Gravkammeret
i Thyras Høj (Nordhøjen)
..
Da Gorm den Gamle
døde i 958/959 blev han højsat (begravet) her i gravkammeret.
Gravkammeret er nu styrtet helt sammen.
..
Svend Aggesøn
skriver: Men efter at hin herlige Dronning, tillige med sin Husbond
Kongen havde fuldendt deres Livsalders Aar, lod deres Søn Harald
Blatan, som overlevede dem, og som også var Arving til Kongedømmet,
efter Hedningenes Skik begge sine Forældre højsætte i Jordhøje,
der så at sige lignede hinanden som Tvillinger, ret som i prægtige
Mausoleer, nær ved Kongens Gård i Jalang (M.CL.Gertz`s oversættelse
fra 1916-17).
Men Svend Aggesøn
har ikke kendt tilstrækkelig til forholdene i Jelling, for dronning
Thyra har ikke været højsat i gravkammeret.
Derimod var Gorm den Gamle højsat her i gravkammeret i Thyras Høj,
og efter hans søn Harald Blåtand havde antaget kristendommen
omkring 965, lod Harald bygge en trækirke
i Jelling, og overflyttede
Gorms lig dertil.
Gravkammerets størrelse
er på 6,75 meter langt, 2,6 meter bredt og 1,45 meter højt.
Gulvarealet er 17,5 m2 eller som et stort værelse. Den blev bygget
op af 35 cm. tykke egestammer. Uden om hele kammeret blev der lagt
et lag af kampesten som beskyttelse mod gravrøvere.
Gravkammeret, der
efter undersøgelsen i 1820 henlå lukket og jorddækket, blev i
1861 på foranledning af Frederik den 7. genåbnet, restaureret og
gjort tilgængelig for publikum. Men træværket gik i forfald, og højstuen
måtte atter lukkes. I 1942 var man igen nede ved kammeret, der nu
helt var styrtet sammen. Billedet (fra 1861) viser det restaurerede
gravkammer. Bemærk den lodretstillede planke, der af nogle opfattes
som bevis på at kammeret er bestemt for to lig.
.
.
Optegnelser over en
rejse til Jelling
hedder
et lille skrift, det udkom i 1821.
Netop aftenen førend
vi afrejste fra Fyn erfarede vi tilfældigvis det fra Vejleegnen
hidkomne rygte, at Jelling-bønder havde for kort siden opgravet brønden
på dronning Thyras Høj for at skaffe vand til veje, som var blevet
borte af den, uden at de opnåede deres hensigt, hvorimod de stødte
på en underjordisk tømmerbygning.
Således begyndte
det, som for Finn Magnusson må have været hans livs oplevelse. Man
forstår med hvilken forventning han og hans lille rejseselskab
tiltrådte turen nordover. I Vejle får de af stadens øvrighed
rygterne bekræftet, og dagen efter (2 juni 1820 ) ankommer de til
Jelling, hvor de orienteredes om fundet af præsten hr Førsløv og
sognefogeden Christen Sørensen.
Den omtalte brønd i toppen af
Thyras Høj var som sagt løbet tør, og det var så meget mere
beklageligt, som vandet var af udmærket kvalitet, og man endog fra
fjerne steder hentede deraf til thevand. Efter Jelling-boernes
mening udsprang vandet af en kilde, der altså nu måtte være
tilstoppet, men som måske ved gravning kunne bringes til at flyde
igen, hvilket fik aktualitet, da byen hjemsøgtes af en højest besværlig
vandmangel.
Efter at have gravet sig fem-seks alen ned var man
kommet til en dynge af kampesten og, da de var fjernet, til et lag
af svære egebjælker, der viste sig at være loftet i et rummeligt
underjordisk kammer, som man kunne komme ned i gennem et hul i bjælkelaget.
Det var delvis jordfyldt, men der var dog fundet enkelte sager, således
et bræt med indslåede sølvstifter og en mængde materie, som
lignede forrådnet papir, men som Magnusson, der får en prøve
forevist, mener snarere er uldtøj. Fundet har vakt stor opsigt, og
det halve Jelling har været nede i kammeret. Et jordskred, som nær
havde kostet menneskeliv, har dog nu gjort ende på denne trafik.
3.juni: Efter at vi
havde hilst på hr pastor Førsløv, som atter modtog os på det
bedste, lod vi den tilnaglede lem for højens åbning borttage og
jorden skuffe bort fra nedgangen, for så vidt det gjordes fornødent.
da vejret atter idag var vindigt med regnbyger og jorden i det hele
meget fugtigt, nedfaldt den opgravede muld allevegne fra i temmelig
store klumper, så at det halvvejs så således ud, som om den, der
nu begav sig ned i hulen, ville blive levende begravet. Jeg kunne
dog ikke modstå lysten til at gøre mig nærmere bekendt med
dronning Thyras formentlige underjordiske våning og gav arbejderne
tilkende, at jeg gerne ønskede selv at bese den. Nogle rådte mig
derfra, dog formåede jeg lettelig sognefogden Christen Sørensen
til at følge mig derned og hjælpe mig tilrette. Ved to gange at
flytte en stige i skrå eller næsten lodret stilling kom vi ned til
den snævre åbning, som førte til hulen, tredje gang blev stigen
nedsat deri, og vi kom lykkelig og vel til grunden. Sognefogeden
medtog, ved hvis ene ende en lygte med et brændende lys var
fastgjort. Da vi var kommet ned, blev åbningen tildækket over os
med et klæde, for at dagens lys ikke skulle hindre lygtens
virkning. Lygten gav blot et mat skin og hjalp kun lidt på mit
svage syn. Dog kunne jeg se, at den hule, i hvis midte vi nu omtrent
befandt os, og som før havde været indrettet som et værelse, nu
var blevet mestendels opfyldt med jord og grus. Dog var der oven på
denne udfyldning åbninger langs under bjælkeloftet, hvorigennem
man, dog kun med stor vanskelighed, kunne krybe. De var meget lange
at se til, og væggen kunne langt fra ikke rækkes af den ved
sognefogden medbragte lægte. Mod den østlige kant søgte
sognefogden at vise mig tvende firkantede rør af bjælker, efter
hans udtryk lignede kasser, som gik op i højen ud fra værelset i
en skrå retning ligesom skorstensrør. Disse mener nogle har været
vandrender, men det forekom mig, som om de snarere kunne have været
anlagte for at befordre uddampningen af den underjordiske bygning.
Jeg kunne nu ikke komme til at undersøge disse indretninger i nærheden.
Ej heller kunne vi erfare bygningen eller værelsets rigtige højde,
længde og bredde formedelst det nedstyrtede grus og måtte således
indstille vor underjordiske undersøgelse.
Slutningen på
historien får man i en efterskrift til bogen. Den kongelige
kommision for fædrelandske oldsagers opbevaring har taget hånd i
hanke med tingene, dog ikke ved personligt fremmøde, men repræsenteret
af en kaptajn under vejkorpset. Højstuen, hvis korrekte længdemål
har vist sig at være 11 alen, er blevet tømt for jord. Der er ikke
blevet fundet menneskeben, men derimod forrådnede rester af en trækiste,
og nær denne et lille net forarbejdet fuglehoved af guld og to
runde, forhen måske forgyldte, kobberplader af gennembrukket
arbejde, rimeligvis forhen hæftede til kisten, lige såvel som en
udskåret menneskefigur af træ m.m. I nærheden fandtes en
besynderlig hårfletning. Ellers fandtes der, adspredt omkring i højstuen
og den her liggende fugtige jord, stumper af udskåret træværk,
malet med gul, sort og rød farve, som endnu tydeligen kendes. De
synes at have været hæftede som prydelser til loftet og ved
siderne. Endelig fandtes, i nærheden af nedgangen, et lidet sølvbæger,
rundt omkring udgraveret.
.
Sølvbægeret
(Jellingbægeret)
.
.
