.
Kong Hardeknud
Knud I
Danernes konge.
Hardeknud, Svens søn,
som kom fra Nortmannia (Norge eller Normandiet), berøvede Sigtryg
kongemagten.
Hardeknud kom til
Danmark, formentlig fra Normandiet, og betragtes som grundlæggeren af
Jellingdynastiet.
Hardeknud havde sønnen
Gorm, der senere blev konge i Jelling omkring 934, med tilnavnet den
Gamle.
Kilde, Adam af Bremen
En anden kilde, Store Saga om Olav Tryggvason, har en anden fremstilling
af Hardeknuds fremkomst:
Under Kong Gorm hændte det sig,
at nogle af hans træller engang var sendt til Holseteland for at købe
vin, som de førte på mange heste. Da de drog søndenfra tilbage over
den skov som kaldes Mørkved, tog de natteleje i skoven. Det var ganske
stille vejr. Som nu trællerne om natten var vågne, hørte de et barn
græde inde i skoven, og da det blev lyst om morgenen, gik de ind i
skoven for at lede efter barnet, men skoven var både trang og mørk. De
nærmede sig efterhånden skriget og fandt omsider barnet. Det var svøbt
i et linnedklæde, som var knyttet sammen foran på brystet. Da de løste
knuden op, var deri tre guldringe, og barnet var indenfor svøbt i et
silkeklæde. Det var den dejligste dreng man kunne se.
De tog ham med sig, og da de kom til Kong Gorm, viste de ham barnet i
samme klæder, som de havde fundet det. Kongen øste vand på drengen,
gav ham navn, og kaldte ham Knud efter den knude, som han førte på
sig.
Denne dreng blev nu opfødt ved Kong Gorms hof, blev tidlig forstandig
og udmærkede sig ved alskens færdigheder frem for de fleste, som var
her i landet. Kong Gorm havde ingen søn, og da han elskede sin fostersøn
Knud så højt, tog han ham i søns sted og ærede ham frem for alle
sine frænder, så han bestemte, at Knud skulle være hans eftermand i
regeringen. Han fik navnet Knud den Fundne.
Kong Gorm rådede ikke længe over landet, men døde af sygdom, men før
sin død lod han Knud udråbe til konge over hele det rige, som han
havde haft i Jylland. Kong Gorm blev da højlagt efter oltids skik.
Kong Knud lod stævne til et
hovedting, og på dette ting lyste han for folket,om der fandtes noget
menneske, fremmed eller indfødt, der kunne give ham sikker underretning
om hans slægt, da ville han ophøje ham til rigdom og magt. Dette
spurgtes vidt omkring. Og nu fortæller man, at en aften kom to saksiske
mænd til Kong Knuds hof, og da de fik kongen i tale, tog den fornemste
af dem ordet og spurgte: Er det sandt herre, at i har lovet den mand
stor belønning, som kan underrette eder om eders æt. Kongen sagde, at
det var sandt, og svor på, at han skulle også vel opfylde dette sit løfte.
Skulle lige så vel trælle som fri mænd opnå dette, spurgte gæsten
videre. Ja, derpå skal ingen forskel gøres, sagde kongen.
Så har jeg først at fortælle dig, sagde den fremmede, at jeg og denne
min ledsager er trælle hos en jarl i Saksland, men vi kunne give dig
sikker underretning om din æt.
Arnfin jarl herskede over Holseteland, og vi var da hans trælle, men
dog tillige hans fortrolige. Det hændte nu, at jarlen avlede et barn
med sin søster, og det blev holdt hemmeligt, og da hun fødte barnet,
blev det svøbt i silkeklæder, uden om hvilke der blev knyttet et
linnedklæde, og deri blev knyttede tre guldringe. Derpå overgav man
denne dreng til os, at vi skulle ombringe ham. Vi drog da hen i skoven Mørkved
og bar barnet langt ind i skoven og lagde det ned ved rødderne af et træ
og gik siden bort.
Og disse mænd sagde nu nøjagtige mærker om, hvor de havde båret
barnet hen, så de træller, som havde fundet ham, erkendte, at det var
på samme sted.
Kong Knud gav da de saksiske træller
penge til at udløse sig med af trældommen, og bad dem dernæst
komme til sig. De gjorde så, og da de kom tilbage til Kong Knud, gav
han også sine træller, som havde fundet ham, frihed, og gav dernæst
alle de frigivne jarledømme, og gjorde dem alle til mægtige mænd, som
han havde lovet.
Deraf blev han kaldt Trælleknud.
Knud havde en søn, som han lod
kalde Gorm efter sin fosterfader. Trælleknud rådede ikke længe over
riget, men blev dog en navnkundig konge. Efter ham blev hans søn Gorm
taget til konge og styrede riget under Regnar Lodbrogs sønner, og var
mest i gunst hos Sigurd Orm i Øje.
Gorm opfostrede den søn, Sigurd havde med Kong Ellas datter Blæja.
Gorm øste vand på denne dreng, gav ham navn og opkaldte ham efter sin
fader Knud.
Han blev siden kaldt Hardeknud efter det sted Hørd i Jylland, hvor han
blev født.
Hardeknud blev konge over Sjælland
og Skåne efter Gorm, sin fosterfader. Hardeknud giftede sig, og avlede
med sin kone en søn, som han lod kalde Gorm efter sin fosterfader. Da
Hardeknuds søn Gorm voksede op, var han den dejligste mand, man kunne
se for sine øjne, og han var stor og stærk og fortrinlig i alle færdigheder.
Dog ansås han ikke for at besidde den visdom, som hans frænder før
ham var i orde for.
Da Gorm var voksen, fik han en kone ved navn Thyre, en datter af den
jarl i Jylland, som kaldtes Klakharald. Thyre var en dejlig og
forstandig kvinde, og hun var den mægtigste af alle kvinder her i de
nordiske lande. Hun blev kaldt " Thyre Danmarks Bod."
.