Vikingernes viden gik
i glemmebogen
I vikingetiden da Jellinghøjene
var nye, og nok også dengang tiltrak sig stor opmærksomhed, vidste
alle, hvorfor de var opført.
De vidste til hvem
den store tømrede gravværelse var bygget til, og hvad meningen var
med den anden høj, der ikke har noget gravkammer. De vidste også
at Nordhøjens gravkammer var blevet åbnet, da kristendommen blev
antaget, og der var bygget en kirke, så man kunne flytte manden fra
gravkammeret i højen, over i kirkens kammergrav. Der var dengang
ingen, der ikke vidste, hvem manden var.
De fleste vidste
dengang, hvordan indskriften på de to runesten skulle læses og
forstås, de kendte nemlig baggrunden, og at runestenene netop er
opstillet i Jelling, har dengang været helt naturlig.
Optegnelser fra denne
tid er ikke sket, eller er gået tabt, og efterhånden som tiden
gik, da udviskes den viden, og blev vel fordrejet med tiden, således
at det ikke var præcis, og måske endda helt forkert. Tilbage stod
de stolte monumenter, dominerende, og æggende for den videbegærlige.
Vil man prøve at
forstå de gamle mindesmærker er man nu henvist til det de selv kan
fortælle.
Den situation stod
man åbenbart allerede i da Svend Aggesøn og Saxo i årene omkring
1200 introducerer de to høje i historieskrivningen. For det de
skriver, røber at de ikke har kendskab til højenes indhold og
historie.
Svend Aggesøn
skriver: Men efter at hin herlige Dronning, tillige med sin Husbond
Kongen havde fuldendt deres Livsalders Aar, lod deres Søn Harald
Blatan, som overlevede dem, og som også var Arving til Kongedømmet,
efter Hedningenes Skik begge sine Forældre højsætte i Jordhøje,
der så at sige lignede hinanden som Tvillinger, ret som i prægtige
Mausoleer, nær ved Kongens Gård i Jalang (M.CL.Gertz`s oversættelse
fra 1916-17).
Saxo skriver om
dronning Thyra: Harald gav hende en prægtig Ligfærd og jordede
hende under almindelig Landesorg ved Siden af sin Faders Gravhøj;
ti der var intet Hus, der ej genlød af Klage og Kvide over så
stort et Tab, og de troede, at med denne ene Kvindes Død var også
Danmarks Lykke ude. Der er nu også en Kirke at skue mellem begge Ægtefællers
Høje. (Jørgen Olriks oversættelse fra 1912).
Indskrifterne på
kong Gorms og Harald Blåtands runesten nævnes ikke. Og havde de to
forfattere gjort sig klart, at Gorms sten røber, at han levede længere
end Thyra, havde de ikke kunnet forme deres historier, som de
gjorde.
Svend
Aggesen og Saxo fortæller ikke, om der på den tid, hvor de
skriver, det vil sige omkring 1185-1200, gik sagn om at der kunne
iagttages spor af, at nogen ovenfra havde trængt ned i kammeret i
Nordhøjen. Det havde været spændende om man fra deres tid havde
beskrevet Jelling monumenterne detaljeret. Siden 1820, hvor Nordhøjen
blev undersøgt, har vi vidst at der i meget gamle tider var
foretaget et indbrud, og at man tilsyneladende havde fjernet det
meste af det, der var i kammeret. Men hvornår indbruddet fandt
sted, ved vi ikke.
.
Det Rantzauske stik
.
Og dog, lidt ved vi.
Omkring år 1590 lå denne begivenhed tilsyneladende så langt
tilbage i tiden, at man ikke længere kendte til den. Når vi kan
have denne formodning skyldes det, at vi fra den tid har et
kobberstik, det såkaldte Rantzaus stik, som beskriver mindesmærkerne
i Jelling, og der ser man i Nordhøjen tydeligt et spor, som sikkert
skyldes indbruddet. Det man ser, er et stort rundt hul, som åbenbart
samler nedbøren fra højens øverste flade. Hullet er sikkert ikke
et direkte resultat af indbruddet, men er sandsynligvis opstået
ved, at den jord der er fyldt i indbrudshullet har sat sig.
Imidlertid er der ikke i den tekst der knytter sig til Rantzaus
stik, tegn på, at der på den tid, hvor stikket bliver til, endnu
levede en viden om, at hullet i virkeligheden havde sin baggrund i
et indbrud. Teksten lyder blot "Kilde omsat i bunden med
kampesten, hvorfra de omboende daglig øser vand.
I flere af de ældre
kilder er der ingen tvivl om at de to høje rummer de jordiske
rester af henholdsvis kong Gorm og dronning Thyra. Der er dog ingen
af dem der meddeler, hvem der lå hvor.
.
.
Læs
mere om Thyras Høj
Læs
mere om kilden på Nordhøjen
.
.
