Kong Vermund
og Uffe
Hin Spage
400-500
årene
Uffe (offa) omtales i
det angliske heltekvad "widsith" og historikere mener at
Vermund og Uffe har levet i 400-årene. Saxo fortæller at
sagnkongerne Vermund og Uffe hin Spage boede i Jelling, og flere
hundrede år senere rejste kongerne Gorm den Gamle og Harald
Blåtand to store runesten i Jelling, der fortæller os at der har
været konger og dronninger i byen. I folkemindet er der bevaret
en beretning om at det var ved Skærmklint vest for Jelling, at man
nedgravede Skræp.
Skærmklint som den ser ud i
dag
En konge ved navn Vermund regerede mange år i Jylland, hvor han
havde sit kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine undersåtter
og vidt berømt for visdom og tapperhed men det voldte ham stor
hjertesorg, når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans
eneste søn Uffe.
Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk frem for nogen af sine
jævnaldrende, men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet
ikke var til at tænke på, han nogen sinde kunne blive konge. Man hørte
næsten aldrig et ord af hans mund, så aldrig et smil på hans læber,
og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et menneske, det rørte
ikke ham det allerringeste.
I denne døs og sløvhed
levede han, lige til han var 30 år; men så hændte der noget, som
vakte ham af hans dvale og viste, at der virkelig var liv i ham. Der
kom nemlig en dag sendebud fra Sakserkongen med den uforskammede
hilsen til den gamle blinde Vermund, om han ikke nok ville afstå
ham sit rige, da han jo dog var alt for svækket både på sjæl og
legeme til selv at regere længere. Syntes han imidlertid ikke om således
uden videre at give slip på riget, så skulle de gøre ham det
forslag, at han lod sin søn møde sammen med deres konges søn, for
at de to kunne afgøre sagen i en tvekamp.
Men var det ham heller ikke tilpas, så måtte han straks være
belavet på krig, thi sakserkongen ville da tage med magt, hvad han
ikke kunne få med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt suk, og
alle hans mænd stod længe tavse, thi ingen vidste, hvad de skulle
svare til saksernes frække tale.
Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse, og til
alles store forundring gav han med høj og mandig røst de fremmede
svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre, sagde han, at han
kan spare sig al ulejlighed, thi Danmark savner ikke en konge, som
kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper,
som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som
er værdig til at tage hans rige i arv, det skal i få at se, thi
jeg er rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og
den stærkeste kæmpe, han vil tage med sig.
Vermund havde svært
ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først da han fik
ham hen til sig og følte hans kraftige lemmer, blev han overbevist.
Men hvorfor udæskede du to for een? spurgte han. Fordi, svarede
Uffe, at der forleden var to danske om at slå een svensker ihjel.
Vermund blev omsider overbevist, og for første gang følte han
rigtig glæde over sin søn. Der blev nu aftalt tid og sted, hvor
kampen skulle gå for sig, og sendebudene drog hjem for at bringe
deres herre besked.
Uffe skulle nu rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk,
der kunne passe til hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var
det at finde et sværd, der kunne holde. Man kom frem med det ene
efter det andet, men de sprang i stykker som glas alle sammen, så
snart han svang dem med sin kraftige arm.
Vermund havde
rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast,
at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen, men det havde
han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke troede, hans søn
nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet
for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det lykkedes
endelig efter meget besvær.
Det var en aftale, at
kampen skulle gå for sig på en holm midt i ejderstrømmen, og
derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn
mødte i følge med en vældig kæmpe. Begge flodbredder vrimlede af
tilskuere, tyskere mod syd og danskere mod nord, og alle fulgte
kampens gang med spændt opmærksomhed.
Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken, thi det var
hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn faldt,
da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse.
Begge sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så
rolig, som om sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet
end bøde for sig med skjoldet; men da han omsider havde udforsket,
hvilken af modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp
af skeden og flakte i et hug kæmpen helt igennem, så han døde på
Stedet.
Nu hørte jeg Skræp, sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt
fra gamle dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde
truffet, flyttede han sig længere bort fra floden, for at han ikke
af vanvare skulle styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på
sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær,
men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for skams
skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han
Skræp for anden gang, og i næste øjeblik lå kongesønnen død
ved Siden af kæmpen.
.
Uffe hin Spages sejr over
den saksiske kongesøn
Kan ses på Hjortsvang Museum.
.
Dermed var kampen til
ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde hjem. Men
danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu vidste de,
at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader i
regeringen.
Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som konge. Han
havde jo vist, at han nok kunne bruge sværdet, når det gjordes nødvendigt;
men han holdt da ellers mest af freden, og det var derfor, han fik
tilnavnet: hin Spage.
