Danmark

             fortidensjelling       skriv dit navn med runer       

Kirken, højene og en del af palisaden ved Smededammen i Jelling

       

   Kort over Danmark

Ravningbroen

.---------------------------------------------

1
6
2
3
4
6
8
6
6
1
2
3
4

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

.

.

.

 

 

 

 

.

.

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

...

Rekonstruktion af broen

.

Når man ser en moderne byggeplads med dens gravkøer og kraner, må man undres over, hvad der i fortiden er præsteret uden disse hjælpemidler. Hvordan har det været muligt med simpelt værktøj at rejse f.eks. pyramiderne eller Stonehenge. Herhjemme er det hele i lidt mindre format, og dog må vi imponeres, når vi stilles over for anlæg som jættestuerne, Dannevirke eller middelalderens domkirker. Vi har mange storværker af den art, og det sker at nye kommer til.

I 1953 blev der fundet store, tilhugne stolper af egetræ i sydsiden af Vejle ådalen, nær landsbyen Ravning. En arkæologisk interesseret læge, K. V. Kristensen, Ødsted, fik nys om fundet, inspicerede det og målte op. Et dambrug, som blev anlagt et par år senere. bragte flere pæl for dagen, og åens uddybning og udretning øgede samlingen, nu også i dalens nordside. K. V. Kristensen kom til det resultat, at der var tale om en bro, og han nedfældede sine iagttagelser i en artikel i Vejle Amts historiske Årbøger 1959.

.

En stolpe trækkes op af mosen. I sin nuværende længde er den 3,50 m

.

Uddybningen af åen og nedlæggelsen af drænrør gjorde, at mosen sank sammen, så stolperne i nordsiden begyndte at stikke hovederne frem. De var til gene for pløjningen og en halv snes stykker af dem blev derfor trukket op. Nu kom Nationalmuseet ind i billedet. En kulstof 14-datering af en stolpe gav resultatet 980, med en fejlmargen på 100 år. En bro fra vikingetiden, det var værd at se på.

Inden udgravningerne begyndte i 1972, var dog en ny teori dukket op. En lokal vismand havde over for pressen erklæret at pælene kunne være fra en havn anlagt af kong Gorm i Jelling. Nu ved vi strengt taget ikke om Gorm nogensinde har boet i Jelling, kun at han er begravet der, men om så er, ville han nok have foretrukket at have sine skibe liggende i Vejle fjord med let adgang til det åbne hav fremfor i et åløb langt inde i landet. Forestillingen om at man i gamle dage har kunnet sejle herind, møder vi ikke blot i Ravning, men mange steder i Danmark, og vi kan rolig ramme en pæl igennem den, simpelthen fordi de gamle åløb med deres uendelighed af slyngninger gjorde enhver manøvrering med store rofartøjer umulig. Nutildags ville det bedre kunne lade sig gøre, efter at hedeselskabet gennem et par generationer har gjort sig den ulejlighed at rette alle løbene ud. Kan man iøvrigt tænke sig noget mere forsvarsløst end en flåde af krigsskibe på række i et snævert åløb.

K. V. Kristensen har ret, det drejer sig om en bro. Og hvilken bro. Udgravningen har vist det. Den har været ca. 1 km. lang, nogenlunde som den gamle Lillebæltsbro, og må have haft en kørebane på ca. seks meter. Et storværk.

.

Det normale stolpesæt med fire bærende pæle og to skråstøtter. Bærestolpe nr.2 fra højre må engang have været udsat for et ophalingsforsøg. I tomrummet, som derved dannedes under den, har der samlet sig nedsivet sand.

.

Alle stolpers øvreender er bortrådnet i højden med vikingetidens moseoverflade, men nedre enderne er særdeles velbevarede i længder på to til fire meter. Bærestolperne er placeret fire og fire med ganske kort afstand, kun 2,40 mellem sættene. Til hvert stolpesæt hører yderligere to skråstolper, en på hver side. De må have tjent til fastlåsning af de tværgående bjælker, som har båret kørebanen.


Pælene i den nordlige broforløb markeret med bambusstokke. Man får et indtryk af den præcision, der præger anlægget.

.

Broen er en teknisk bedrift, et virkeligt ingeniørarbejde. Imponerende er målenøjagtigheden, som viser sig derved, at afstanden mellem ensartede broelementer gentager sig med meget ringe variation. Tager vi gennemsnittene af disse værdigrupper, nærmer vi os de tilsigtede mål og får derigennem en mulighed for at bestemme den anvendte måleenhed. Den synes at have ligget på 29,5 cm. Lad os kalde det en Ravningfod. De mål brobyggerne opererede med har været: Afstanden mellem sættenes stolper 5 fod. Bredden mellem den enkelte stolpesæt 16 fod. Afstanden mellem stolpesættene 8 fod. Stolpernes tværsnit 1 x 1 fod.

Da de første stolpesæt var fremme i dagslyset og konstruktionens regelmæssighed erkendt, var det en smal sag ved hjælp af en sonde at følge forløbet, så meget mere som det dannede en fuldstændig lige linie hen over engen, på tværs af åen. Antallet af bærende stolper kan beregnes til ca. 1700 fordelt på godt 400 stolpesæt, og hertil kommer godt 800 skråstivere, to for hvert sæt, samt alt det tømmer, der er gået med til konstruktion af kørebanen. En hel skov har måttet ofres, og hvad har det ikke krævet af mandskab. Mængder af skovhuggere og tømrere har måttet indkaldes for at fælde og oparbejde de mange træstammer til brugeligt tømmer. Transporten til byggepladsen foregik ikke af sig selv, og dertil kommer så de teknikere, der anbragte stolperne i mosen, og ingeniørerne, der udstak linier og havde ansvaret for det hele. Affodringen af alt dette mandskab har været et problem for sig, og vel ikke den mindste. At resultatet blev, som det blev, kan kun skyldes en virkelig fremragende organisation.

.

Saven var ukendt i vikingetid. Tømmerarbejdet udførtes med økse, ofte så godt, at man ikke ser hugsporene. Således på overdelen af denne stolpe.

.

Nedstukket ved siden af pælene fandtes i adskillige tilfælde lange lige hasselkæppe, tilspidset i den nedre ende. Der kan ikke være tvivl om at det er landmålerstokke anbragt af brobygningsingeniørerne for at vise teknikerne, hvor stolperne skulle sættes ned. Her blev de så sat, men hvordan. Repræsentanter fra ingeniørfirmaet Cowi Consult hjalp os med at klare det spørgsmål. Man har benyttet det såkaldte adhæsionsprincip. Stolpen bringes i lodret stilling, og synker ved sin egen vægt ned i mosen, men standser når vedhængskraften på alle fire sider har nået den nødvendige størrelse. Erkendelsen heraf var mere end forbavsende. Denne metode der også i dag bruges ved brobygning over sumpede strækninger, var altså kendt og anvendt allerede i vikingetid. Rambukke var ikke nødvendige, man har kunnet nøjes med et treben og en talje til at bringe stolpen i stilling, resten klarede tyngdekraften. Blev stolpen for lang, skar man enden af.

:

En bropæl og to landmålerstokke, den ene af nyere dato. Den gamle hasselkæp står, som den blev plantet af vikingeingeniøren for at vise teknikerne hvor bærestolpen skulle sættes ned.

.

Den total forsvundne overbygnings konstruktion må vi tænke os til, men det ser ud, som om tilhugningen af vejbanetømmeret er foregået i selve mosen, hvor der ikke alene er fundet lag af huggespåner, men også en slags arbejdsplatforme bestående af affaldstræ, anbragt på den daværende moseflade, for at arbejderne ikke skulle synke i. Vi har tidligere sammenlignet broen med den gamle Lillebæltsbro, hvad længden angår, men vi skal ikke forestille os en høj bro. Kørebanen må omtrent have ligget der hvor skråstiverne ramte de lodrette stolper, det vil sige netop så højt over vikingetidens moseflade, at den undgik vinterhalvårets oversvømmelser, der næppe blev særlig voldsomme i den brede ådal. Tørskoet overgang på alle årstider var, hvad man ønskede. Det var mere end hvad man kunne regne med ved de eksisterende vadesteder, beliggende hvor dalen snævrede sig ind. At passere selv et så beskedent vandløb som Vejle å kunne i tøbrudstiden være en penibel sag. Helt op til forrige århundrede, hvor man stadig sloges med elendige vej og broforhold, kendte man disse vanskeligheder.

.

Stolpesæt med antydet rekonstruktion af broens overbygning. Hvordan det lodrette og vandrette tømmer har været sammenskåret giver fundet dog ingen oplysning om.

.

Broens bæreevne kan beregnes til 5 tons, man kan så spørge, hvad man i vikingetiden har haft at transportere, som krævede en sådan styrke, men måske har man bare overdimensioneret for en sikkerheds skyld.

.

Dyngen af affaldstræ til højre i billedet danner en slags platform. Her har vel de tømrere stået, som lavede kørebanen.

.

Hvor broen mod nord støder til land, går den over i stenstrøede og risbelagte kørebaner, tre oven på hverandre. Kender man naturforholdene på stedet og har set, hvor meget materiale blot et enkelt regnskyl ned ad de stejle skråninger, undrer man sig ikke over, at det har været nødvendigt med mellemrum at forny vejbelægningen. Hjulsporene kunne i visse tilfælde endnu konstateres, bedst i den øvre vejbane.

.

En bropæl har ramt en gammel træstamme i mosen og kunne ikke trænge igennem. Hvad har brobyggerne tænkt.

.

Man skulle tro at muligheden for at følge vejforløbet hermed var udtømt, men det er ikke tilfældet, det tegner sig endda særdeles tydeligt op over den skovklædte bakke i form af en dobbelt hulvej, et spor til opkørsel og et til nedkørsel. Den samlede bredde svarer godt til broens. På det nedre slyngede stykke er dybden ringe, kun ca. 50 cm., men længere oppe, hvor bakken bliver virkelig stejl( og hvor det ene spor iøvrigt forsvinder, ødelagt af en moderne vej) tiltager den, og her kan der ikke være tale om nedslidning alene. Man har gjort som man ville gøre nutildags, grave sig gennem bakken for at opnå en tålelig stigning, der kunne forceres af kørende trafik. Det har været et betydeligt arbejde, på sin vis lige så imponerende som selve brobygningen. Ved udgravning i bunden af slugten, afdækkedes en stenlægning, en chausse, dog med et blødt midterparti, hvor hesten kunne gå uden at beskadige sine hove alt for meget. Sådanne kørebaner er ikke kendt fra andre hulvejsundersøgelser, men harmonerer godt med den omhu, der er anvendt på brobygningen.

.

Den kunstigt gravede hulvej i dalens nordskråning, og til højre stenlægningen i dens bund. Bemærk det bløde midterparti, hvor hesten har gået.

.

Kulstof 14 dateringen af broen til yngre vikingetid var et vigtigt udgangspunkt for udgravningen, men efterhånden som arbejdet skred frem, og anlæggets format erkendtes, voksede ønsket om en mere nøjagtig tidsfæstelse. Nu var det så heldigt at en ny og meget lovende dateringsmetode netop havde gjort sin entre. Dendrokronologien, der betjener sig af træernes årringe. Her kom den på prøve, som den bestod med glans. De stolper der havde splintved bevaret, viste tydeligt at broen er bygget i 979 eller dog ganske tæt deromkring. Det er en helt utrolig oplevelse for en udgraver at stå med et så nøjagtigt årstal i hænderne.

At broen ikke er konstrueret hverken af eller for den lokale befolkning turde være indlysende. Alene dens præcision lader ane, at vi står over for et militært anlæg på linie med Trelleborgene, og her kommer kongen ind i billedet som den sandsynlige ophavsmand. Den nyvundne årstal antyder, hvem denne konge kunne være: Harald Blåtand, ham der vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne, som det hedder på den store Jellingsten. At vinde al Danmark må vel betyde at samle det i småriger opsplittede land til en enhed ved anvendelse af magt. Sådanne voldelige samlinger under et centralstyre har aldrig været populære i befolkningen og er det heller ikke i vore dage. Ser man ned gennem historien, er det tydeligt at det første, en hvilken som helst erobrer foretager sig for at befæste sin magt, er at bygge fæstninger og forbindelseslinier. Her falder Ravning broen og Trelleborgene godt i tråd. De må være anlagt under samme regime, et regime der havde nok af pengemidler og arbejdskraft. Vikingekongen Harald Blåtand skulle opfylde betingelserne.

.

.
.

Ravning broen har naturlig forbindelse til den midtjyske længdevej, den vi kalder hærvejen, og ligeledes til de gamle veje sydpå. Via den kunne man spare et par dagsmarcher, hvadenten man kom fra syd eller nord, og den var altid passabel. Nu er en træbros levetid sjældent særlig lang, 50 - 60 år måske, således også her. Stolperne rådnede over, der hvor de fra den fugtige bevarende mosejord trådte frem i lyset, og de blev ikke fornyet, man opgav simpelthen. Det gik som med de formentlig samtidige Trelleborge, der jo også blev prisgivet efter et kortere åremål, da forfaldet satte ind.

I den skriftlige overlevering nåede broen ikke at sætte sine spor, ejheller i sagn eller marknavne, hvad man kunne have håbet. Alligevel har den efterladt et minde, nemlig sogneskellet mellem Nørup og Bredsten, der falder sammen med dens nordligste forløb. Grænsedragningen må have fundet sted på et tidspunkt, hvor broen, eller i hvert fald resterne af den, endnu var at se. Hvorfor skulle man ellers have lagt linien netop her i en uoverskuelig og ufremkommelig ellemose, som det jo dengang var. Det giver et fingerpeg om hvornår sogneinddelingen fandt sted.

T. Ramskou

.

Se også Vikingebroen i Ravning

Vikingebroen og Ravningbroen er den samme, fortalt ud fra forskellige synsvinkler.

..  .

..

.

.

 
  www.fortidensjelling.dk    Erik Lynge Stenager Privacy. ©2021-25