Håndværkere og
kunstnere blev betegnet med samme ord, smidr, eventuel sammensat med
ordet for det materiale eller den genstandstype de arbejdede med,
f.eks. tresmidr.
Vikingetidens håndværkere
kunne være
Smeden
Buemageren
Guld og Sølvsmeden
Glasperlemageren
Plantefarveren
Væverne
Horn og Benmageren
Ravsliberen
Instrumentmageren
og mange flere
.
Urnesstil. Udskåret
portal og dør genanvendt i midten af 1100 årene i den nuværende
trækirke i Urnes, med elegant bølgende sammenfletninger af tynde,
anæmiske dyr,slanger og plantetråde.
.
.
..
Mammenstil. Øksen
fra Mammengraven i Jylland, ornamenteret med stor fugl indlagt i sølvtråd.
På øksens anden side er et rankeornament. Øksens længde er 17,5
cm. målt vinkelret på nakken og midt for denne.
.
Gode våbensmede og
skibssmede var højt ansete, men det vides ikke hvilken status
smykkesmede og andre kunsthåndværkere havde, bortset fra
runestenskunstnere. Det er de eneste der har signeret kunstværker
fra vikingetiden.
.
Harald Blåtands
runesten i Jelling.
.
Vikingernes kunst var
vital, fantasifuld og selvbevist, den var fællesnordisk, og den var
deres egen. Det gælder for såvel den ornamentale og bildende kunst
som for digtningen. Som kunstart levede digtningen længst. Endnu i
første halvdel af 1200 årene blev den værdsat i toneangivende
kredse i Norden, men den mestredes især af islændinge, og omkring
1220 skrev Snorre Sturlasson, der selv var digter, sin bog om
digterkunsten, Edda. Den giver en nøgle til forståelsen af
skjaldedigtningens komplicerede konventioner. Uden Snorres
forklaringer ville meget af indholdet være uforståeligt i dag. Men
der findes ingen nøgle til den lige så komplicerede ornamentale og
bildende kunst, der tydeligvis også havde sine konventioner. Vi må
i dag søge at forstå disse ved at bruge øjnene, og
betydningsindholdet forstår vi sjældent. Men meget havde
formentlig, især ornamentale funktioner, og et trænet øje vil
facineres af liniespillenes elegance og af kraften og fantasien.
Vikingernes kunst søgte
kontrast, kulør og harmonisk bevægelse. Det var en prangende
kunst, men dens formsprog blev forstået og værdsat. På gode
arbejder blev detaljer udført med samme omhu som helheden, og ofte
er ornamentikken i så lille format, at man må meget tæt på for
at kunne opfatte den.
Det som er bevaret er
først og fremmest en brugskunst der udfolder sig på funktionelle
genstande af snart sagt enhver art, dragter, dragtspænder, skibe, våben,
slæder, rideudstyr, bygninger, mindesten, vægtæpper, bægre og
meget andet. Tredimentional kunst optræder mest i form af hoveder,
som regel dyrs, der afslutter og markerer vigtige konstruktive led på
større og mindre genstande, f.eks. en vogn eller skrin.
.
Jellingbægeret
.
Udfoldning af
Jellingbægeret
.
Et af beslagene
fra graven i Jellings ældste kirke
.
De
mest brugte materialer må have været tekstiler og træ, men kun
lidt af det er bevaret. Bortset fra på Gotland blev mindesten først
udsmykkede efter midten af 900 årene, måske med Harald
Blåtands Jellingsten
som forbillede. Herefter er der en hel del ornamenterede sten, nogle
i Danmark og Norge men flest i Sverige. Småkunst på metal kendes i
massevis, især fra grave og skattefund, og vigtige motiver var båndfletninger
og båndslyng, slanger, fugle, dyr og menneskefremstillinger.
