fortidensjelling    danmarkskonger    fotos    links   skriv dit navn med runer        

Kirken, højene og en del af palisadehegnet ved Smededammen i Jelling

       

   Kort over Danmark

Højstuen

.---------------------------------------------

.

Fotos

Runestenene i Jelling

Jelling Kirke

Jellinghøjene

.

 

.

.

 

 

 

 

.

...

.

Gravkammeret i Thyras Høj (Nordhøjen)
..

Da Gorm den Gamle døde i 958/959 blev han højsat (begravet) her i gravkammeret.
Gravkammeret er nu styrtet helt sammen.

..

Svend Aggesøn skriver: Men efter at hin herlige Dronning, tillige med sin Husbond Kongen havde fuldendt deres Livsalders Aar, lod deres Søn Harald Blatan, som overlevede dem, og som også var Arving til Kongedømmet, efter Hedningenes Skik begge sine Forældre højsætte i Jordhøje, der så at sige lignede hinanden som Tvillinger, ret som i prægtige Mausoleer, nær ved Kongens Gård i Jalang (M.CL.Gertz`s oversættelse fra 1916-17).

Men Svend Aggesøn har ikke kendt tilstrækkelig til forholdene i Jelling, for dronning Thyra har ikke været højsat i gravkammeret.
Derimod var Gorm den Gamle højsat her i gravkammeret i Thyras Høj, og efter hans søn Harald Blåtand havde antaget kristendommen omkring 965, lod Harald bygge en
trækirke i Jelling, og overflyttede Gorms lig dertil.

Gravkammerets størrelse er på 6,75 meter langt, 2,6 meter bredt og 1,45 meter højt. Gulvarealet er 17,5 m2 eller som et stort værelse. Den blev bygget op af 35 cm. tykke egestammer. Uden om hele kammeret blev der lagt et lag af kampesten som beskyttelse mod gravrøvere.

Gravkammeret, der efter undersøgelsen i 1820 henlå lukket og jorddækket, blev i 1861 på foranledning af Frederik den 7. genåbnet, restaureret og gjort tilgængelig for publikum. Men træværket gik i forfald, og højstuen måtte atter lukkes. I 1942 var man igen nede ved kammeret, der nu helt var styrtet sammen. Billedet (fra 1861) viser det restaurerede gravkammer. Bemærk den lodretstillede planke, der af nogle opfattes som bevis på at kammeret er bestemt for to lig.

.
.

Optegnelser over en rejse til Jelling

hedder et lille skrift, det udkom i 1821.

Netop aftenen førend vi afrejste fra Fyn erfarede vi tilfældigvis det fra Vejleegnen hidkomne rygte, at Jelling-bønder havde for kort siden opgravet brønden på dronning Thyras Høj for at skaffe vand til veje, som var blevet borte af den, uden at de opnåede deres hensigt, hvorimod de stødte på en underjordisk tømmerbygning.

Således begyndte det, som for Finn Magnusson må have været hans livs oplevelse. Man forstår med hvilken forventning han og hans lille rejseselskab tiltrådte turen nordover. I Vejle får de af stadens øvrighed rygterne bekræftet, og dagen efter (2 juni 1820 ) ankommer de til Jelling, hvor de orienteredes om fundet af præsten hr Førsløv og sognefogeden Christen Sørensen. 

Den omtalte brønd i toppen af Thyras Høj var som sagt løbet tør, og det var så meget mere beklageligt, som vandet var af udmærket kvalitet, og man endog fra fjerne steder hentede deraf til thevand. Efter Jelling-boernes mening udsprang vandet af en kilde, der altså nu måtte være tilstoppet, men som måske ved gravning kunne bringes til at flyde igen, hvilket fik aktualitet, da byen hjemsøgtes af en højest besværlig vandmangel. 

Efter at have gravet sig fem-seks alen ned var man kommet til en dynge af kampesten og, da de var fjernet, til et lag af svære egebjælker, der viste sig at være loftet i et rummeligt underjordisk kammer, som man kunne komme ned i gennem et hul i bjælkelaget. Det var delvis jordfyldt, men der var dog fundet enkelte sager, således et bræt med indslåede sølvstifter og en mængde materie, som lignede forrådnet papir, men som Magnusson, der får en prøve forevist, mener snarere er uldtøj. Fundet har vakt stor opsigt, og det halve Jelling har været nede i kammeret. Et jordskred, som nær havde kostet menneskeliv, har dog nu gjort ende på denne trafik.

 

3.juni: Efter at vi havde hilst på hr pastor Førsløv, som atter modtog os på det bedste, lod vi den tilnaglede lem for højens åbning borttage og jorden skuffe bort fra nedgangen, for så vidt det gjordes fornødent. da vejret atter idag var vindigt med regnbyger og jorden i det hele meget fugtigt, nedfaldt den opgravede muld allevegne fra i temmelig store klumper, så at det halvvejs så således ud, som om den, der nu begav sig ned i hulen, ville blive levende begravet. Jeg kunne dog ikke modstå lysten til at gøre mig nærmere bekendt med dronning Thyras formentlige underjordiske våning og gav arbejderne tilkende, at jeg gerne ønskede selv at bese den. Nogle rådte mig derfra, dog formåede jeg lettelig sognefogden Christen Sørensen til at følge mig derned og hjælpe mig tilrette. Ved to gange at flytte en stige i skrå eller næsten lodret stilling kom vi ned til den snævre åbning, som førte til hulen, tredje gang blev stigen nedsat deri, og vi kom lykkelig og vel til grunden. Sognefogeden medtog, ved hvis ene ende en lygte med et brændende lys var fastgjort. Da vi var kommet ned, blev åbningen tildækket over os med et klæde, for at dagens lys ikke skulle hindre lygtens virkning. Lygten gav blot et mat skin og hjalp kun lidt på mit svage syn. Dog kunne jeg se, at den hule, i hvis midte vi nu omtrent befandt os, og som før havde været indrettet som et værelse, nu var blevet mestendels opfyldt med jord og grus. Dog var der oven på denne udfyldning åbninger langs under bjælkeloftet, hvorigennem man, dog kun med stor vanskelighed, kunne krybe. De var meget lange at se til, og væggen kunne langt fra ikke rækkes af den ved sognefogden medbragte lægte. Mod den østlige kant søgte sognefogden at vise mig tvende firkantede rør af bjælker, efter hans udtryk lignede kasser, som gik op i højen ud fra værelset i en skrå retning ligesom skorstensrør. Disse mener nogle har været vandrender, men det forekom mig, som om de snarere kunne have været anlagte for at befordre uddampningen af den underjordiske bygning. Jeg kunne nu ikke komme til at undersøge disse indretninger i nærheden. Ej heller kunne vi erfare bygningen eller værelsets rigtige højde, længde og bredde formedelst det nedstyrtede grus og måtte således indstille vor underjordiske undersøgelse.

Slutningen på historien får man i en efterskrift til bogen. Den kongelige kommision for fædrelandske oldsagers opbevaring har taget hånd i hanke med tingene, dog ikke ved personligt fremmøde, men repræsenteret af en kaptajn under vejkorpset. Højstuen, hvis korrekte længdemål har vist sig at være 11 alen, er blevet tømt for jord. Der er ikke blevet fundet menneskeben, men derimod forrådnede rester af en trækiste, og nær denne et lille net forarbejdet fuglehoved af guld og to runde, forhen måske forgyldte, kobberplader af gennembrukket arbejde, rimeligvis forhen hæftede til kisten, lige såvel som en udskåret menneskefigur af træ m.m. I nærheden fandtes en besynderlig hårfletning. Ellers fandtes der, adspredt omkring i højstuen og den her liggende fugtige jord, stumper af udskåret træværk, malet med gul, sort og rød farve, som endnu tydeligen kendes. De synes at have været hæftede som prydelser til loftet og ved siderne. Endelig fandtes, i nærheden af nedgangen, et lidet sølvbæger, rundt omkring udgraveret.

.

Sølvbægeret (Jellingbægeret)

 

...

 
  www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2017-21