hird. Engang gjorde Hygelak et hærtogt mod frisernes lande, men faldt med mange af sine kæmper, kun Beowulf overlevede og svømmede ensom hjem over havdybet.

Det angelsaksiske kvad er mærkelig for os allerede derved, at det viser os vore navnkundigste sagnkonger mindede i sagn, hvis vandring fra Danmark til England dog ikke kan sættes senere end år 6-700. Kongeborgen Hjort er de danske sagns Lejre. Hroar er den fredsæle drot, som byggede Roskilde, medens hans broder Helge øvede vikingefærd på Østersøens kyster. Og Helges søn Rolf er den folkekæreste af alle sagnets skjoldunger, i hvis gård de ypperste kæmper fra alle nordens lande flokkedes, nordmanden, den kæmpestærke Bjarke, hvem nordboerne tillagde samme storværk, som angelsakserne fortalte om Beowulf, og den liden Vøgg, som gik i døden for sin konge. Det var med denne kæmpeflok, at Rolf gæstede Upsalakongen Adils (også hans navn kendte angelsakserne), som tændte det vældige bål i gildehallen for at prøve om Rolf og hans mænd lige så lidt flyede ild som jern. Da heden blev uudholdelig, kastede Rolf sin skjold på ilden og sprang over det, råbende:
Ej flyr den ild,
som over den springer.

Alle disse sagnskikkelser som vi har hørt om fra vi var børn, får ligesom lidt mere liv når vi ser, at der har været talt og sunget om dem i Norden i to hundrede år før Ansgars dage. Men Beowulfkvadet rykker dem endnu nærmere til den historiske virkelighed. Det er fortællingen om Hygelaks Frislandstogt, som på en mærkelig måde kaster et lysglimt midt ind i sagnenes drømmenat. En navnkundig frankisk biskop, Gregor af Tours, som levede i det 6te århundrede, og som har skrevet tidens historie på fuldt pålidelig måde, fortæller i sin krønike, at danernes konge Chochilaic ved år 515 hærgede kysten (det var ved Rhinens udløb, ved vi fra en anden krønike), men faldt, og hele hans stridsmagt blev ødelagt. Nu er Chochilaic beviselig frankernes daværende udtale af det navn, som angelsakserne kaldte Hygelac, og som på vikingetidens nordisk hedder Hugleikr. Når således en af Beowulfkvadets helte viser sig at være en virkelig historisk konge, som har levet omkring år 500 e. Kr., da er det næppe for dristigt sluttet, at de vidt navnkundige konger i Lejre og Upsala, som samme sagnkreds har forherliget, er historiske konger fra samme tid. De er af digtningen draget ind i eventyrets luft i den verden, hvor menneskene og overnaturlige væsner kæmper, men menneskene Rhoar, Helge, Adils og Rolf har åbenbart været til, og deres tid er den samme som guldhornenes og de ældste runestene.

Som stenene taler, må Rolf og Hjalte og vor barndoms helt Bødvar-Bjarke have talt. Som deres sprog var stavelsesrigt og tungvint, har også kong Rolfs navn dengang lydt usammentrukket, tydeligt i sin betydning: Hrodwulafan "den navnkundige ulv".

Mangfoldige andre nordiske oldsagn synes på samme måde at gemme minder om mennesker og menneskeskæbner fra disse århundreder. Ofte har man prøvet på at udskille den historiske kerne af det svøb, digtningen slægt efter slægt har lagt om den, men uden nytte. Tilmed kender vi ikke disse sagn i nogen særlig gammel form, men kun med de omdigtninger og tildigtninger, vikingetiden og endnu senere tider gav dem. Vi kan ikke engang med nogen vished genopbygge sagnene i den skikkelse, de kan have haft i urnordisk tid, vi må nøjes med at vide, at i mange tilfælde går sagnets emne så langt tilbage.
Dette gælder da navnlig sagnrækkerne om de to gudebårne kongeætter, skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Upsala. De danske frasagn om skjoldungen Helge må ligesom de om hans søn Rolf have været kendte og elskede rundt om i Norden. Senere finder vi dem slyngede sammen med de indvandrede Vølsunge og Gjukungesagn til at danne vikingetidens mest storslåede heltekvad og saga. Ligesom Lejrekongerne nedstammer fra guderne, således også Upsalakongerne, hvis ætfader er guden eller gudesønnen Yngve. Sagnene om dem er vilde og mørke. Brødre og frænder sviger hinanden, en række af kongerne falder for mord eller for folkets vrede, indtil slægtens vælde ender med Ingjald Ildraade, som udryddede småkongerne i landet ved bål og sværd, og som til sidst indebrændte sig selv, da danekongen Ivar Vidfadme fik overhånd.

Senere tids skjalde vidste imidlertid at fortælle, at ynglingeætten ikke dermed var udslukt. De digtede for Harald Hårfager en stamtavle, der gjorde ham til efterkommer af Ynglingerne. Andre sagn melder om den gamle vældige kæmpe og skjald Starkad, om Hagbards dristige elskov og Signes troskab, da hun frivillig fulgte sin elsker i døden, om sværdet Tyrfing, som `en gang draget, altid krævede mandeblod.
I Jylland fortaltes om Amled og hans forstilte vanvid, og det måske oprindelig angelsaksiske sagn om Uffe og hans kamp på Ejderøen. Der levede en sådan rigdom af fortællinger og kvad, hvis emne hører til i urnordisk tid, og hvis første digteriske udformning må være sket allerede da, så at det med rette kan siges, at med undtagelse af Hellenerne har intet folk gemt og husket så mange af sine barndoms minder som vort.

Sagnene melder selvfølgelig kun om de mærkelige menneskeskæbner, som ved stordåd eller stærk lidenskab hævede sig over det dagligdags. Det jævne, daglige arbejdsliv tildrog sig ikke de senere slægters opmærksomhed. Det er da ikke sært at vi næsten udelukkende hører om krigerfærd. Men det må også i virkeligheden have været en tid fuld af kamp og vikingefærd, af togt mod de fremmede folk hinsides Østersøen, vender, ester og finner, og af fejder mellem nordens stammer og høvdinge indbyrdes. Når vi ved historiens frembrud finder alle danernes, gøternes og sveaernes bygder samlede i to udstrakte kongeriger, da siger det sig selv, at denne samling ikke kan være sket uden lange og blodige krige.
Afslutningen på denne forhistoriske kamptid danner sagnet om slaget på Bråval, hvor Odin selv førte sin yndlingshelt, den gamle Harald Hildetand, i døden, og gav sveakongen Sigurd Ring sejr.

Havde vi den urnordiske tids digtning i tidens eget sprog, ville den i indhold, om end ikke i kunstnerisk form, vise sig at ligne de oldgræske kvad, hvor guder og højbårne mennesker færdes sammen, hvor guderne er store mennesker og menneskene små guder.

..

.

 
  www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21