fortidensjelling     danmarkskonger     onlinephotos    fotos     skriv dit navn med runer     links               

På togt med vikingerne

.

Sagnkongerne
indtil Gorm den Gamle

.

Før Gorm den Gamle
Vi ved meget lidt fra denne tid, men nogle samtidige, eller næsten samtidige udenlandske skribenter, især fra de frankiske annaler, de engelske munke, vatikanets arkiver i Rom, de nordiske sagaer, skrev om markante danske konger. Der fandtes ikke historieskrivere i Danmark på denne tid. Et fælles indtryk fra skribenterne er, at de danske konger var endog meget krigeriske. Meget senere har Saxo Grammaticus og Svend Aggesen givet deres mening om sagnkongerne.
Mange af sagnkongerne har regeret over en del af landet, så der har været flere samtidig, så de kunne også overfalde hinanden.
Men, sagn er sagn, og intet er sikkert, slet ikke årstal.
Men, man kan vel også sige at sagn nok ikke kommer ud af ingenting, og det kan meget vel være at alle vore sagn engang var levende og virkelige.
Rækkefølgen som kongerne er opstillet i er ikke sikker.

.

Uffe hin Spages sejr over den saksiske kongesøn

.
.

          Tilbage til fortidens jelling   .

.

.

Kong Vermund

og Uffe Hin Spage

400-500 årene

Uffe (offa) omtales i det angliske heltekvad "widsith" og historikere mener at Vermund og Uffe har levet i 400-årene. Saxo fortæller at sagnkongerne Vermund og Uffe hin Spage boede i Jelling, og flere hundrede år senere rejste kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand to store runesten i Jelling, der fortæller os at der har været konger og dronninger i byen. I folkemindet er der bevaret en beretning om at det var ved Skærmklint vest for Jelling, at man nedgravede Skræp.

Skærmklint som den ser ud i dag


En konge ved navn Vermund regerede mange år i Jylland, hvor han havde sit kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine undersåtter og vidt berømt for visdom og tapperhed men det voldte ham stor hjertesorg, når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans eneste søn Uffe.
Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk frem for nogen af sine jævnaldrende, men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet ikke var til at tænke på, han nogen sinde kunne blive konge. Man hørte næsten aldrig et ord af hans mund, så aldrig et smil på hans læber, og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et menneske, det rørte ikke ham det allerringeste.

I denne døs og sløvhed levede han, lige til han var 30 år; men så hændte der noget, som vakte ham af hans dvale og viste, at der virkelig var liv i ham. Der kom nemlig en dag sendebud fra Sakserkongen med den uforskammede hilsen til den gamle blinde Vermund, om han ikke nok ville afstå ham sit rige, da han jo dog var alt for svækket både på sjæl og legeme til selv at regere længere. Syntes han imidlertid ikke om således uden videre at give slip på riget, så skulle de gøre ham det forslag, at han lod sin søn møde sammen med deres konges søn, for at de to kunne afgøre sagen i en tvekamp.
Men var det ham heller ikke tilpas, så måtte han straks være belavet på krig, thi sakserkongen ville da tage med magt, hvad han ikke kunne få med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt suk, og alle hans mænd stod længe tavse, thi ingen vidste, hvad de skulle svare til saksernes frække tale.
Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse, og til alles store forundring gav han med høj og mandig røst de fremmede svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre, sagde han, at han kan spare sig al ulejlighed, thi Danmark savner ikke en konge, som kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper, som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som er værdig til at tage hans rige i arv, det skal i få at se, thi jeg er rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og den stærkeste kæmpe, han vil tage med sig.

Vermund havde svært ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først da han fik ham hen til sig og følte hans kraftige lemmer, blev han overbevist. Men hvorfor udæskede du to for een? spurgte han. Fordi, svarede Uffe, at der forleden var to danske om at slå een svensker ihjel.


Vermund blev omsider overbevist, og for første gang følte han rigtig glæde over sin søn. Der blev nu aftalt tid og sted, hvor kampen skulle gå for sig, og sendebudene drog hjem for at bringe deres herre besked.
Uffe skulle nu rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk, der kunne passe til hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et sværd, der kunne holde. Man kom frem med det ene efter det andet, men de sprang i stykker som glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige arm.

Vermund havde rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen, men det havde han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke troede, hans søn nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det lykkedes endelig efter meget besvær.

Det var en aftale, at kampen skulle gå for sig på en holm midt i ejderstrømmen, og derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn mødte i følge med en vældig kæmpe. Begge flodbredder vrimlede af tilskuere, tyskere mod syd og danskere mod nord, og alle fulgte kampens gang med spændt opmærksomhed.
Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken, thi det var hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn faldt, da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse.
Begge sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig med skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp af skeden og flakte i et hug kæmpen helt igennem, så han døde på Stedet.
Nu hørte jeg Skræp, sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt fra gamle dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede han sig længere bort fra floden, for at han ikke af vanvare skulle styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær, men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for skams skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden gang, og i næste øjeblik lå kongesønnen død ved Siden af kæmpen.

.


Uffe hin Spages sejr over den saksiske kongesøn
Kan ses på Hjortsvang Museum.

.

Dermed var kampen til ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde hjem. Men danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu vidste de, at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader i regeringen.
Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som konge. Han havde jo vist, at han nok kunne bruge sværdet, når det gjordes nødvendigt; men han holdt da ellers mest af freden, og det var derfor, han fik tilnavnet: hin Spage.

 

          Tilbage til sagnkongerne  
   
          Dan 300-400 årene
          Humble  
          Lotther  
          Skjold  
          Halvdan  
          Frode Fredegod  
          Roar 400 - 500 årene
          Helge 400 - 500 årene
          Rolf Krake 400 - 500 årene
          Hjarvard  
          Vermund og Uffe Hin Spage 400 - 500 årene
          Chochilaicus omkring 515
          Ogendus  (Agantyr) ca 710
          Harald Hildetand ca. 710 - 770
          Sigfred 770 - ca. 800
          Godfred 800 - 810
          Hemming 810 - 812
          Sigfred II død 812
        Anulo           død 812
        Harald Klak død 852
          Regindfrid død 814
          Rudolf død 873
          Rorik sidst omtalt i 873
          Horik I 813 - 854
          Horik II før 857 - efter 864
          Sigfred III 873 - 887
          Halvdan levede 873
          Helge 890 erne
          Olaf ca. 910
          Gyrd efter 910
          Gnupa efter 910
          Sigtryg før 920
          Hardeknud ca. 920 - ca. 934
   
   
   
   

.

.

.

.

.

.

 
 

 

 

www.fortidensjelling.dk Privacy. ©2015-18

Chart.dk