Ligesom
sydgermanske sagn fra rhinegnen vandrede op til os, og ligesom langt
senere, mellemeuropæiske folkeviser fandt vej ind til os og omplantedes
i nordisk sprog, således gik der i oldnordisk tid også en strøm af
folkesagn ud fra norden, mod vest. Angelsaksiske digtere har på
grundlag af disse skabt mærkelige kvad, som endnu er til. Det
ypperste er Beowulfskvadet, som er formet i Nordengland i 700 tallet.
Her i de angelsaksiske sange fortælles om Skjold, danernes konge, som
kom sejlende som lille barn til Skåne med et skib uden ror, liggende på
et skjold og med hovedet hvilende på et kornneg. Der fortælles videre
om danernes kongeæt, Skjoldungerne, navnlig om kong Hrodgar
den hjemlige danske traditions Hroar, broder til Helge, farbroder til
Rolf Krake. Hrodgars pragtfulde kongehal, Hjort (Heorot), hvis
loft strålede af guld, og hvis tinder kronedes af hjortetakker, hærgedes
af en grim og jættestor havvætte, Grændel, som ingen kunne modstå.
Da kom helten Beowulf fra geaternes (gøternes eller måske jydernes)
land til hjælp, fældede Grændel og vandt store skatte i løn.
Derpå sejlede Beowulf hjem til Geatekongen Hygelaks hird. Engang gjorde
Hygelak et hærtogt mod frisernes lande, men faldt med mange af sine kæmper,
kun Beowulf overlevede og svømmede ensom hjem over havdybet.
Det
angelsaksiske kvad er mærkelig for os allerede derved, at det viser os
vore navnkundigste sagnkonger mindede i sagn, hvis vandring fra Danmark
til England dog ikke kan sættes senere end år 6-700. Kongeborgen Hjort
er de danske sagns Lejre. Hroar er den fredsæle drot, som byggede
Roskilde, medens hans broder Helge øvede vikingefærd på Østersøens
kyster. Og Helges søn Rolf er den folkekæreste af alle sagnets
skjoldunger, i hvis gård de ypperste kæmper fra alle nordens lande
flokkedes, nordmanden, den kæmpestærke Bjarke, hvem nordboerne
tillagde samme storværk, som angelsakserne fortalte om Beowulf, og den
liden Vøgg, som gik i døden for sin konge. Det var med denne kæmpeflok,
at Rolf gæstede Upsalakongen Adils (også hans navn kendte
angelsakserne), som tændte det vældige bål i gildehallen for at prøve
om Rolf og hans mænd lige så lidt flyede ild som jern. Da heden blev
uudholdelig, kastede Rolf sin skjold på ilden og sprang over det, råbende:
Ej flyr den ild,
som over den springer.
Alle
disse sagnskikkelser som vi har hørt om fra vi var børn, får ligesom
lidt mere liv når vi ser, at der har været talt og sunget om dem i
Norden i to hundrede år før Ansgars dage. Men Beowulfkvadet rykker dem
endnu nærmere til den historiske virkelighed. Det er fortællingen om
Hygelaks Frislandstogt, som på en mærkelig måde kaster et lysglimt
midt ind i sagnenes drømmenat. En navnkundig frankisk biskop, Gregor af
Tours, som levede i det 6te århundrede, og som har skrevet tidens
historie på fuldt pålidelig måde, fortæller i sin krønike, at
danernes konge Chochilaic ved år 515 hærgede kysten (det var ved
Rhinens udløb, ved vi fra en anden krønike), men faldt, og hele hans
stridsmagt blev ødelagt. Nu er Chochilaic beviselig frankernes daværende
udtale af det navn, som angelsakserne kaldte Hygelac, og som på
vikingetidens nordisk hedder Hugleikr. Når således en af
Beowulfkvadets helte viser sig at være en virkelig historisk konge, som
har levet omkring år 500 e. Kr., da er det næppe for dristigt sluttet,
at de vidt navnkundige konger i Lejre og Upsala, som samme sagnkreds har
forherliget, er historiske konger fra samme tid. De er af digtningen
draget ind i eventyrets luft i den verden, hvor menneskene og
overnaturlige væsner kæmper, men menneskene Rhoar, Helge, Adils og
Rolf har åbenbart været til, og deres tid er den samme som
guldhornenes og de ældste runestene.
Som
stenene taler, må Rolf og Hjalte og vor barndoms helt Bødvar-Bjarke
have talt. Som deres sprog var stavelsesrigt og tungvint, har også kong
Rolfs navn dengang lydt usammentrukket, tydeligt i sin betydning:
Hrodwulafan "den navnkundige ulv".
Mangfoldige
andre nordiske oldsagn synes på samme måde at gemme minder om
mennesker og menneskeskæbner fra disse århundreder. Ofte har man prøvet
på at udskille den historiske kerne af det svøb, digtningen slægt
efter slægt har lagt om den, men uden nytte. Tilmed kender vi ikke
disse sagn i nogen særlig gammel form, men kun med de omdigtninger og
tildigtninger, vikingetiden og endnu senere tider gav dem. Vi kan ikke
engang med nogen vished genopbygge sagnene i den skikkelse, de kan have
haft i urnordisk tid, vi må nøjes med at vide, at i mange tilfælde går
sagnets emne så langt tilbage.
Dette gælder da navnlig sagnrækkerne om de to gudebårne kongeætter,
skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Upsala. De danske frasagn om
skjoldungen Helge må ligesom de om hans søn Rolf have været kendte og
elskede rundt om i Norden. Senere finder vi dem slyngede sammen med de
indvandrede Vølsunge og Gjukungesagn til at danne vikingetidens mest
storslåede heltekvad og saga. Ligesom Lejrekongerne nedstammer fra
guderne, således også Upsalakongerne, hvis ætfader er guden eller
gudesønnen Yngve. Sagnene om dem er vilde og mørke. Brødre og
frænder sviger hinanden, en række af kongerne falder for mord eller
for folkets vrede, indtil slægtens vælde ender med Ingjald Ildraade,
som udryddede småkongerne i landet ved bål og sværd, og som til sidst
indebrændte sig selv, da danekongen Ivar Vidfadme fik overhånd.
Senere
tids skjalde vidste imidlertid at fortælle, at ynglingeætten ikke
dermed var udslukt. De digtede for Harald Hårfager en stamtavle, der
gjorde ham til efterkommer af Ynglingerne. Andre sagn melder om den
gamle vældige kæmpe og skjald Starkad, om Hagbards dristige elskov og
Signes troskab, da hun frivillig fulgte sin elsker i døden, om sværdet
Tyrfing, som `en gang draget, altid krævede mandeblod.
I Jylland fortaltes om Amled og hans forstilte vanvid, og det måske
oprindelig angelsaksiske sagn om Uffe og hans kamp på Ejderøen. Der
levede en sådan rigdom af fortællinger og kvad, hvis emne hører til i
urnordisk tid, og hvis første digteriske udformning må være sket
allerede da, så at det med rette kan siges, at med undtagelse af
Hellenerne har intet folk gemt og husket så mange af sine barndoms
minder som vort.
Sagnene
melder selvfølgelig kun om de mærkelige menneskeskæbner, som ved
stordåd eller stærk lidenskab hævede sig over det dagligdags. Det jævne,
daglige arbejdsliv tildrog sig ikke de senere slægters opmærksomhed.
Det er da ikke sært at vi næsten udelukkende hører om krigerfærd.
Men det må også i virkeligheden have været en tid fuld af kamp og
vikingefærd, af togt mod de fremmede folk hinsides Østersøen, vender,
ester og finner, og af fejder mellem nordens stammer og høvdinge
indbyrdes. Når vi ved historiens frembrud finder alle danernes, gøternes
og sveaernes bygder samlede i to udstrakte kongeriger, da siger det sig
selv, at denne samling ikke kan være sket uden lange og blodige krige.
Afslutningen på denne forhistoriske kamptid danner sagnet om slaget på
Bråval, hvor Odin selv førte sin yndlingshelt, den gamle Harald
Hildetand, i døden, og gav sveakongen Sigurd Ring sejr.
Havde
vi den urnordiske tids digtning i tidens eget sprog, ville den i
indhold, om end ikke i kunstnerisk form, vise sig at ligne de oldgræske
kvad, hvor guder og højbårne mennesker færdes sammen, hvor guderne er
store mennesker og menneskene små guder.
