fortidensjelling     danmarkskonger                 

 

Sagnkongerne

indtil Gorm den Gamle

Uffe hin Spages sejr over den saksiske kongesøn

.

.

Før Gorm den Gamle
Vi ved meget lidt fra denne tid, men nogle samtidige, eller næsten samtidige udenlandske skribenter, især fra de frankiske annaler, de engelske munke, vatikanets arkiver i Rom, de nordiske sagaer, skrev om markante danske konger. Der fandtes ikke historieskrivere i Danmark på denne tid. Et fælles indtryk fra skribenterne er, at de danske konger var endog meget krigeriske. Meget senere har Saxo Grammaticus og Svend Aggesen givet deres mening om sagnkongerne.


Mange af sagnkongerne har regeret over en del af landet, så der har været flere samtidig, så de kunne også overfalde hinanden.
Men, sagn er sagn, og intet er sikkert, slet ikke årstal.
Men, man kan vel også sige at sagn nok ikke kommer ud af ingenting, og det kan meget vel være at alle vore sagn engang var levende og virkelige.
Rækkefølgen som kongerne er opstillet i er ikke sikker.

 

       sagnkongerne Fortidens Jelling .

Kong

Harald Klak

død 852

Kong Harald Klak

Harald Klak og Regindfrid regerede i fællesskab 812-813
Harald Klak og to af Godfreds sønner regerede i fællesskab 819-27.

Harald, der senere fik tilnavnet Klak (betydningen ukendt), var i 815 i forreste front, da frankerne for første og sidste gang forsøgte at erobre Danmark. Det lykkedes ikke, blandt andet på grund af en dygtigt ledet dansk flåde, og først i 819 lykkedes det på grund af splid mellem Godfredsønnerne, at få listet Harald Klak ind som medkonge. Det holdt dog kun til 823, hvor han rejser tilbage til kejser Ludvig og klager sin nød. Kejseren vælger i stedet at slutte fred med Godfredsønnerne, og indsætter Harald som greve i Nordfrisland. Han bliver ved samme lejlighed døbt og er derved den første daner med kongenavn, der overgår til kristendommen.
Da Harald Klak rejser hjem til Danmark, gav kejser Ludvig den Fromme ham en præst med, som skulle styrke kongen i den nye tro, og fortælle danskerne om den kristne tro. Denne præst hed Ansgar og kom til Danmark i 826.

.
.

Ansgar

Ansgar var født i det nordlige Frankrig i året 801.
Han var tilsluttet klostret Corvey, og var meget optaget af at udbrede evangeliet. I drømme troede han ofte at modtage Guds bud om at gå ud blandt hedningerne, og derfor fulgte han med glæde kong Harald Klak til Danmark i 826.

Men Harald Klak var en upålidelig mand, og snart blev han for stedse jaget ud af landet. Ansgar udrettede derfor i hans tid næsten intet i Danmark.

Større held havde han, da han drog til Sverige.På en ø i Mälaren blev der rejst en kirke. Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til ærkebisp for danske, svenske og Vender, med sæde i Hamburg.

Længe varede det dog, inden han kunne genoptage forkyndergerningen i Danmark. Vikingetogterne blev nemlig voldsommere, og selve Hamburg blev ødelagt af en dansk flåde, og Ansgar undslap med nød og næppe.
Snart måtte han gøre Bremen til sit sæde.
Men da tog frankerrigerne sig sammen, så den danske kong Hårik måtte holde fred med sin nabo, Tyskland, og nu optrådte Ansgar som den tyske konges udsending i Danmark, og ved sin uplettede vandel vandt han Håriks tillid.

Kong Hårik tillod opførelsen af en dåbskirke ved Slesvig.
Kongens efterfølger, Hårik den Yngre gav Ansgar grund til en kirke ved Ribe.
I disse vigtige handelsbyer i Danmark dannedes menigheder, som var udgangspunkter for troens videre udbredelse.
Kirkerne fik tilladelse til klokkeringning, til foragrelse for hedningerne, der troede, at klokkeklangen skræmte landvætterne bort.

Missionen i Sverige var overtaget af andre, men det gik ilde. Ansgar gæstede da atter kirken i Mälaren og styrkede den lille menighed.
At blive blodvidne for guds rige var hans højeste ønske, men ingen nordbo lagde hånd på ham, og han døde af sot i 865.

Ansgars efterfølgere i Hamburg - Bremen virkede ikke med hans kraft. Den svage spire til en menighed i Sverige kvaltes snart. I Danmark fik kristendommens udbredelse ikke den fornødne støtte fra den tyske rige, der i denne tid var svagt.
Derimod kunne det ske, at danske høvdinger tog dåben på togt i vesten.

Med Henrik 1. og Otto den Store blev Tyskland endelig stærkt nok til atter at give kristenforkyndelsen støtte.
Gorm den Gamle, død 957-58, var dog endnu hedninger og højsattes på hedensk vis.
Men deres søn Harald Blåtand, død omkring 986, skaffede kristendommen sejr. Han skildres som en mand, der var rede til at høre, men sen til at udtale sin mening.
I disse år bredte den nye tro sig stærkt, og Hanburg - Bremens ærkebisp indviede de første danske bisper ( i Slesvig, Ribe og Århus).
Flere og flere mente, at Kristus var en stærkere Gud end Odin og de gamle landvætter.

Omkring 965 var det at en klerk, Poppo, tilbød at bevise den nye tros sandhed ved jernbyrd. Han bar det glødende jern, uden at hans hænder tog skade, og dermed var efter tidens opfattelse godtgjort, at den nye Gud var den mægtigste.
Harald tog da kristendommen, og på kongsgårdene og overalt, hvor kongens magt nåede hen, ophørte dyrkelsen af aserne.
Selv byggede Harald Blåtand en kirke i Jelling og Roskilde, og med rette kalder Harald sig, på den store runesten i Jelling som han rejste over sine forældre, for "den Harald som gjorde danerne kristne".
Langt ud over Danmarks grænser søgte han at bane vej for troen. Vikens omvendelse begyndtes af ham, da han havde herredømmet over Norge i flere år.

 

----------------------------------------------------------------------------------

Søn af Harald Klak: Godfred prøvede i 855 at overtage den danske trone uden held. I 852 angreb han Frisland, og i 853 sluttede Godfred fred med Charles den Skallede. Sammen med sin slægtning Rorik, som var regent i Frisland, tog han til Danmark i 855, i et forsøg på at overtage magten her efter borgerkrigens afslutning i 854, men forsøget mislykkes, og de tog tilbage til Dorestad. Det vides ikke med sikkerhed om denne Godfred var den samme person som den danske vikingehøvding med samme navn, der var aktiv i perioden mellem 882 og 885, ægtede Gisla (datter af Lothar II) i 882, og dræbtes i 885

 

 

 

 

       
      Dan 300-400 årene
       Humble
       Lotther
       Skjold
       Halvdan
       Frode Fredegod
       Roar 400 - 500 årene
       Helge 400 - 500 årene
       Rolf Krake 400 - 500 årene
       Hjarvard
       Vermund og Uffe Hin Spage 400 - 500 årene
       Chochilaicus omkring 515
       Ogendus  (Agantyr) ca 710
       Harald Hildetand ca. 710 - 770
       Sigfred 770 - ca. 800
       Godfred 800 - 810
       Regner Lodbrog 800 årene
       Hemming 810 - 812
       Sigfred II død 812
       Anulo død 812
       Harald Klak død 852
       Regindfrid død 814
       Rudolf død 873
       Rorik sidst omtalt i 873
       Horik I 813 - 854
       Horik II før 857 - efter 864
       Sigfred III 873 - 887
       Halvdan levede 873
       Helge 890 erne
       Olaf ca. 910
       Gyrd efter 910
       Gnupa efter 910
       Sigtryg før 920
       Hardeknud ca. 920 - ca. 934

 

www.fortidensjelling.dk Privacy. ©2021-25