Uffe (offa) omtales i
det angliske heltekvad "widsith" og historikere mener at
Vermund og Uffe har levet i 400-årene. I folkemindet er der bevaret en
beretning om at det var ved Skærmklint vest for Jelling, at man
nedgravede Skræp.
Skærmklint som den ser ud i dag
En konge ved navn Vermund regerede mange år i Jylland, hvor han havde
sit kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine undersåtter og
vidt berømt for visdom og tapperhed men det voldte ham stor hjertesorg,
når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans eneste søn
Uffe.
Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk frem for nogen at
sine jævnaldrende, men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet
ikke var til at tænke på, han nogen sinde kunne blive konge. Man hørte
næsten aldrig et ord af hans mund, så aldrig et smil på hans læber,
og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et menneske, det rørte ikke
ham det allerringeste.
I denne døs og sløvhed levede han, lige til han
var 30 år; men så hændte der noget, som vakte ham af hans dvale og
viste, at der virkelig var liv i ham. Der kom nemlig en dag sendebud fra
Sakserkongen med den uforskammede hilsen til den gamle blinde Vermund,
om han ikke nok ville afstå ham sit rige, da han jo dog var alt for svækket
både på sjæl og legeme til selv at regere længere. Syntes han
imidlertid ikke om således uden videre at give slip på riget, så
skulle de gøre ham det forslag, at han lod sin søn møde sammen med
deres konges søn, for at de to kunne afgøre sagen i en tvekamp.
Men
var det ham heller ikke tilpas, så måtte han straks være belavet på
krig, thi sakserkongen ville da tage med magt, hvad han ikke kunne få
med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt suk, og alle hans mænd
stod længe tavse, thi ingen vidste, hvad de skulle svare til saksernes
frække tale.
Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse,
og til alles store forundring gav han med høj og mandig røst de
fremmede svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre, sagde han, at
han kan spare sig al ulejlighed, thi Danmark savner ikke en konge, som
kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper,
som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som er
værdig til at tage hans rige i arv, det skal i få at se, thi jeg er
rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og den stærkeste
kæmpe, han vil tage med sig.
Vermund havde svært ved at tro, at det
var Uffe, som havde talt, og først da han fik ham hen til sig og følte
hans kraftige lemmer, blev han overbevist. Men hvorfor udæskede du to
for een? spurgte han. Fordi, svarede Uffe, at der forleden var
to danske om at slå een svensker ihjel.
Vermund blev omsider
overbevist, og for første gang følte han rigtig glæde over sin søn.
Der blev nu aftalt tid og sted, hvor kampen skulle gå for sig, og
sendebudene drog hjem for at bringe deres herre besked.
Uffe skulle nu
rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk, der kunne passe til
hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et sværd,
der kunne holde. Man kom frem med det ene efter det andet, men de sprang
i stykker som glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige
arm.
Vermund havde rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så
mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen,
men det havde han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke
troede, hans søn nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog
nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det
lykkedes endelig efter meget besvær.
Det var en aftale, at kampen
skulle gå for sig på en holm midt i ejderstrømmen, og derud begav
Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn mødte i følge
med en vældig kæmpe. Begge flodbredder vrimlede af tilskuere, tyskere
mod syd og danskere mod nord, og alle fulgte kampens gang med spændt
opmærksomhed.
Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken, thi
det var hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn
faldt, da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse.
Begge
sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om
sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig
med skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af
modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp af skeden og
flakte i et hug kæmpen helt igennem, så han døde på Stedet.
Nu hørte
jeg Skræp, sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt fra gamle
dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede
han sig længere bort fra floden, for at han ikke af vanvare skulle
styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på sakserprinsen, og
han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær, men Uffe blev ved
at ægge og tirre ham så længe, at han for skams skyld måtte frem, og
da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden gang, og i
næste øjeblik lå kongesønnen død ved Siden af kæmpen.
.
Uffe hin Spages sejr over den
saksiske kongesøn
Kan ses på Hjortsvang Museum.
.
Dermed var
kampen til ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde
hjem. Men danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu
vidste de, at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader
i regeringen.
Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som
konge. Han havde jo vist, at han nok kunne bruge sværdet, når det
gjordes nødvendigt; men han holdt da ellers mest af freden, og det var
derfor, han fik tilnavnet: hin Spage.
