Kong Harald
Klak
Harald Klak og
Regindfrid regerede i fællesskab 812-813
Harald Klak og to af Godfreds sønner regerede i fællesskab
819-27.
Harald, der senere fik tilnavnet Klak
(betydningen ukendt), var i 815 i forreste front, da frankerne for første
og sidste gang forsøgte at erobre Danmark. Det lykkedes ikke,
blandt andet på grund af en dygtigt ledet dansk flåde, og først i
819 lykkedes det på grund af splid mellem Godfredsønnerne, at få
listet Harald Klak ind som medkonge. Det holdt dog kun til
823, hvor han rejser tilbage til kejser Ludvig og klager sin nød.
Kejseren vælger i stedet at slutte fred med Godfredsønnerne, og
indsætter Harald som greve i Nordfrisland. Han bliver ved samme
lejlighed døbt og er derved den første daner med kongenavn, der
overgår til kristendommen.
Da Harald Klak rejser hjem til Danmark, gav kejser Ludvig den Fromme
ham en præst med, som skulle styrke kongen i den nye tro, og fortælle
danskerne om den kristne tro. Denne præst hed Ansgar og kom til
Danmark i 826.
.
.
Ansgar
Ansgar var født i
det nordlige Frankrig i året 801.
Han var tilsluttet klostret Corvey, og var meget optaget af at
udbrede evangeliet. I drømme troede han ofte at modtage Guds bud om
at gå ud blandt hedningerne, og derfor fulgte han med glæde kong
Harald Klak til Danmark i 826.
Men Harald Klak var
en upålidelig mand, og snart blev han for stedse jaget ud af
landet. Ansgar udrettede derfor i hans tid næsten intet i Danmark.
Større held havde
han, da han drog til Sverige.På en ø i Mälaren blev der rejst en
kirke. Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til ærkebisp for
danske, svenske og Vender, med sæde i Hamburg.
Længe varede det dog, inden
han kunne genoptage forkyndergerningen i Danmark. Vikingetogterne
blev nemlig voldsommere, og selve Hamburg blev ødelagt af en dansk
flåde, og Ansgar undslap med nød og næppe.
Snart måtte han gøre Bremen til sit sæde.
Men da tog frankerrigerne sig sammen, så den danske kong Hårik måtte
holde fred med sin nabo, Tyskland, og nu optrådte Ansgar som den
tyske konges udsending i Danmark, og ved sin uplettede vandel vandt
han Håriks tillid.
Kong Hårik tillod opførelsen
af en dåbskirke ved Slesvig.
Kongens efterfølger, Hårik den Yngre gav Ansgar grund til en kirke
ved Ribe.
I disse vigtige handelsbyer i Danmark dannedes menigheder, som var
udgangspunkter for troens videre udbredelse.
Kirkerne fik tilladelse til klokkeringning, til foragrelse for
hedningerne, der troede, at klokkeklangen skræmte landvætterne
bort.
Missionen i Sverige var
overtaget af andre, men det gik ilde. Ansgar gæstede da atter
kirken i Mälaren og styrkede den lille menighed.
At blive blodvidne for guds rige var hans højeste ønske, men ingen
nordbo lagde hånd på ham, og han døde af sot i 865.
Ansgars efterfølgere i
Hamburg - Bremen virkede ikke med hans kraft. Den svage spire til en
menighed i Sverige kvaltes snart. I Danmark fik kristendommens
udbredelse ikke den fornødne støtte fra den tyske rige, der i
denne tid var svagt.
Derimod kunne det ske, at danske høvdinger tog dåben på togt i
vesten.
Med Henrik 1. og Otto den
Store blev Tyskland endelig stærkt nok til atter at give
kristenforkyndelsen støtte.
Gorm den Gamle, død 957-58, var dog endnu hedninger og højsattes på
hedensk vis.
Men deres søn Harald Blåtand, død omkring 986, skaffede
kristendommen sejr. Han skildres som en mand, der var rede til at høre,
men sen til at udtale sin mening.
I disse år bredte den nye tro sig stærkt, og Hanburg - Bremens ærkebisp
indviede de første danske bisper ( i Slesvig, Ribe og Århus).
Flere og flere mente, at Kristus var en stærkere Gud end Odin og de
gamle landvætter.
Omkring 965 var det at en
klerk, Poppo, tilbød at bevise den nye tros sandhed ved jernbyrd.
Han bar det glødende jern, uden at hans hænder tog skade, og
dermed var efter tidens opfattelse godtgjort, at den nye Gud var den
mægtigste.
Harald tog da kristendommen, og på kongsgårdene og overalt, hvor
kongens magt nåede hen, ophørte dyrkelsen af aserne.
Selv byggede Harald Blåtand en kirke i Jelling og Roskilde, og med
rette kalder Harald sig, på den store runesten i Jelling som han
rejste over sine forældre, for "den Harald som gjorde danerne
kristne".
Langt ud over Danmarks grænser søgte han at bane vej for troen.
Vikens omvendelse begyndtes af ham, da han havde herredømmet over
Norge i flere år.
--------------------------------------------------------------------------------------------
Søn af Harald Klak: Godfred. Prøvede i 855 at overtage den danske
trone uden held. I 852 angreb han Frisland, og i 853 sluttede
Godfred fred med Charles den Skallede. Sammen med sin slægtning
Rorik, som var regent i Frisland, tog han til Danmark i 855, i et
forsøg på at overtage magten her efter borgerkrigens afslutning i
854, men forsøget mislykkes, og de tog tilbage til Dorestad. Det
vides ikke med sikkerhed om denne Godfred var den samme person som
den danske vikingehøvding med samme navn, der var aktiv i perioden
mellem 882 og 885, ægtede Gisla (datter af Lothar II) i 882, og dræbtes
i 885
.