Det var ikke alene
mellem danskerne indbyrdes der var stridigheder, man kan tænke sig,
at når landsmænd overfaldt hinanden, så kom der også fjender fra
andre lande, og Danmark har altid haft en urolig nabo mod syd, som
den gang plyndrede på vore kyster.
Derfor var der nød i
Danmark. Tyve og røvere, både indfødte og udlændinge, dræbte og
brændte, så det var en gru, og folket som det gik ud over bad til
Odin om hjælp, at det dog måtte blive anderledes, og skønt ingen
vidste hvorledes det skulle ske, håbede de dog hver morgen at hjælpen
ville komme inden aften. Men dagen gik og om aftenen hørte de intet
andet end rygter om nye overfald, og så kunne de glæde sig over at
det ikke var dem selv der var blevet hjemsøgt.
Værst var det i
Hedeby. Denne stad lå så nær ved grænsen at den til stadighed
var udsat for fjendens plyndringer, og desuden havde mange slette
mennesker givet sig hen til drukkenskab og andre laster, og de
gjorde de fromme al den skade de kunne finde på.
Da skete det en dag,
som nogle folk gik ved stranden og så ud over havet, at de fik øje
på et underligt skib der kom sejlende langt ude.
Det var højt med dragehoved udskåret på forstavnen, og det skar
gennem vandet for en gunstig vind, nærmere og nærmere, så de
kunne se det kostelige silkesejl og den spraglede vimpel på den høje
mast.
Men folkene på stranden stirrede og stirrede efter søfolk om bord,
uden at se en eneste. Hverken ved ror eller sejl stod nogen
styrmand, og dog gik skibet ind mod landet, ind i den smalle fjord,
og skønt denne bugter sig, stødte det dog ikke på grund, for
vinden drejede og blæste den vej skibet skulle gå, indtil det nærmede
sig det inderste af fjorden. Da tog vinden af, lidt efter lidt, og
lagde sig helt til sidst, så skibet flød roligt og lagde stille
til land.
Langs med fjorden
havde folk set den underlige sejlads, og de fulgte skibet ad
stranden. Flere og flere kom til, og da skibet stod stille, var der
samlet en stor mængde mennesker, som betragtede det underlige fartøj,
og da så de, at der dog var et menneske om bord, for i bagstavnen lå
mellem guld og våben en lille dreng, der sov på et skjold med et
kornneg som hovedpude, og nu slog han øjnene op, just som skibet
standsede, og folket var forsamlet.
Odin har hørt vor bøn,
for det er sikkert hans søn han har sendt os, og han skal være vor
konge. De bar ham i land på skjoldet, og satte ham i toppen af
neget og hyldede ham alle. Og de gav ham navnet Skjold, fordi han
skulle værne landet og dets beboere.
.
.
Skjold kåres til
konge. Gl. litografi fra Hjortsvang Museum
.
Det var en ung
hersker danskerne havde fået, og endnu kunne han ikke værne om
noget, tværtimod trængte han selv til værn i sin barndom, men det
var dog som om man kunne mærke, at Odins søn var kommet til
landet, for der var frugtbarhed og fred over hele riget.
Imidlertid gik årene,
og Skjold voksede til. Han blev stor og stærk, og mod manglede han
heller ikke. Folkene som var sat til at vogte og opfostre ham, gav
ham da også en god opdragelse og lærte ham alt hvad der var godt
og ret. Han var ikke gammel, Før han fik undervisning i våbenbrug,
og han var ikke stort ældre, da han for første gang fik god
anvendelse for sin færdighed og sine kræfter.
Det hændte sig
nemlig engang at Skjold var på jagt med sine mænd i de store
skove, som på den tid bredte sig over hele landet. Skjold var
imidlertid så ivrig i at forfølge dyrene at han kom bort fra sine
ledsagere, som også hver for sig jog efter vildt.
Som Skjold nu trængte
frem gennem skovens tykning, kom han til at stå lige for en vældig
bjørn, der just belavede sig på at angribe ham. Skjold måtte
hurtigt tage sin beslutning, og da han næsten var værgeløs over
for et så stort dyr, tog han sin bælte af og brødes nu så længe
med bjørnen, at han fik den under sig og bandt den med bæltet. Således
holdt han den, idet han ventede på sine ledsagere. De havde jo
opdaget at Skjold var borte, og de fik travlt med at søge efter
ham, for de tænkte sig den fare han kunne være i, men mindst, at
han havde overvundet den på en sådan måde. Derfor strejfede de
rundt i skoven, og råbte på ham, og til sidst fik de svar. Det var
et uventet syn de så, og i begyndelsen blev de forskrækket over
den fare, drengen havde været i, men de glædede sig ved hans mod
og beundrede hans styrke.
Ligesom Skjold
overvandt de vilde dyr, undertvang han også fremmede kæmper, men
sit rige styrede med så meget klogskab og mildhed, at han blev
almindelig afholdt, for han gav gode love og gjorde godt mod alle.
Han indførte den lov at trællene skulle have deres frihed, så de
kunne flytte fra en herre til en anden. De fattiges gæld betalte
han, og sine stridsmænd gav han hvad de vandt på krigstogt, for
Skjolds regel var, at byttet var kæmpernes, men æren Kongens.
Dog kunne han også
straffe. En træl, Skjold selv havde givet fri, ville lønne denne
velgerning ved at slå ham ihjel. Men denne plan blev opdaget i
tide, og da måtte trællen selv bøde med livet, både fordi han
havde fortjent denne straf, og fordi Skjold ville, at andre
ildesindede mennesker kunne se hvad der var i vente ved sådanne
forsøg.
Også udenfor Danmark
indlagde Skjold sig berømmelse. I Tyskland boede nemlig en jomfru,
hvis rygte gik vidt omkring, for hun var både smuk og klog. Hun hed
Alvilda, og Skjold hørte så meget godt om hende, at han rejste
derned for at bejle til hende. Men der var en tysk konge ved navn
Skate kommet ham i forkøbet, og Skjold måtte enten vinde sin brud
med sværdet, ved at dræbe Skate eller drage hjem med uforrettet
sag. Det sidste ville han ikke og var derfor nød til at udæske
tyskeren til tvekamp, skønt partiet var ulige, eftersom Skate
var en stor kæmpe, og Skjold var både ung og meget mindre.
Imidlertid begyndte striden, og danskerne og tyskerne stod på hver
sin side af kamppladsen for at se, hvem der vandt. Det blev Skjold,
der fik overhånd, og derved vandt han ikke alene sin brud, men han
undertvang også Tyskland, så tyskerne måtte betale skat til
Danmark.
Om det nu er denne
Dronning Alvilde, der også hed Gefion, er ikke godt at vide, ellers
må hun være død før Skjold, og han har da giftet sig igen med
Gefion.
Det fortælles at
Gefion engang besøgte Kong Gylfe i Sverige, og han syntes så godt
om hende, at han gav hende så meget land, som hun i et døgn kunne
pløje op med fire stude. Hun omskabte da hendes fire sønner til
stude og spændte dem for ploven. Men så dybt gik ploven, at landet
blev revet løs, og så hurtigt gik det, at hun fik ompløjet et
stykke land, som blev til en stor ø, for studene trak den ud i
sundet mellem Fyn og Sverige, og hun gav det navnet Sjælland, som
det hedder endnu. Men der hvor hun tog det fra, blev en sø, som er
til den dag i dag, og kaldes Vänern.
Denne ø som Gefion således
dannede, gav hun Skjold, og han byggede sig et kongesæde i Lejre,
hvor han boede med Gefion, som han tog til ægte.
Kong Skjolds henfart
blev som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv
havde ønsket det, lagt ud på det skib han var kommet med, og
omkring ham blev lagt våben og kostbarheder, og hans banner vajede
over hans hoved. Der var forsamlet en stor mængde mennesker for at
se den elskede konges sidste fart, men ingen søfolk var om bord, og
derfor ved ingen hvorhen det sejlede, lige så lidt som nogen
vidste, hvor det var kommet fra.
Men det var folkets
tro, at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og
derfor var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger
efter ham.
.
.