fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

 Kort over Danmark

Land og folk i vikingetid

.---------------------------------------------

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11

.

.

Fotos

Runestenene i Jelling

Jelling Kirke

Jellinghøjene

.

.

.

.

.

.

.

...

..

Hvor den jyske halvø med sin fod støtter sig på det mellemeuropæiske fastland, lå langt ned i historisk tid en stor landstrækning øde hen. Fra Elben bredte sakserne deres bygder et stykke mod nord, omkring Stør og op i Ditmarsken, mens vendernes land fra øst nåede til det nuværende Lutjenburg og de østholstenske søer. Her begyndte "marken", grænselandet. På begge sider af Kiels fjord og op imod Slien stod urskoven endnu urørt.

.

Kort over grænsemarken mellem daner, sakser og vender

.

Længere mod vest gik skoven umærkelig over i hede og moseland, med skov og krat hist og her, og yderst mod vest, ved Ejderen og Træå, lå det hele som et ufarbart morads. Pletvis i ødemarken kunne findes en enkelt gård eller lille by, hvor nybyggerne havde svedet det nærmeste af skoven af eller ryddet et stykke hedekrat, men få og fattige har de været.
Fra Arilds tid førte en vej her igennem, men tung var den og ofte farlig. Midt igennem ødemarken fra øst til vest snoede sig den vandrige Ejder. På det sted, hvor en ø i åen gjorde overgangen lettere, henlagde sagnet, Uffes kamp.

Først nogle mil nord for åen begyndte de sammenhængende danske bygder. Her på den smalle landtunge mellem Slien og Træås sumpede bredder, var Danmarks og Nordens port. Også halvøen Svansø syd for Slien var opdyrket af danerne, men lå snarest som en udbygd. Den sammenhængende danske bosættelse nåede mod sydvest til tørlandets kant. I marsken og på øerne vest for denne nedsatte sig tidlig en lille gruppe frisere, den eneste ikke nordiske stamme indenfor Ejderen. Ved Slien traf man danernes vigtigste købing, Hedeby, enten nord for fjorden på Slesvigs plads eller ved dens sydlige nor. Herfra var landevejen kort og nem til Træå. Ad Træå og Ejder kunne Hedebys købmænd fare til "Valland" og Dorstad. Ad den lange snævre Sli sejlede de mod øst, til nordens andre bygder, til vender og kurer. Folket fra Slien til Skagen hed jyder. De regnedes med til danerne og talte det nordiske sprog.
Tidligere forskere har troet i jydernes nuværende landsmål at finde træk, der mindede om sydgermansk (tysk) oprindelse, men det har vist sig at være uden grund. Måske har danerne allerede før år 800 gravet en grænsegrav og bygget en forsvarsvold ved Slien, og den sydlige del af Jylland har da haft en særstilling, et særligt navn (Sinlende) og den særlige opgave at stille det første krigeropbrud for at værne grænseområdet, til de fjernere egnes stridsmagt kunne samles.
Jylland, Fyn, Sjælland med småøer, Skåne, Bornholm, Halland og vist også Blekinge, var allerede længe før år 800 samlet til et rige. Danernes rige, hvis konger var skjoldunger.

.

.
.

Hvor lejrekongen drog om med sit krigerfølge, hirden, måtte bønderne yde ham og hans huskarle underhold. I krig måtte de følge ham som fører. Ved de store blot var han deres "Gode". Men i mange ting var Danmark endnu tre lande, hvis bønder selv plejede ret på tinge efter gamle vedtægter, som gik i arv fra slægt til slægt. Til daglig, og ved mindre retstvister, havde hver egns bønder kun at gøre med deres nærmeste egn, med folk fra samme herred. Herredsinddelingen er ældgammel og bunder i bondefolkets organisation i mindre krigerflokke. Herred kommer af "hær" og "hær" er hundrede, hedder det.

Det ser ud til at den tætteste bosættelse ikke altid fandtes i de samme strøg som nu. De ældste by og bygdenavne, som er nået til vores tid, er de som er dannet med endelser som "heim" (nu i det meste af Norden um), inge, vin (græsgang) og und (lav strand). Dette sæt af endelser er hyppigere i stednavne på jyllands åbne, mindre skovrige egne mod vest, end i dets lerede, skovgroede østland, som man synes at have taget langsommere under ploven end de lettere jorder. En anden række navne, som synes dannede før år 800, er de på "lev" (det overladte eller arvede gods), som i norden kun findes udbredte i de danske lande. Yngre er derimod de fleste af "torperne", udbyggerstederne, som opstod på de u-unyttede marker, der dannede skel mellem de ældre bosamlinger. Også på Sjælland lå mange gode egne endnu skovklædte og udyrkede, navnlig på halvøen mellem Issefjord og Øresund. Af Skåne var slettelandet mod syd og vest tæt bebygget, mod nord var det et udstrakt skovland.

Små købinger, hvor indbyggerne ikke alene ernærede sig ved jordbrug, men tillige ved handel og håndværk, var til allerede da. De kunne opstå ved en havn, helst så langt inde i landet, at den var nogenlunde tryg for vikinger. Det var tilfældet med Hedeby ved bunden af den lange Sli, Ribe ved dens å, Roskilde ved Issefjord, eller ved tingsteder og gudehov, hvor store menneskemængder til visse tider samledes, f.eks. Vebjørg, Viborg, Odinsve, (Odins Helligdom), Odense, Lund i Skåne. Ved ting og blottid holdtes her købsstævne og marked. Enten tuskede man vare mod vare, eller betalte med guld, men sjældent med fremmede mønter, som var kommet herop, og hyppigst med afbrudte stykker af ringguld.

Hvor Skåne mod nord gik over i et stort skovland, som fortsatte videre i et mylder af søer, moser, heder, skove og stenmarker helt op mod Vætterns sydspids. Der var danevældets grænser. Skåne var ved disse ødedrag så stærkt skilt fra resten af den skandinaviske halvø, at det næsten kunne regnes for en ø. Med de øvrige danske lande var samkvemmet herfra let.
Kystlandet nord for Skåne, Halland, lå ligeledes åbent ud mod havet, lukket ind mod land af ødemarker. Således dannede skjoldungernes lande en fast kæde, sammenknyttet af det sejlbare hav, afgrænset udad af skove og heder, hvor kun vilddyr og ufredsmænd havde til huse. Blekinge siges i den ældste tid at have hørt til Sveariget. I rent historisk tid er der intet spor af dette forhold, som geografisk er usandsynligt. Danernes rige udgjorde den største, frugtbareste og folkerigeste samling af bygder, som dengang fandtes i Norden.
Danernes navn blev ofte af de fremmede overført på alle skandinaver, og det fælles sprog kaldes endnu af det 13de århundredes islændinger "den danske tunge".

 

 

...

 

 

Chart.dk

www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21