.
Håndværkere
og kunstnere blev betegnet med samme ord, smidr, eventuel sammensat med
ordet for det materiale eller den genstandstype de arbejdede med, f.eks.
tresmidr.
Vikingetidens
håndværkere kunne være
Smeden
Buemageren
Guld og Sølvsmeden
Glasperlemageren
Plantefarveren
Væverne
Horn og Benmageren
Ravsliberen
Instrumentmageren
og mange flere
.
Urnesstil.
Udskåret portal og dør genanvendt i midten af 1100 årene i den nuværende
trækirke i Urnes, med elegant bølgende sammenfletninger af tynde, anæmiske
dyr,slanger og plantetråde.
.
.
..
Mammenstil.
Øksen fra Mammengraven i Jylland, ornamenteret med stor fugl indlagt i
sølvtråd. På øksens anden side er et rankeornament. Øksens længde
er 17,5 cm. målt vinkelret på nakken og midt for denne.
.
Gode
våbensmede og skibssmede var højt ansete, men det vides ikke hvilken
status smykkesmede og andre kunsthåndværkere havde, bortset fra
runestenskunstnere. Det er de eneste der har signeret kunstværker fra
vikingetiden.
.
Harald
Blåtands runesten i Jelling.
.
Vikingernes
kunst var vital, fantasifuld og selvbevist, den var fællesnordisk, og
den var deres egen. Det gælder for såvel den ornamentale og bildende
kunst som for digtningen. Som kunstart levede digtningen længst. Endnu
i første halvdel af 1200 årene blev den værdsat i toneangivende
kredse i Norden, men den mestredes især af islændinge, og omkring 1220
skrev Snorre Sturlasson, der selv var digter, sin bog om digterkunsten,
Edda. Den giver en nøgle til forståelsen af skjaldedigtningens
komplicerede konventioner. Uden Snorres forklaringer ville meget af
indholdet være uforståeligt i dag. Men der findes ingen nøgle til den
lige så komplicerede ornamentale og bildende kunst, der tydeligvis også
havde sine konventioner. Vi må i dag søge at forstå disse ved at
bruge øjnene, og betydningsindholdet forstår vi sjældent. Men meget
havde formentlig, især ornamentale funktioner, og et trænet øje vil
facineres af liniespillenes elegance og af kraften og fantasien.
Vikingernes
kunst søgte kontrast, kulør og harmonisk bevægelse. Det var en
prangende kunst, men dens formsprog blev forstået og værdsat. På gode
arbejder blev detaljer udført med samme omhu som helheden, og ofte er
ornamentikken i så lille format, at man må meget tæt på for at kunne
opfatte den.
Det
som er bevaret er først og fremmest en brugskunst der udfolder sig på
funktionelle genstande af snart sagt enhver art, dragter, dragtspænder,
skibe, våben, slæder, rideudstyr, bygninger, mindesten, vægtæpper, bægre
og meget andet. Tredimentional kunst optræder mest i form af hoveder,
som regel dyrs, der afslutter og markerer vigtige konstruktive led på
større og mindre genstande, f.eks. en vogn eller skrin.
.
Jellingbægeret
.
Udfoldning
af Jellingbægeret
.
Et
af beslagene fra graven i Jellings ældste kirke
.
De
mest brugte materialer må have været tekstiler og træ, men kun lidt
af det er bevaret. Bortset fra på Gotland blev mindesten først
udsmykkede efter midten af 900 årene, måske med Harald Blåtands Jellingsten
som forbillede. Herefter er der en hel del ornamenterede sten, nogle i
Danmark og Norge men flest i Sverige. Småkunst på metal kendes i
massevis, især fra grave og skattefund, og vigtige motiver var båndfletninger
og båndslyng, slanger, fugle, dyr og menneskefremstillinger.
